Liam Nygaard O'Connors sange kredser selvfølgelig en del om pik og patter, men selve teaterfortolkningen rummer mere og andet end kødfulde pointer. Her finder du fortællinger om et skrøbeligt mandehjerte, ser skyggesiderne fra et liv i overhalingsbanen, alt imens ungdommens fortabte stemmer får taletid.  

Du satte et smil på mine læber når jeg var negativ. Gjorde mig ædru når jeg var spritstiv. Vi røg sammen og løj sammen. Forvandlede stilhed til støj sammen. Vi ku danse på toppen af verden. Indtil du gav mig vægten og lod mig bære den. Det sådan det bli’r vi ikke er sammen mere. Ingen grænser for hvor meget du har brændt her. Klarsyn kommer først bagefter. Jeg bukkede mig baglæns for denne heffer. For vi to – Vi sku’ – Altid – Vanvid. Døgnet rundt ikke kun på halvtid
— FRK. ESCOBAR

Fotocopyright Petra Kleis

Umiddelbart er der ingen kobling mellem scenens cirkulær udformning og selve teaterstykket. Det runde  scenegulv har fire indgange, og en permanent musikeropstilling i midten. Vi publikummer sidder således fordelt på fire sektioner i to rækker. Her kan ingen gemme sig, slet ikke når skuespillerne søger interaktion. Denne intimitet forstærker oplevelsen når skuespillerne vrider sig gennem tekstuniversets konstante jagt på forløsning. Det er selvfølgelig fristende at tolke cirklen som et symbol på det evige, det absolutte, det uendelige. Især når Liams tekstunivers fortolkes i sin helhed. For her er en stodder med katolske rødder der kæmper med tanker om døden, livet og meningen med det hele.

4_fjerpen.jpg

Jeg havde egentlig altid opfattet figuren LOC som en charmerende misogynist med hang til selvlede, selvmedlidenhed og tomme ord om evigheden. Der konstant spyttede sange på gaden som var lige dele selvforherligende, og selvudleverende. Ved hjælp af få simple teatergreb får Sargun Oshanas dog vendt universet på hovedet, og det giver teksterne en helt anden skrøbelighed. Pludselig er sangene med de endeløse ord om overgreb, nedgørelse og stofmisbrug, rørende historier om jagten på kærlighed og mening med livet.

Forestillingen tager knap halvanden time, og på intet tidspunkt skifter vi tematisk gear. Det bliver desværre en anelse monotont, at se kroppene vride sig gennem de forskellige sekvenser. Beretningerne fra den fortabte ungdom kredser hele tiden om det lave selvværd, drømmene om anerkendelsen og jagten på det næste rush. Her føler du dig kun levende når klimaks rammes, uanset om det sker via kunstig eller kropslig kemi. Jeg elsker de kropsnære kostumer, der ligner et syndigt miks af nutidig ungdoms garderobeudvalg og så et tilfældig udsnit fra 90erne. Jeg er rigtig glad for Nanna Bøttchers fleksible og grænsesøgende adfærd, Kjartan Hansen kradser dog mere i mine fordomme, Simon Mathew bruges især til at høste skyldig latter når han lægger krop til LOCs mere ynkelige sange, Maria Marschner rammer overbevisende den ungdommelige desperation. De fire blækhuse gives for helheden, kanterne de sleb af og bekendelserne de fandt, råheden som fik mening og ordene stykket gav dybde. Du er således i et farverigt selskab der får dig til at tænke over ungdommens mange blindgyder og misforståelser.


ISCENESÆTTELSE: SARGUN OSHANA. SCENOGRAFI: DAVID GEHRT. MUSIKARRANGEMENT:  RONNIE FLYVBJERG OLSEN. MUSIKER OG MUSIKARRANGØR: JOHANNES EBERL SMED. MEDVIRKENDE: NANNA BØTTCHER, MARIE MARSCHNER, SIMON MATHEW, KJARTAN HANSEN. Du kan læse mere her

Comment