Denne gang er feriebarnet fra Fredericia ikke en lille nuttet Disney historie, der ender lykkeligt. I stedet har teateret succesfuldt opsat en musical, baseret på Victor Hugos romanklassiker og Disneys sange fra filmen (1996) om den vanskabte, udstødte og bomstærke klokker Quasimodo.  Forestillingen er for længe siden tæppebombet med stjerner fra alverdens medier, og har et billetsalg der vil få enhver teaterdirektør til se lyst på fremtiden. Denne anmeldelse er også positiv. For musicalen er simpelthen godt håndværk, lækker indpakning og selvom omdrejningspunktet fortsat er umulig kærlighed, er der heldigvis tilsat lige dele arvesynd, moralsk fordærv og middelalderlig vold så vi kynikere også får noget ud af oplevelsen.

 Fotocopyright SørenMalmose

Fotocopyright SørenMalmose

Fortællingen om klokkeren Quasimodo, hans nederdrægtige værge, Dom Claude Frollo, den tapre og smukke sigøjner, Esmeralda, og den flotte Kaptajn Phoebus udspiller sig i det 15. århundredes Paris. Langt det meste af historien afvikles dog i katedralen Notre Dame. Hvor Quasimodo er gemt af vejen på loftet og værgen styrer kirkerummet med hård religiøs hånd. Selvom man måske nok har det store udsyn fra klokketårnet,  bliver det hurtigt ensomt hvis verdenen kun deles med gargoiler. Hvorfor Quasimodo både higer og frygter omverden. Følelser  der kun bliver intensiveret efter en mislykkede tur ud i Paris under Narrenes Fest. For godt nok endte det hele med piskesmæld, en vred værge og folkemængdens spot, men det var også her Quasimodo mødte kvinden Esmeralda. Hvis syndige sjæl og smækre krop snart indfanger opmærksomhed hos både den hellige mand Frollo og den flotte soldat Phoebus.  Selv falder Esmeralda for soldaten, fortryder mødet med præsten og ønsker at beskytte klokkeren. Spændinger mellem disse fire søgende sjæle sætter både hjerter og huse i brand. Men det er Præstens indre kampe, hykleriske beslutninger og lystfulde begær der får sammenstødene til at gnistre og Paris til at brænde.

Fotocopyright SørenMalmose

Normalt er det de storladen dansenumre, svulstige kærlighedsforviklinger og episke sangsoloer der sikrer en musical berømmelse. For mig var det den professionelle helhed, Mads M. Nielsen indlevelse som skurken, vanskabningens eftertænksomme øjeblikke og så elskede jeg scenografien. Samspillet mellem videoprojektionerne, lyssætningen og de fysiske rekvisitter var fænomenal.

Første akt var virkelig godt og afslutningen lige før pausen var blændende. Desværre havde andet akt lidt logistikmæssige problemer under gadekampene, mikrofonknas og slutningen strittede lidt i flere retninger. Det var fortsat glimrende underholdning, imponerende musikalsk afvikling og ensemblet stod aldrig i vejen for hverken historien, hinanden eller den visuelle formidling. Hvilket kan lyde banalt, men vitterlig ikke noget der hyppigt opnås på de danske scener når flokken på scenegulvet kommer over syv.

Hver eneste gang Fredericia Teater gæster København gribes jeg af forundring. Både over kvaliteten i deres produktioner og så det faktum ingen andre kommer på sommervisit. Det Kongelige Teater er et oplagt udstillingsvindue, og byen er proppet med turister der gerne vil mere og andet end shoppe i Københavns gader.


 Copyright Fredericia Teater

Copyright Fredericia Teater

Quasimodo - Lars Mølsted.
Claude Frollo - Mads M. Nielsen.
Phoebus De Martin - Christian Lund.
Esmeralda -Bjørg Gamst.
Clopin Trouillefou - Diluckshan Jeyaratnam.
Instruktør - Thomas Agerholm.
Koreograf - Lynne Kurdziel Formato.
Kapelmester - Jørgen Lauritsen.
Kapelmester - Martin Bergmann Konge
Scenograf - 
Benjamin la Cour.

Musicallen er baseret på romanklassikeren, sange fra Disneys tegnefilm og indeholder både filmens Oscar-nominerede musik og nye sange af Menken og Schwartz. Se mere om forestillingen her 

Gamle Scene, Det Kongelige Teater:
Spilleperiode: 23. juni – 13. august 2017.
Tirsdag-fredag kl. 19.30 (den 29. og 30. juni også kl. 15.00).
Lørdag kl. 15.00 og kl. 19.30 (ingen forestillinger lørdag den 24. juni).
Søndag kl. 15.00 og kl. 19.30 (søndag den 2. juli kun kl. 15.00).

Comment