Det starter som en uskyldig tanke. Men pludselig er der gået 30 år og armen har nu groet sig fast i den fastlåste position over hovedet. Gestussen søgte man først at helbrede, siden at forstå, derpå at udnytte, for til sidst at beundre. For selvom drengen med armen kun er fra Fanø havde avantgardscenen fans i hele verden. Så projektet blev hurtigt til mere og andet end en magtmanifastion overfor storbroderen. Det blev til en identitetskabende handling for drengen, og en fast indtægt for manden han blev. Armen blev selve kunstværket og han selv blot til formidleren. Dette er historien om dem begge, men kun fortalt af drengen.

Fotocopyright Lis Kasper Bang

Scenografien er ganske spartansk, men den simple digitale kameraopsætning muliggøre et forholdsvis stort persongalleri. Alle er visualiseret af små ting fra publikums lommer og tasker (samt selvfølgelig hvad teateret selv har skrabet sammen). Claes er fortælleren og hovedrolleindehaveren. Historien udspiller sig over flere årtier, men flytter sig ikke tematisk. Det er hele tiden "armdrengen" der er i fokus. Vi er med fra første færd og forklares derfor løbende hvorfor projektet ikke kan opgives. På trods af råd, hjertefejl, døde lemmer og andre udfordringer står "armdrengen" nemlig fast. I en omskiftelig, flagrende verden bliver hans fastlåste arm således holdepunktet. Projektet er selvcentreret, vanvittig og banalt. Det bliver derfor et stort hit på den  moderne kunstscene, mens lægevidenskaben ikke rigtig fascineres af andet end de negative side-effekter. 

Kunst er det, man slipper afsted med
— Tim Crouch

Denne lille sarkastiske perle af en monolog hudfletter Instagram generation og sparker til den kulturelle elite. Jeg fandt det både morsomt, forudsigeligt og gennemført. Under den indledende opbygning af historien frygtede jeg dog det skulle blive til en ironisk udgave af Bliktrommen, men da vi når til at Claes drikker vand fra en vase, alt imens vi alle får fuck fingeren, er der ingen bekymringer tilbage. Til gengæld virker det som et sceneøjeblik instruktøren Mads M. Nielsen gerne selv havde udført.  De fire blækhuse falder for Claes' stilsikre levering, den finurlige historie, de sarkastiske pointer om kunstverden og så de mange vellykkede humoristiske sidegrene på hovedhistorien.  

Jeg ville gerne haft hovedpersonens konflikt med stedmoderen fyldte mere og  selvmordstankerne fik en mere logisk indplacering i historien. Derudover skete der intet i den underholdende historie der forargede eller overraskede mig. Dvs. på trods af det barokke og absurde så er historien ganske tro mod 80ernes kunstscene. Jeg savner således mere ætsende latterliggørelse af os der ser på. Os der har accepteret præmissen. Os der holder det absurde igang ved at støtte det, se det, tale om det.  Men måske det blot skyldes at alle kunstelskere er masochister? 

Comment