Hver sommer kommer Allerøds teater flagskib Mungo Park på gæstevisit i København. Denne gang faldt sommervisittet samtidig med CPHSTAGE. Jeg var således forbi Betty Nansen for at se Rejser I Det Indre Afrika med Henrik Prip i en blændende hovedrolle som den opdagelsesrejsende Mungo Park. En fortælling om opdagelsen af et kontinent på bekostning af utallige menneskeliv, tåbelige fordomme og fatale misforståelser. Det der startede som jagten på en sagnomspundet skat blev hurtig til en overlevelseskamp, fyldt med smertefulde erkendelser og smukke oplevelser.

Da briterne herskede på verdenshavene var der endnu store ukendte landmasser på landkortet. Nogle forblev sådan grundet manglende ressourcer, andre fordi de opdagelsesrejsende aldrig kom retur. Afrikas kystlinje var dog veldokumenteret da den skotske læge Mungo Park blev sendt til kontinentet. Desværre vidste man ikke meget andet end hvad slaver havde ladet sive, men rygterne om guldminer var alligevel for fristende til ikke at gøre forsøget. Udstyret med lige dele idealisme og uvidenhed blev Mungo Park således sendt til den mørke plet på kortet. Han formår at overleve tortur, sygdomme og regntid, men finder desværre ikke frem til andet end negerer må være mennesker. Hvorfor briterne år senere forsøger endnu et togt mod guldminerne, denne gang udstyret med (lidt) viden, soldater og gaver til de lokale høvdinge. Stykket her, er således historien om opdagelserne Mungo Park gjorde sig, men det er de personlige kampe og trængsler der skaber dramaet.

Copyright Mungo Park

Forestillingen afvikles som en storslået blokcbuster film, men da budgettet er lavt, står du selv for scenografien og de cinematiske scener. I stedet guider de tre skuespiller på scenen dig gennem historien med kyndig hånd og stor opfindsomhed. Således overser du helt at krodillerne er klaprende stiger, vandfaldet ikke er andet end lydeffekter og folkemasserne kun lader sig aflæse via fagter og lyssætning. Det er drønende underholdende og i den første halvdel er det en medrivende fortælling, men den logiske omend tragiske anden rejse til Afrika, lider under manglende variation og fastlåste karakterer.

Anders Budde er charmerende som historiefortæller, afrikaner og svoger til Mungo Park. Han giver fortællingen den menneskelige nerve. Henrik Prip er til gengæld den stoiske helt hvis trængsler og naive tilgang til opdagelsesrejser holder os på jorden. Mads Hjulmand spiller både den kvindelige hovedrolle og ærkeracisten med militæruddannelsen. Begge karakterer kammer en anelse over og forbliver todimensionelle personer i livet omkring Mungo. De fire blækhuse gives for de store armbevægelser, de fantasifulde beskrivelser og morsomme krøller historien slår.


Instruktør: Martin Lyngbo. 
Manuskript: Martin Lyngbo og Thor Bjørn Krebs. 
Komponist: Marcus Aurelius Hjelmborg.
Scenograf: Palle Steen Christensen.
Medvirkende: Anders Budde Christensen, Henrik Prip, Mads Hjulmand.
Lysdesigner: Jacob H. S. Rasmussen / Adalsteinn Stefansson.
Lyddesigner: Rasmus O. Hansen / Mogens Laursen. 
Varighed: 100 minutter (uden pause). 

Comment