Det nødvendige oprør mod røv til tavle undervisningen, blev udkæmpet på mange fronter i Danmark. Der var dog ingen tvivl om, at den begavet, charmerende og helt igennem idealistiske Mogens Amdi Petersen stod for revolutionen. Han forbandt teori og læring med handling. Han forbandt overbevisning, idealisme og velvillighed med handling. Han forbandt klimabekymring, kapitalismekritik og socialisme med handling. Han berørte og forandrede mennesker i en lind strøm, alt imens han i 1970erne skabte og opbyggede bevægelsen Tvind. Som du sikkert kender for skoler, vindmøller og pengefidusser. For det der startede som rendyrket 70er idealisme, blev med tiden til en sindrig økonomisk global konstruktion, der i bedste fald virker som systematisk udnyttelse af mennesker, systemer og skattekroner.  

Fotocopyright Daniel Buchwald

Dette teaterstykke er dog hverken en anklage mod bevægelsen, eller historisk gengivelse af samme. Der er altså ikke tale om en faktuel gennemgang af hverken skoleorganisation, koncernen, sekten eller Amdis liv. Der er ej heller tale om en klassisk musical. Det er i stedet en fiktiv dramatisering af Tvinds opståen og udvikling. Tilsat tidstypiske protestsange, nutidige værdidomme og fortidig idealisme. Det lyder måske nok lidt som en teaterbastard, men det gør ikke projektet mindre vellykket. Målgruppen kan dog kun være danskere der enten har den rette viden, alder eller interesse.

De to timers dramatik spænder over tidsperioden 1972-1997. Vi er således med fra skabelsen af det Det Nødvendige Seminarium og fremtil  da staten sender Tvind til tælling via en særlov. Tematisk giver inddeling udmærket mening, men man kunne sagtens have valgt et andet fokus. Teaterfolkene i Valby har f.eks. helt udeladt Mogens Amdi Petersen fra stykket. I hvert fald som karakter. Det er nemlig ikke helt let at drage en skillelinje mellem skaberen og bevægelsen. Det er hans tanker, ideer og paranoia der former hele organisationen, hvor individer kun findes som en del af helheden. Første akt er udrulningen af idealismen bag projektet og de mennesker det tiltrak. Mens andet akt fremviser hvorledes idealisterne mister troen, drømmene og meningen. Det er dog ikke kun skabelsen af en grim multiinternational global pengemaskine der dræner drømmerne for livsmod, det har nemlig også psykiske konsekvenser at miste troen på ens kultleder. Det er stykkets store styrke at det holder fokus på drømmerne bag Tvind fremfor ofrene og skurkene.

Fotocopyright Daniel Buchwald

5_fjerpen.JPG

De fem blækhuse gives for det kærlige gravskrift over 1970ernes idealisme, og den nøgtern beretning om Tvinds udvikling. Du kan sagtens misunde fortidens revolutionære kræfter deres ideologisk klarhed og følelse af historisk nødvendighed. For kloden lider fortsat og handling virker påkrævet. Jeg elsker hele teatertruppen af Tvind idealister, der ikke blot ligner og lyder som mine egne friskoleundervisere fra start 80erne, de rammer også mine Tvind fordomme til perfektion!

Iben Dorner formår med få sætninger at fremvise problemet ved kollektiv diktatur; Martin Bo Lindsten bevæger sig nok på kanten af karikatur, men rammer 1970ernes blåøjet selvretfærdighed så rent at det er ligegyldigt. Jeg har den største sympati med karakteren Rikke Bilde spiller. Her er en selvudslettende, pragmatisk kvinde, der forstår værdien af kammeratskab. Hendes tabte ungdom, missede muligheder og forspildte relationer fremvises med en underspillet ømhed der rammer. Sune Kofoeds karakter er dog den der afspejler Tvinds udvikling bedst. Fra begejstret revolutionær ung mand til desillusioneret pragmatiker, med ondt i sjælen og penge på lommen. Lydsporet sikres fornemt af Sune Skuldbøl Vraa, der i samspil med skuespillerne hiver os gennem venstrefløjens sangskat.
  


Medvirkende: Iben Dorner, Rikke Bilde, Sune Kofoed, Martin Bo, Lindsten, Margit Watt-Boolsen og Sune Skuldbøl Vraa.  Instruktion: Jens Svane Boutrup. Scenografi: Julie Forchhammer
Musikalske arrangementer: Sune Skuldbøl Vraa. Dramatiker: Andreas Garfield.  Du kan se mere her

Comment