copyright forbrugermania

Jeg gad gerne have været med til Rimini Protokoll's Europaspil, forsøgt mig med Musical på NBT og fejret pragdage i København. Der er så meget man misser når hverdagen fyldes af kedelige opgaver og computerproblemer, men heldigvis blev der alligevel tid til et besøg i Dansehallerne, Wallmans og prøvehallerne i Valby. Jeg fandt også forbi den stilfulde cocktailbar Library Bar med den svingende kvalitet for en omgang fyraftens Jazz. Var med da det kreative dansenetværk  Shared Risk udgav deres tanker i bogform.  Det er som altid et tæt pakket program når efteråret rammer Danmark og hvis du endnu ikke har lavet planer denne weekend kan du tage med mig på Hamburg On Tour, Illusioner på Husets Teater, Madame de Sade på Betty Nansen eller se Det Andet Sted på Aveny T. Uanset hvad ses vi der ude.

- Et synspunkt! Af Thor Kristjan Kidmose,

Copyright John Resborn

Music Box på Wallmans

Det er altid en fornøjelse at gæste cirkusbygningen og indtage Danmarks bedste dinnershow under det historiske kuppeltag. Det er professionel underholdning der formår at skabe rammerne for en hyggelig aften og samtidig afvikle unikke oplevelser på samlebånd.  Verden er fyldt med sådanne koncepter, men på vores breddegrader kender jeg ikke noget sted der matcher oplevelsen. Her tages der vare om detaljerne, mens din opmærksomhed føres rundt med spotlyset. Her indpakkes klassiske hørehænger i pompt og pragt, her tilsættes akrobatik til dansenumre  der ellers kunne føles kedelige, her antydes en masse og fremvises en del men det bliver aldrig vulgært. Her er det sjovt at være, her glemmer du tid og sted for en stund. Hvilket er en femstjernet oplevelse når alt falder på plads og flowet fastholdes gennem hele aftenen. Sådan en aften havde vi i går til premieren på Music Box. 

Copyright John Resborn

Gastronomi:Der var mangt og meget jeg havde gjort anderledes, men som helhedsindtryk var middagen en fornøjelse. Gastronomisk var vi dog på vildspor med mellemretten "Italiensk Tapas" der både er et sært label (antipasti havde været bedre) og indeholdte en omgang uheldige små retter - især Burattan var uheldig. Rødvinen var fortræffelig, velkomstdrinken som den skulle være og havde du mere hang til øl var der også acceptable muligheder her. Men hvidvinen "Heaven Hill, Zinfandel" vil jeg ligefrem fraråde. Mens tilkøbet af "Oksefilet i skiver, serveret på en variation af knoldselleri og toppet med trøffelduxelles" sagtens kan anbefales som hovedret. 
Show: Koreografien til "White Man's Soul" af Kenny Svensson var rigtig god og Teit Samsø udførelse var perfekt. Det var virkelig en hvid James Brown der førte sig struttende frem på scenegulvet. De tematiske klodser var i år mere tydelige og det var faktisk kun den misantropiske indpakning af U2s sange der virkede en anelse fovirret. Personligt bliver jeg aldrig en fan af Elton John men "The Bitch Is Back" var en flot omgang. Boy Band singalong sekvensen ramte ligeledes også ved siden af mig. Anna Netterlid, Jimmy Anderssson og Oleksiy Khilya var de cirkusartiser der skabte og sikrede akrobatikken under loftet blev udført med ynde, muskelkraft og talent. Der var imponerende løft, kælen leg med tyngdekraften og flirtende indtag af et badekar. Jeg var rigtig glad for R.O.C.K og når ens ungdoms lydspor udgør omdrejningspunktet så er man selvfølgelig let at gøre glad.

Frederik Von Wachenfeldt (musikalsk instruktør) og Johan Espeland (instruktør) har skabt et fængende show med lige netop den rette balance mellem dans, sang, komik og akrobatik. Det er muligt jeg savner Albin Ljungqvist (assisterende instruktør) på gulvet og gerne trak Frederik ned fra samme, men uanset hvad er det deres samarbejde med Johan der løfter Wallmans i København. Elin ôhgren var en dejlig tilføjelse til de kvindelige stemmer på scenen, men det er fortsat Kajsa Borg der ejer den bedste vokal. De fem dæksler gives for "Jimmy & Anna", Teit Samsø, danserne og hovedretten. 


Læs mere om Musicbox her

Copyright Anders Hjerming

FANDENS OLDEMOR gæstespil på Teater V

Det er muligt at jeg ikke så frem til en musikalsk dialog mellem PH og hans mor, men da forestillingen var slut havde jeg overgivet mig helt og holdent til Ina-Miriam Rosenbaum. Jeg var både opstemt, forstemt og overbevist om at jeg var kulturradikal da Valby blev forladt. Jeg var både imponeret over hvordan Ina fik leveret pointerne, fremvist dramaet og forklaret følelserne bag handlinger men samtidig betaget af PH's intellekt. Var skamfuld over bondenationens manglende evne til at omfavne geniet da han var i live og pinlig berørt over hvor aktuel fortidens problemstillinger er i dag. Det er muligt vi som race udvikler os men som nation sker det sørme langsomt. Vi er fortsat en flok småtskåret middelmådige selvretfærdig nationalister med hang til selvlede og angst overfor den globale verden. Det lyder selvfølgelig moraliserende og det var PH da også men showet her formår at levere pointerne indpakket i charme, ironi og humor. Tilsat musikalskefortolkninger der burde giver dybde til teksterne, stykket og samfundet omkring os. 

Copyright Anders Hjerminge

Stykkets balance er en anelse skævt, hvorfor vi bruger for megen tid på at forklare Agnes Henningsen's kvaler som en moderne kvinde i forstokket verden. Jeg er ej heller sikker på at der er nok danskere der længere kender stillingen "Lampist" til at forstå joken om samme, eller vi er nok der vitterlig ved hvad Fandens Oldemor helt dækker over. Til gengæld vil alle have en holdning til PH efter stykket, uanset hvilke forkundskaber du indtog teatersædet med. Jeg nød ordene, sangene og forklaringerne. Jeg savner fortsat PH og tror også Danmark gør. For i disse tider hvor flygtninge kan have svært ved at se forskel på diktaturet de flygter fra og demokratiet de flygter til, er det ikke altid en fornøjelse at  være del af småborgerlighed sat i system. Velfærdsstaten, kunsten, folket og nationen lider efter min mening fortsat under vanetænkningen, konformismen, den autoritære opdragelse og den victorianske kønsmoral. Således står vi som nation fortsat i stampe, det er dog heldigvis ikke tilfældet med stykket her.


Du kan læse mere om forestillingen her. Manuskript: Kristian Halken og Ina-Miriam Rosenbaum. Tekst & musik: Poul Henningsen,Bernhard Christensen, Karl Bjarnhoff o.a. Musikalske arrangementer: Emil de Waal, Gustaf Ljunggren og August Rosenbaum. Iscenesættelse: Anne Zacho Søgaard Scenografi: David Gehrt Lysdesign: Mads Nielsen Lyddesign: Emil Sebastian Bøll Afvikling: Steen Olsen.

Fotocopyright LARS KJÆR DIDERIKSEN, BORA BORA

TWO-WOMEN-MACHINE-SHOW & JONATHAN BONNICI TRANS- i Dansehallerne

Jeg var faktisk underholdt i momenter, men købte hverken ideen, konceptet eller stykket. Det tog ikke mange minutter før det var tydeligt hvad der skulle ske, men det tog en halv time før vi nåede frem til noget der momentvis var underholdende. Da cirkeliagttagelserne så endelig rummede os publikummer så bølgede morskaben frem og tilbage, al afhængig af modspillet skuespillerne fik. 

Det vil meget hurtigt blive til en akademisk udredning hvis jeg skal give et fuld modsvar til hvorfor forestillingen efter min mening fejler. I stedet vil jeg nøjes med at sige at "den sproglige vending" udforsket som et teaterprojekt har nogle indbygget begrænsninger. For når  "prismen" vi udforsker ideen om sprogets magt igennem er fire skuespillere/dansere  er der allerede en skævvridning (hvad der ses, hvordan det beskrives, hvorledes det kommunikeres osv).  

Hvis dette allerede lyder som noget akademisk nonsens så prøv i stedet at forestille dig et rum uden for mange visuelle afbræk. Hvor du og andre publikummer sider i en cirkel. På gulvet står fire mennesker hvis detaljefikseret blik får liv via deres beskrivelser. Langsomt drejer disse mennesker sig rundt i lokalet og omkring hinanden. Mens den evige ordstrøm der beskriver verden omkring dem og dig vælter ud fra højtalerne. Runderne er mange og ganske langsomme. Til sidst når deres fokus til dig og de andre publikummer. Hele din person, dit væsen og virke bliver nu beskrevet af skuespillerne. De kender dig ikke, men du får liv og form via deres ord. Beskrivelsen er selvfølgelig overfladisk, begrænsende og til tider hård. Scenariet gentager sig indtil du er blevet iagttaget og italesat en 4-5 gange.Kunststykket er nu slut. Du og alle de andre efterlades  alene med tankerne om hvorledes vi betragter verden, hvordan ordene definere den og kan således i fred fundere over hvilken magt "ord" har over verden/dig/os alle sammen. Hvis det lyder som noget du har lyst til bør du svinge forbi denne forestilling, ellers er mit råd at bliv væk. 


Du kan læse mere om forestillingen her. Ide og iscenesættelse: Jonathan Bonnici og Marie-Louise Stentebjerg Iscenesættelse & proces dokumentation: Ida-Elisabeth Larsen Medvirkende: Jonathan Bonnici, Emma-Cecilia Ajanki, Piet Gitz-Johansen, Robert Logrell Lys, scenografi & kostume: Hanna Reidmar Lysteknik: Kerstin Weimers Lydkunstner: Santi Rieser Grafik & proces dokumentation: Samuel Gregory Moore PR: Gunnvá Nolsøe Produktionsassistent: Malene Geertz Administration: Projektcentret.

Comment