fotocopyright Mats Bäcker

Der er mange øjeblikke i vores liv der former vores fremtid og samtidig ændrer forståelsen af vores fortid, men der er få, som for altid skaber et før og et efter. Det, at overleve en brækket nakke må dog siges at være en skelsættende hændelse for enhver, hvorfor jeg har fuld forståelse for at instruktøren Olle Strandberg ikke har kunne give slip på sin egen ulykke fra december 2005. Der, hvor springet der skulle have været en 3 dobbelt saltomortale i stedet blev til en hovedlanding efter 2½  - med en brækket nakke og et liv der pludselig var  delt i to.
 

Man står i ruinerna av sina höga ambitioner och målsättningar. Man försöker instinktivt att återskapa dem. Efter år av slit kommer den omskakande insikten att man har byggt någonting helt annat. Först då inser man att man inte längre är densamma. Uppgivenheten. Sorgen över att man inte skapade en monteringsanvisning när man hade chansen. Och sen acceptansen och utforskandet av det nya

— Olle Strandberg

Tankerne om faldet, frygten, risikoen og hvorledes man lever med dette som akrobat udgør omdrejningspunktet, indholdet og rammen for forestillingen Underart. Det kan selvfølgelig lyde ganske morbidt at basere en omgang nycirkus på ens egen nærdødsoplevelse fra scenegulvet, men det er dog både et oplagt og vellykket greb for forestillingen. Da det jo netop er spændingen der giver disse halsbrækkende stunts den ekstra dimension, og derved får publikum til at sidde helt ude på kanten af stolene. Linedanseren der konstant er et fejltrin fra døden, akrobatens svedige håndflade der kan koste det sikre greb og livet eller teknik der fejler med fatale følger. Det er artisternes træning, evner og dødsforagt der gør moderne cirkus til publikumsmagneter. Men det er frygten og risikoen for det fatale der fastholder vores opmærksomhed. 

[youtube=://www.youtube.com/watch?v=W69oBG8kR3c&w=854&h=480]

Det er tredje gang at jeg overvære et Cirkus Cirkör show i det smukke Østregasværk og selvom underholdningsformularen er den samme så har svenskerne denne gang ikke taget en imponerende scenografi med sig. Ligeledes har man siet nogle cirkusudtryksformer fra og i stedet forholdt sig til emnet fra en akrobats synspunkt. Der er således ikke jonglering med tændt motorsav eller fald fra den kinesiske pæl. Det er stykket dog ikke blevet mindre kedeligt eller synderlig mere sikkert af. For her efterlades Alexander Dam stående på to træplanker uden anden sikkerhed end sin egen balance og vished om gulvet kun er tre meter væk. Her står alle artisterne på hovedet i vandfyldte fiskebowler. Her kaster mændene rundt med Methinee Wongtrakoon og Iris Pelz i sådan et tempo at man er glad for intet går galt.  

fotocopyright forbrugermania

Alvoren i forestillingen opblødes løbende via humor, mens intensiteten tilsættes melankoli via musikken, pointen gentages et utal af gange men altid på en ny måde, faldet er således hele tiden i centrum for historien. De skiftende tempi markere overgange mellem vovestykkerne, fjollerier bruges som optakt og kontrast til de farlige numre. De fem dæksler gives for underholdningen, alvoren og teknikken. Jeg var vild med Matias Salmenaho sangstemme, Iris Pelz atletiske spring, Methinee Wongtrakoon flydende bevægelser, Alexander Dam fysiske kontrol, overblikket som Christopher Schlunk besidder og lydbilledet duoen Andreas Tengblad & Anna Ahnlund skabte på scenen. 

- Et Synspunkt! Af Thor Kristjan Kidmose.


Underart af Cirkus Cirkör. Medvirkende: Methinee Wongtrakoon, Alexander Dam, Iris Pelz, Christopher Schlunk & Matias Salmenaho. Musikere: Anna Ahnlund & Andreas Tengblad. Idé & instruktion: Olle Strandberg. Musik: Andreas Tengblad & Anna Ahnlund/Ripple & Murmur. Scenografi & kostumedesign: Katarina Wiklund & Susanna Wiklund. Lysdesign: Jenny André. Se mere her og hos [Cirkör].2 Som altid er de her alt for kort men måske du kane fange truppen på turne

Comment