Det hele var velkendt og solen skinnede endda, men alligevel var det lidt en skuffelse at svinge forbi Grønnegårds Teateret sidste torsdag. Det har nu taget mig knap en uge at sætte ord på hvorfor. For indpakningen, udgangspunktet og indholdet er ikke væsentlig anderledes end andre år. Dette stykke var således også en let forståelig udgave af Ludvig Holberg dramatik tilsat fagter, mimik og dialog som kunne afkodes fra alle publikumsrækker. 

Fotocopyright  Bjarne Stæhr

Det kan være svært at mænge sig med folket når ens stamtræ er fornemt og selvværdet er stort. Selv sult, latterliggørelse og næsvise tjenestefolk gør ikke det store ved selvopfattelsen. Herreskabet har dog intet mod at datteren gifter sig til penge, så længe det ikke sker med en under deres stand og position. Hvilket ikke blot besværliggøre ethvert lokalt giftermål men også modarbejder datterens forelskede hjerte. Muligheden for igen at få fyldte maver og lommer får tjenestefolkene til at smæde rænker, og en lidt aparte plan bliver sat i søen. For kærligheden og kistebundens skyld.

Sandheden er, at gammeldags dannelse ikke handler om at blive til noget. Det handler om at blive bevidst om, at man altid har været nogen.
— Kristian Ditlev Jensen

Kærlighedshistorien mellem Donna Maria (Molly Egelind) og Gonzalo de las Minas (Peter Hald) får hverken plads, mulighed eller tid til at udfolde sig. I stedet tramper vi en del rundt i vrøvlespansk, som en del andre publikummer fandt morsomt. Skellet mellem kolde kontanter og dannelsen bliver ikke omdrejningspunktet for mødet mellem to familier på scenegulvet,  men noget vi selv skaber i kontrast til hovedrollerne i fortællingen.  Da det kun er den ene side som udfoldes på scenen, så fungerer vi publikummer som repræsentanterne for de med penge men ingen dannelse.  Det er selvfølgelig underholdende at se det absurde mimespil, de fine uden penge sætter op for omverden, men jeg havde gerne ladet begge parter få plads og i stedet ladet historien fortælles ud fra den umulig kærlighed.  

 Fotocopyright Bjarne Stæhr

Morskab søges ved fattige fornemme mennesker som kæmper for opretholde facaden. Det fungerer bare ikke for mig. Til gengæld griner jeg da tjenestefolkene taler om kærlighedens trange kår for rettroende katolikker. Dels af den gravide genvej til ægteskab og dels af de mange strabadser en Sydeuropæisk mand må igennem for at vinde en skønjomfrus hjerte. Jeg grinede også af stykkets lidt barokke afslutning der på ingen måde kan betegnes som politisk korrekt eller tidssvarende. Scenografien byder på en masse veje ind og ud fra scenegulvet, men på intet tidspunkt virker det synderlig oplagt eller gennemtænkt. Det giver dog guitaristen (Jacob Gurevitsch) en masse steder at placerer sig uden det forstyrrer handlingen.

Selvom stykket teknisk havde en begyndelse, midte og afslutning så blev handlingen aldrig rigtig til andet end overflade. De tre fyldte blækhuse kastes derfor efter herreskabet (Henrik Koefoed & Lone Hertz) på toppen af den sociale rangstige. Det er muligt deres økonomiske udfordringer ikke giver megen kød til et teaterstykke, men deres samspil er rigtig fint.  Stig Lommers karakter er helt unødvendig for historien, men samtidig den der fremprovokerer tjenestefolkenes vellykkede samtale om kærlighed. Jeg er ligeledes rigtig glad for Ida Cæcilie Rasmussens favntag med borgerskabet, tjenestefolkene og Ludvig Holberg. Hun rammer perfekt den kække, intrigante og næsvise tone jeg savnede ved Jesper Hyldegaard.

Jeg holder af teater under åben himmel men dette års forestilling ramte mig slet ikke. Dog var der talrige mennesker omkring mig som grinende på de rigtige tidspunkter og af ting jeg slet ikke forstod som morsomheder. Så man kan sagtens nyde årets sommerforestilling i Grønnegårds Teateret, selv om jeg ikke gjorde det i år.


Medvirkende: Henrik Koefoed, Lone Hertz, Tina Gylling Mortensen, Molly Blixt Egelind, Jesper Hyldegaard, Peter Hald, Ida Cæcilie Rasmussen, Steen Stig Lommer, Jacob Weble samt guitarist Jacob Gurevitsch. Iscenesættelse: Emmet Feigenberg Scenografi og kostumer: Karin Betz Komponist: Jacob Gurevitsch Koreografi: Christel Stjerneber. Foto: Bjarne Stæhr.
Forestillingen varer ca. 1 time og 30 minutter og spiller uden pause. Læs mere her

Comment