Jeg har aldrig før set en så konsekvent nytolket udgave J.M. Barries verdenskendte børnebog. Det er min påstand at stykket kommer til at fænge børn og underholde kyniske teens, alt imens bedsteforældre ville have det svært med udgaven her. Dels ligner Kaptajn Klo (Lars Bom) en drag queen fra helvede og dels har historien flere skumle undertoner end normalt. Tidligere fortolkninger har selvfølgelig udforsket de mørke sider ved den lille grønne dreng, men denne gang blander man uskyld og mørke i et væk og det fungerer. Det er ikke perfekt, men det fungerer virkeligt. Visuelt ligner forestillingen et kryds mellem Teletubbie universet og en børnebog af Anders Morgenthaler. Her leges hele tiden med modstillinger som f.eks. død-levende, drøm-virkeligt, barn-voksen, god-ond. Det kan virke en anelse abrupt for en veldresseret voksenhjerne, men hvis du nogensinde har overværet en flok forblæste rollinger lege i skolegården, så vil du kunne genkende mønsteret. De er måske uskyldige små, men de tumler også med tanker af den alvorlige slags, og forsøger efter bedste evne at forstå meningen med livet og formålet med døden.

Fotocopyright Gudmund Thai

For mig ligger kernen i at tage et eksistentielt spørgsmål alvorligt, som vi gør med vores Peter Pan. Vi vil undersøge vores forhold til liv kontra død, og så spejle det meget tydeligt i historien.Det interesser Disney-versionen sig ikke så meget for. I Folketeaterets version er det eksistentielle spørgsmål den drivende motor, og det tror jeg, er den store forskel
— Moqi Simon Trolin

Fotocopyright Gudmund Thai

Mit råd er at glemme alt du måtte mene og vide om Peter Pan inden forestillingen. Tag ungerne i hånden og lad mormor blive hjemme. Lid dig igennem den lidt kluntede og aparte begyndelse og grin derefter skyldfrit af det barokke, det voksne, det grove, det kantede og alt det du ikke tror må være med i bred familieunderholdning. Når stykket er helt slut, skal du lade børnene fortæller dig hvad de kunne lide, alt imens du kun bedriver aktiv lytning! Det tror jeg, vil være begyndelsen på en god teatertradition

4_fjerpen.JPG

Jeg elsker Moqi Simon Trolins rablende fortolkning af eventyret om denne grønne dreng! Dels er historien æltet ind i vilde ideer og visuelle nybrud, men der er også blevet plads til alvor i øjenhøjde med generation ungdom. Noget vi voksne ellers er notoriske elendige til. Især når det kommer til nyfortolkninger af vraggods fra vores egen barndoms skattekammer.  Mine fire blækhuse gives for scenografien og kostumerne, Hanne Gjerstad Henrichse udgave af en legesyg dreng, Lars Bom og Ole Boisen som skurke med ondt i sjælen, den kantede humor og Mille Goris bedårende udgave af Wendy. Jeg grinede længe af Kaptajn Klos bamseaflivning og selvom det er helt forrykt, så forstørrer denne aflivning vitterlig skurkens indre sjæleliv på en børnevenlig måde. Du forstår den tabte uskyld, den forspildte barndom og det giver et hvilket som helst barn en bedre forståelsen af skurkens bevæggrunde. Forestillingen er som helhed det mest modige jeg har set opført på Folketeatret, desværre er der fejlgreb undervejs og enkelte blindgyder i historien, men man formår at få budskabet hamret rent hjem.


Forfatter: J.M. Barrie. Dramatisering: Moqi Simon Trolin. Dramaturgi: Ninette Mulvad. Instruktion: Moqi Simon Trolin. Scenografi: Julian Toldam Juhlin. Koreografi: Esa Alanne. Komponist: Anders Ortman. Musiker: Tine Vitkov. Medvirkende: Michael Slebsager, Mille Gori, Lars Bom, Kristian Boland, Anne Vester Høyer, Christel Klan Stjernebjerg, Ole Boisen, Stina Mølgaard, Ene Øster Bendtsen, Hanne Gjerstad Henrichsen. Varighed: 2 timer 30. inkl. pause.

Comment