Siden midt 90erne har nationen været drevet som en moderne virksomhed, med fokus på bundlinjen og hyppige gyldne håndtryk til afgående chefer. Vi har løbende optimeret driften for afkastes skyld og i processen udvandet fællesskabets værdier. Forandringsprocessen har ramt alle hjørner af vores verden og intet sted har det været kønt. Hospitalerne fik produktionsmål, universiteterne skovlede gennem ungdomsårgangene som en liderlig teenager på Tinder, hjemmeplejerne fik flere kontrolpunkter end minutter med borgerne og kunstverden blev tvunget til nye erkendelser. Pludselig var besøgstal og udbredelse per krone brugt, den eneste målestok for god kunst. Inddragelse, udbredelse og rentabilitet blev således parametrene magthaverne målte alt kreativt på. Dette vanvittige tiltag var ikke blot udtænkt som et angreb på de kulturradikale smagsdommere, der tidligere havde svinget taktstokken i hele Danmark, det var faktisk ment som et oprigtig opgør med en eliten.

For hvis ingen læser din bog, ser dit kunstværk, forstår dine digte eller ser dine film, hvad glæde har samfundet så af det? Hvis det er kunst for kunstens skyld, hvorfor skal fællesskabet så betale for dette? Hvorfor er det dit kunstsyn, der skal finansieres og udbredes?

Fotocopyright Bjarke Maccarthy

Da jeg voksede op var uddannelsesstederne placeret i det københavnere kalder Hovedstaden. Her fandt man også de fleste scener, museer og kunsthaller. Her var magthaverne, og de med pengene. Her var avisernes redaktioner og de bedst betalte jobs. Her kendte man hinanden, eller også var man ingenting. Her blev navne skabt og dynastier grundlagt. Her blev skillelinjerne mellem de der gav og de der modtog udvisket over tid. Det er også her vi finder resterne af Fritz Hansen Folket, og de er både presset, vrede og uforstående overfor den nutidige udvikling i brødrene Brandes gamle højborg.  

Den kulturradikale skabelsesberetning

Humanisten (Henrik Prip) føler sig trængt fra alle sider og forsøger som en vanvittig at forstå hvorfor folket har vendte ryggen til alt det gode. Fortidens kulturradikale bannerfører hidkaldes så de sammen kan udsætte den hummanistiske succeshistorie for en kritisk analyse. Brandes-brødrene (Anders Budde Christensen & MadsHjulmand) udgør således både den intellektuelle ramme for fortællingen, vores guider gennem det moderne gennembrud og de der sammen med os søger svarene på den nutidige jammerdal. Forestillingens andet spor rummer både vidnesbyrd fra kulturverdens nutidige tabere og forklaringer fra de hævntørstige vindere. På den ene side har vi en mand hvis stilling står overfor udflytning til Esbjerg, en kvinde (MarianneMortensen) hvis magtfulde position på Politiken forsvandt med indførelsen af clickbait og performancemålinger, en ung nyuddannet kunster (NanaMorks) hvis smalle værker elskes af få og forstås af endnu færre. På den anden side har vi en vred ung mand (Jonas Munck Hansen) fra Fyn, hvis talent kun overstråles af hans indædte had mod kulturlivets indspiste selvfølgeligheder og evige selvforherligelse. Samt en kvindelig repræsentant fra magtens korridorer, der ikke helt deler kunstverdens hidtidige ensidige fokus på København, eliten og vennerne.

Undskyld, at jeg har læst humaniora
Undskyld, at jeg er kunstner
Undskyld, at jeg er københavner
Undskyld, at jeg er intellektuel
Undskyld, at jeg tror på at hjælpe
Undskyld, at jeg tjener penge, selvom jeg gerne vil hjælpe fattige
Undskyld, at jeg vil hjælpe de fattige
Undskyld, at jeg køber økologisk spelt-mel
— En stakkels kulturradikal
5_fjerpen.JPG

Den sarkastiske fremstilling af de sidste humanister er morsom, og selvom det er karikeret, så kender vi sikkert alle mennesker der passer på beskrivelserne. Det musikalske bagtæppe understøtter fint historien, og de mishandlede designikoner passer godt til beretningen fra nederlagets slagmark.  Men den kulturradikale skabelsesberetning får efter min mening al for megen plads i dette stykke, jeg havde heller givet anklageren mere taletid. Dels fordi den vrede fynbo ikke blot har ret i påstandene, han har også fat i løsningerne. Oprør mod og forkastelse af tidens autoriteter. Det er dog ikke ensbetydende med at den kulturradikale smagsdommer vil vende sejrrigt tilbage!

Folket har fået private fadølsanlæg, fladskærme og firehjulstrukne biler. Men det er fortsat friværdi, vækst og købekraft der optager spaltepladserne i resterne af de danske aviser, dét partiprogrammerne drejer sig om og dét nyhedsfladen fyldes med. Der er ingen tvivl om at vi som samfund har mistet noget i processen fra kulturradikal patroniserende empati til vækstorienteret kontrolstat, men der er nok stor uenighed om værdien af det tabte og hvilken retning fremtiden vælger.

De fem blækhuse gives for den kærlige hudfletning af det kulturradikale nederlag. Mads Hjulmands sarkasme og Nana Morks energi. Henrik Prip er perfekt som det selvretfærdige offer, og Marianne Mortensen rammer mine fordomme om de grå hjelme så rent at det er skræmmende. Som altid er det dog Anders Budde Christensen jeg er vild med. Jeg elsker de underspillet leveringer, den drengede og afvæbnende facon han giver alle roller og så har han perfekt timing. Kritikken af teatrets kernepublikum er harmløs, om end opråbet er tydeligt. Det er min påstand at ungdommen allerhøjest vil kunne spejle sig i fynboens vrede, mens resten af stykket vil føles som en taberes bekendelser fra en krig de ikke kendte.  


Koncept: Lasse Bo Handberg. Iscenesættelse: Kamilla Bach Mortensen. Dramatikere:
Line Mørkeby og Lasse Bo Handberg. Scenograf: Nadia Nabil. Medvirkende: Marianne Mortensen, Henrik Prip, Anders Budde Christensen, Mads Hjulmand, Nana Morks, Jonas Munck Hansen. Musiker: Morten Ærø. Koreograf: Anja Gaardbo. Lyddesigner: Rasmus Overgaard Hansen. Lysdesigner: Jacob H.S. Rasmussen.  Foto Bjarke Maccarthy. Du kan læse mere om stykket her

Comment