Venskabet mellem Frederik og William udgør både rammen og indholdet for forestillingen (B)romance. Hvis fortællingen afvikles over fire spor. Hvoraf de tre er placeret i fortiden, og det nutidige udfolder sig på et plejehjem. Vi ved fra første scene at de to gamle mænd engang var barndomsvennerne Villiam og Frederik, men her i starten af historien genkender de ikke andet end deres eget forfald i hinanden.  Selvom vi endnu ikke kender deres fælles forhistorie, smerte og tab forstår vi det hele kan ende lykkeligt. Venskabet iscenesættes med hjerte og varme. Vi følger den fælles opvækst, deres individuelle ungdom og hopper slutteligt tilbage til plejehjemmet. Fortællingen er hverken geografisk eller tidsmæssigt indplaceret noget specifikt sted, men fraværet af elektroniske dimser og drengenes primitive fiskestave indkapsler selvfølgelig forestillingen i en fortidig tidsperiode. Det giver stykket en vis følelse af universalitet, og gør vi alle kan spejle os i historien om venskabet, sådan som Anders Garfield udfolder den.
 

Foto credit: Det Ny Teater

Venskabet blomstrede i drengeårene og forsøges fastholdt i ungdommen, men som så mange andre før dem, må de erkende venskab er noget der kræver en indsats. Modsætningsforholdene mellem drengene bliver hurtigt ”boglige vs ikke boglige”, ”genert vs pigernes ven”, ”storby vs provins” og med tiden kommer der flere forskelle. Brevene mellem dem bliver således færre og verdenerne de bebor bliver meget forskellige, men de holder dog fast i venskabet, lige indtil William gifter sig med Frederiks drømmepige Ellen! Kærlighedsforviklingerne af den klassiske slags sætter spor i de to mænd, men musicalens fokus er alligevel lagt på venskabet og ikke kun på de forsmåede hjerter. Gennem halvfems minutter får vi således udfoldet den emotionelle del af venskab mellem mænd der vokser op sammen. Der sker med drenget charme, oprigtig varme og humor der passer til karaktererne. Garfield har valgt at holde tonen let og historien positiv, så selvom Ellen dør og Frederik er far til Williams søn, udvikler dramaet sig aldrig til tragedie eller andet dystert. I stedet holdes blot et fokus på venskab over tid.  

Vi bliver født alene, vi lever alene, vi dør alene, kun med kærlighed og venskab, skaber vi for en tid en illusion om at vi ikke er alene.
— Frederik (der ikke helt kan huske Orson Welles som ophavsmanden).
5_fjerpen.JPG

(B)romance er selvfølgelig en musical, men alt det overdådige, svulstige og pompøse er skrællet væk. Sceneudtrykket er således minimalistisk og sceneudstyret består næsten kun af to stole og to fiskestænger. Morten Hemmingsen, Selene Muñoz og Johannes Nymark udgør hele besætningen på gulvet. Selene hverken synger eller taler, til gengæld formår hun mere fysisk end de fleste, desværre finder jeg det til sidst lidt monotont. Sangteksterne er proppet med sarkastiske spidsfindigheder og sjove løsninger. De bedste ordklodser vælter ud af munden på Morten, da han i rollen som forlover til William synger en lidt aparte og hjerteskærende sang til bryllupsfesten. Frederik og Williams sang og dans som gamle mænd fungerer også rigtig fint. Budskabet om kærlighed og venskab hamres hjem med genrens manglende finfølelse. Slutningen bliver således lidt emotionel gumpetung. Det føles dog rigtigt, og fungerer derfor som en varm slutning på et langt venskab.

Det musikalske lydbillede skabes af et større band, der er placeret op under loftet på Det Ny Teaters kælderscene Sceneriet. Jeg bliver aldrig rigtig fan af klapstolene, men elsker altså de opsætninger som afvikles i denne lidt rå teatersal. Denne gang er det også Mads M. Nielsen som har instrueret stykket, og selvom han nok aldrig bliver træt af ros, så bliver det svært ikke at gentage sig selv. Jeg elsker ham som skuespiller i de provokerende avantgarde roller, men i dag bruges han hyppigere som instruktør, og det mestrer han også. De fem blækhuse gives for humoren, ordene og energien mellem de tre på scenen. Du føler deres venskab, deres kærlighed og forstår smerten. Det må have været fristende at skubbe trekantsdramaet ud over kanten og lade karaktererne forgå, men det virker faktisk lidt opløftende, at man har valgt den positive vinkel på livets udfordringer.  (B)romance viser os at venskab ikke er muligt uden kærlighed, og ikke kan bestå uden tilgivelse. Noget vi alle har brug for at huske fra tid til anden hvis vi ikke vil dø alene og bitre. Så hiv vennerne med i teatret, inden jeres forhold strander til i misforståelser, grimme ord og usagte sandheder. Elsk, tilgiv og nyd hinanden, i værste fald, blot i den halvanden time som forestillingen varer.  


MEDVIRKENDE: JOHANNES NYMARK, MORTEN HEMMINGSEN, SELENE MUNOZ. Iscenesættelse - Mads M. Nielsen. Scenografi - Benjamin LaCour. Lysdesign - Kasper Beknes. Komponist og tekstforfatter Christian Berg og Mikkel Petterson. Dialog- Andreas Garfield. Du kan se forestillingen frem til og med den 28. oktober på Det Ny Teater. Læs mere her.

Comment