Vi formes alle af vores omgivelser, regionale massemedier og den omgangskreds vi er havnet i. Vores dårlige smag, sære tøjstil og valg af elektroniske dimser skyldes således mere kollektive fejlslutninger end individuelle særvalg. Den sociale arv er derfor ikke andet end specifik formet forbrugeradfærd hvor ethvert brud med ophavet blot indplacerer dig i et nyt segment med dertilhørende værdier, normer og meninger. Uanset hvad holder vi alle af ideen om den frie vilje og det unikke menneske det skaber, da alternativet er en omgang deprimerende grød hvor formålet med hele vores eksistens fortaber sig i ren ligegyldighed.


Personligt er jeg dog ikke helt ligeglad med hvilken cirkel jeg tilhører eller hvilket forbrugermanipulerende tiltag der har skabt mig, men jeg har erkendt at revolutionen ikke skabes ved til- og fravalg som forbruger da det spil altid har et givent udfald. I stedet forsøger jeg ihærdigt at huske på at verden er andet end kedelige, forudsigelige masseproduceret underholdning og prætentiøse kunstværker der dyrker det smalle udtryk for formens skyld alene. Jeg kan dog let miste grebet om både målet og vejen derhen og havner derfor med minimal eller maksimal indtag af alverdens kulturelle tiltag, indtil jeg igen husker glæden ved det menneskeskabte.

Den første gang jeg mistede glæden ved filmmediet var midt under en festival hvor indtaget af de levende billeder antog usunde proportioner. Pludselig var jeg helt ligeglad med hvem, hvad og hvorfor. Begyndte at skrive anmeldelser ud fra plakaten blot for at se om det passede med produktet på lærredet. Filmformatet virkede kedeligt, forudsigeligt og den alle tilstedeværende manipulation var pludselig kvælende. Product placements druknede historierne, salg af merchandise virkede som selve formålet med alverdens heltefilm og den endeløse række af promotions virkede som tandløs idioti der blot understregede hvorfor biografer, tv mediet, radio og aviser var dømt til økonomisk undergang. Men så stødte jeg på Sydkoreas filmskatte og genrerebelske produktioner. Her var et land som lod pornostjerner, popstjerner og grimme mennesker indtage ledende hovedroller. Her var lykkelige slutninger ikke et krav. Her kunne man sagtens blande politik, popkultur og alvor uden det virkede søgt. Her sprudlede ideerne, humoren og den barnlige glæde så jeg igen kunne nyde film. Hver en titel var en åbenbaring omend ikke altid et mesterværk. Enhver film bød på noget mit Hollywood ødelagte filmhjerte savnede.

Så hvis du også falder i søvn til Transformers, synes Quentin Tarantino blot gentager sig selv og voldkeder du dig under Lars Von Triers selvterapeutiske spillefilm er rådet at kaste dig over et ukendt lands filmskatte. Sådan har Rumænske komedier, Polske nationalistiske storfilm, lavbudget Nollywood film og alverdens asiatiske action brag reddet mig fra at vende ryggen helt til en kunstform der her til lands blot er blevet til en reklameform.

Henover påsken har jeg således genrejst mig som filmelsker via gensyn med følgende spillevende udgivelser. ”Kung Fu Hustle” (2004) er et hjertelig og vellykket miks mellem fantastiske kampsportsevner, tegneserievold og fysisk komik. Det er umuligt ikke at blive glad i låget af denne lille bulderbasse af en actionfilm der næsten føles børnevenlig upåagtet de mange dødsfald og blodige drab. Den sydkoreanske instruktør Chan-wook Park viser med ”Oldboy” (2003) at form og indhold ikke behøver at være to modsatrettede størrelser. Mens vi med ”The Good, the Bad, the Weird” (2008) får serveret et miks af Hollywoods egne godbidder så delikat at det virker friskt og nyskabende. Fra samme år viser Yun-seok Kim os i ”Chaser” at lykkelige slutninger ikke er påkrævet for at en film ender godt. Med ”Snowpiercer” (2013) opdager vi at amerikanske skuespillere sagtens kan spille med i noget der lyder som en seriøs omgang B action uden det falder til jorden, så længe sydkoreanerne har ansvaret for manuskript, instruktion og lader Kang-ho Song spille med. Såhvis religion, stat og TV har svigtet dig er mit råd at grave lidt på egen hånd indtil du finder noget der gør dig glad. Det er trods alt det der er meningen med livet - at spilde den på det der gør dig glad.    

Comment