Forestillingen ROCKY tager en time og fyrre minutter. Scenen fremstår tom og uendelig sort. Morten Burian er vores vært, skuespiller og fortæller. Det starter som en hyldest til taberens succeshistorie i Sylvester Stallones spillefilm ROCKY, men udvikler sig hurtigt til andet og mere end en antropologisk felttur ud i socialklasse fem. Jeg oplever teaterstykket ROCKY som en lang opfordring til dialog med de på den anden side af grøften. Til at række ud og omfavne de udstødte. Til at anerkende, at vi alle er mennesker og at vi alle er lige uperfekte. Jeg havde næsten glemt at teater kan og tør være relevant på den politiske scene. Noget jeg ellers kun husker når Kampnagel gæstes, jeg er glad for Husets Teater tør det samme og håber stedet forbliver faklen på den danske teaterscene.

Fotocopyright Henrik Ohsten Rasmussen.

Taberens historie udfoldes i starten med tilpas ironisk distance til, at du tør følge fortælleren ud i det sociale boligbyggeri. Vi vil jo gerne vide hvorfor kødklumpen ROCKY er sådan en taber med så dumme uigennemtænkte meninger. Men det sociologiske studie af den primitive viser sig hurtigt at være en fælde. Vi skal i stedet reflekterer over hvem der er skyld i hvad, og om ansvaret for samfundets problemer ikke er fællesskabets fejltrin. Morten Burian graver sig således langsomt ind bag mine forsvarsparader og selvom angrebet er udformet af Tue Biering er det manden på scenen jeg provokeres af. Det er Morten der fordrejer culpa rækkefølgen og siger jeg bærer ansvaret for tabernes synspunkter. Det er min skyld at de er enfoldige, voldelige og racistiske. Deres vrede er min skyld. Tosserne har magten og skylden er min jeg har skabt monsteret og burde nu tage ansvaret!  

Fotocopyright Henrik Ohsten Rasmussen.

6_fjernpen.JPG

Jeg elsker Mortens version af kødklumpen Rocky. De eksplosive skift han udfolder på scenegulvet, flår og river i mine vante fordomme. Mønsteret er hele tiden det samme. Først serveres et velkendt problem, så vendes argumentet og pointen slås hjem med rå fysisk på scenen. Din refleksion om tvivl blandes således med den dårlige smag af skyld. Dit intellektuelle forsvar tromles ned af uheldige paralleller som kastes efter dig i et uhørt højt tempo. Du kan ikke få et ord indført, de uretfærdige konklusioner tårner sig op, ansvaret virker oplagt og hvis du først accepterer en præmis så valideres hele rækkefølgen.

Det er en helt fantastisk opbygning af en tankevækkende provokation af os på venstrefløjen. Hvis du lader dig rive med så frikender du ikke blot ROCKY, du bliver ham, du bliver den primitive muskeldukke der kommunikerer med knytnæver fordi vreden ikke finder de rigtige ord, den rette styrke eller plads i samtalen. Du bliver selvtægtstossen der ikke kan andet end at reagere. Du bliver taberen uden andre muligheder!

For dette kunstgreb kaster jeg smilende seks blækhuse efter forestillingen. Tue Biering er heldig at have Morten Burian som fortolker af ordene, og Jens Albinus er en heldig gris for at de to udfolder sig på Husets Teater. 


Medvirkende: MORTEN BURIAN. Tekst og Instruktion: TUE BIERING. Scenograf: PETER SCHULTZ. Lyddesign: DITLEV BRINTH. Lysdesign: MATHILDE NIEMANN HÜTTE. Foto: Henrik Ohsten Rasmussen. Du kan læse mere om forestillingen her.

Comment