Der findes ikke én dansk regering der ikke har gennemlevet store skandaler og pinlige afsløringer. Hver eneste gang håber vi borgere på bod og bedring, mens vi i stilhed blot frygter den næste skandale. Hvis du er heldig glemmes de demokratiske sammenbrud, magtovergrebene og de forfærdelige løgne over tid. Men langt de fleste af os husker desværre fragmenter af dagpengeskandalen, oversættelsen af jægerbogen, AMBI-skatten, Farumsagen, Tamilsagen, tolkesagen, asbest i DSB togene, Thulesagen, blødersagen med flere. Denne gang er det så vores korttidshukommelse der baskes til, idet det er den såkaldte skattesag der bearbejdes på scenen. Som altid er det avisoverskrifterne og mistanken om homoseksualitet der huskes bedst. Mens magtmisbruget, overgrebene på demokratiet og embedsværkets falliterklæring er glemt. Det er i hvert fald dette teaterstykkes postulat og jeg tror desværre de har ret

Fotocopyright Anders Hjerming

Persongalleriet udgøres af ni centrale karakterer der alle var indblandet i skattesagen. Skatteministeren Troels Lund Poulsen og håndlangerne Peter Loft og Peter Arnfeldt udgør de klassiske skurke, mens Erling Andersen og Lisbeth Rasmussen fra Skat København udfylder rollerne som de nyttige idioter. Offeret Stephen Kinnock får ikke selv taletid på scenen, mens hustruen Helle Thorning-Schmidt og revisoren Frode Holm ej heller får mange replikker. Til gengæld fungerer hele stykket, manuskriptet og skuespillet som deres forsvar og samfundets anklage mod magthaverne.

5_fjerpen.JPG

Stykkets satire udfoldes fysisk, musikalsk og via de rappe replikskift. Det er en genialitet at sammensætte den lille kække Ina-Miriam Rosenbaum med den tårnhøje Andreas Jebro. Forskellige parykker følger karaktererne, der således ikke spilles af faste skuespillere. Det er dog kun Andreas Jebro der spiller Helle Thorning-Schmidt. Symboliseret ved røde høje hæle og rank ryg. Scenografien er spartansk og til tider lidt rodet. De vigtigste bestanddele er således en overhead projektor, nogle trækasser der fungerer som skranker og skriveborde, et hvidt gardin der deler scenen. Det er muligvis skruet sådan sammen så stykket uden problemer kan opsættes i hvilken som helst gymnastikhal og forsamlingshus. Det kan også være man blot vil tvinge dig til at holde fokus på detaljerne i skattesagen. For selvom det ikke var eller er en kompleks ligningssag, så blev overblikket forplumret af en masse ligegyldigheder som BT og den borgerlige regering gravede frem.  

Dette er samfundssatire på alle leder og kanter. Jeg grinede selvom det er tragisk. Jeg grinede fordi det er grotesk. Jeg grinede fordi skurkene på ingen måder rammes og de eneste ofre er os selv. Jeg grinede af det vanvittige på scenen, virkeligheden og magtens korridorer. Griner fordi jeg ikke kan andet. Det er hårdt at være demokrat, og det er aldrig behageligt at få et direkte kik ind i demokratiets maskinrum, men det er noget du burde unde dig selv fra tid til anden. De fem blækhuse gives for formidlingen af ”Skattesagen”, humoren der er indarbejdet og anklagen der formuleres. Jeg er vild med opråbet, men føler mig samtidig magtesløs. Vores system fungerer ikke og apatien breder sig ligeså stille i mit sind.


Medvirkende: Ina-Miriam Rosenbaum, Andreas Jebro, Søren Bang Jensen og live-orkester.  Manuskript: Kristian Halken. Journalistisk konsulent: Marie Louise Toksvig.
Sangtekster: Jens Korse (Selvsving). Instruktion: Anne Zacho Søgaard. Scenografi: David Gehrt. Gæstespil af Off Off/ Produktion. Du kan se mere her.

Fotocopyright Anders Hjerming

Comment