Der findes en lang række klassiske skuespil som turnerer de danske scener i det uendelige. Nogle skyldes traditioner, andre vores fælles kulturelle arv og enkelte fordi de fortsat bisidder almengyldige kvaliteter for dagens publikum. Herved adskiller scenekunst sig en del fra andre kunstarter. Det skaber skole for både instruktører, skuespillere og scenografer. Der alle oplæres i traditioner som de siden ønsker at prøve kræfter med, forme, forny eller behandle som var det en helligdom ved at tilbede/forkaste.

Fotocopyright Robin Skjoldborg.

I går overværede jeg en opsætning af en såkaldt moderne klassikere kaldet Enetime af Eugène Ionesco (oprindelig skrevet i 1951). Der tæsker løs på en genkendelige hverdagssituation, alt imens vores betydningsløshed formidles fra et absurd ståsted. Jeg har ikke tidligere ønsket at se mandens dramatik udfoldet på et scenegulv, undgået at læse den og som sådan ikke beskæftiget mig med dramatikeren. Dette credo tilbydes, således du frit kan fordømme mit synspunkt, eller bruge det som en plausible forklaring på hvorfor jeg ikke fandt Enetime synderlig vellykket! For teaterstykket jeg så kan sagtens være en retfærdig gengivelse af ophavet, det kan endda være en provokerende opdatering af det oprindelige forlæg, men det jeg oplevede, var ikke synderlig underholdende, absurd eller spændende!

Fotocopyright Robin Skjoldborg.

3_fjernpen.JPG

De femoghalvfjerds minutters teater afvikler én lang magtkamp af den ensidige slags. Vi har på den ene side en alvidende patriarkalske professor, hvis greb om virkeligheden ikke længere er funderet i noget rationelt, og på den anden side, et stykke uskyldig lærevillig underdanig skolepige, med store øjne og magtføjelig adfærd. Rollefordelingen er således klar fra begyndelsen og udfaldet af magtkampen helt oplagt. Vejen derhen går dog gennem snørklede, absurde intellektuelle sammenstød. Hvor han repræsenterer det lærde vanvid og hun besidder en tillært, begrænset udenadslære. Læringssituationen bliver hurtigt til et langt magtovergreb, der langsomt kvaser hende og opretholder hans position. Ordene der byttes er selvfølgelig i bedste fald noget vrøvl, mens den rå udfoldelse af magt er helt igennem virkeligt og nådesløs.

Jeg opsøgte således ikke teatret for genopsætningen, men jeg ville gerne se Mads Wille, Rosalinde Mynster og Sarah Boberg sammen på et scenegulv. De seksuelle spændinger mellem Mads og Rosalinde er rigtig god. Den simple scenografi fungerer også rigtig godt. Her er magtfordelingen og karakterernes roller klart opridset i det sparsomme møblement hos Professoren. Det er selvfølgelig imponerende hvor mange tossede, kringlede og absurde sætninger man har fået Mads til huske udenad, men det formålsløse lærde vanvid der udgør rammen, gør intet for mig. Vi havner derfor på tre blækhuse.  


Medvirkende: Rosalinde Mynster, Mads Wille og Sarah Boberg.  Instruktør: Maria Vinterberg. Dramatiker: Eugène Ionesco. Oversætter: Christian Ludvigsen og Frederik Dessau. Lysdesigner: Søren Kyed. Lyddesigner: Søren Kyed. Kostumedesigner: Mikael Jensen.Spilleperiode: 20. okt – 2. dec 2017. Spilletider: Man-fre. kl. 20.00 og lørdage kl. 17.00. Varighed: 1t 15 min u. pause. Du kan læse mere her

Comment