Fotocopyright Henrik Stenber

Der findes ikke en flække i Europa der ikke forsøger at brande sig selv på turistkortet via alverdens festivaller, kulinariske tilbud og under åben himmel begivenheder. Det er selvfølgelig sjovere at indtage musikfestivaller når temperaturen er høj, men der findes ikke en flottere scenografi end vores lyse sommeraftener. Noget man med stor dygtighed bruger på de åbne danske teaterscener hen over hele sommeren og netop det der gør sommerdans på Politigården midt i København så mindeværdig. Selvfølgelig er der bjertagende dansetrin, momentvis ophævelse af tyngdekraften og sekvenser med dyb følt inderlighed, men det er den smukke iscenesættelse der løfter oplevelsen op over de andre. 

foto copyright Henrik Stenberg


Det er 11. gang at de legendariske marmorfliser besættes med dansetrin og kulturhungrende københavnere og turister. Mange søger udelukkende oplevelsen for lokaliteten, andre igen fordi gratis netop passer til deres budget og så der alle os gengagere der nyder den moderne dans, den åbne himmel og de smukke rammer. Det er selvfølgelig altid lidt aparte med metaldetektorer, kropsvisitation og sikkerhedsgodkendte toiletter men det eneste der irriterede var de mange sikkerhedsudkald via højtalerne. Noget der både brød illusionen og derved ødelagde stemningen men også fik mig til at tænke på talrige færgeture af den kedelige slags. Vi skulle derfor gennem tre velkomsttalere og to dansenumre før magien indfandt sig på politigården. 

[vimeo 130848973 w=1280 h=720]

Det var nemlig først da Lotte Sighs ”Dancing with Anger” fyldte scenegulvet at jeg blev grebet af dansen. Selvfølgelig havde Merethe Hersvik imponeret i ”Tabu” og Dafna Dudovich hev også opmærksomheden til sig i ”Rak Tamid Again” men til tonerne af Händels opera Rinaldo ramte Jonathan Chmelensky og Eilabe Vieira D Abadia mig rent. Deres klassiske baggrund var tydelig men det var deres samspil der gjorde det til en poetisk oplevelse. Stemningen blev kort efter løftet endnu højere via flamencodanser Selene Muñoz i ”Wild Blooms”. Der indkapslet af trommende rytmer ved perkussionist Stephan Jarl trampede årets Summerdance fast i hukommelsen. Andet akt var professionelt, flot og til tider medrivende. Men mest af alt var det glidende overgange, smuk koreografi og dygtigere dansere. Selene Muñoz stod igen for afslutningen med ”Eye of night” mens Tim Rushton fremviste lidt af fortiden ”Black Diamond”, nutiden ”Accordion Stories og lidt af fremtiden ”Stravinskijs Ildfuglen”. 

Foto copyright Henrik Stenberg

Havde scenen været en anden og vejret dårligt ville vurderingen utvivlsomt have været lavere. Men selvom rammerne var flotte og vejret godt så blev jeg ikke overvældet, hvorfor vurderingen kun havner på fire dæksler. Det er samtidig en kulturoplevelse jeg ikke ville have været foruden, men jeg havde gerne blandet dansenumrene anderledes og søgt en anden opbygning af intensitet. Vi blev f.eks. sendt til pause med livsbekræftende flamingo, hvorfor det for mig virkede som et antiklimaks at bruge selv samme danser i en stille hyldest til månen som afslutning på andet akt. De første dansenumre i første halvdel var slet ikke dårlige, men det var en umulig opgave at løfte stemningen efter de mange sikkerhedsudkald og hele tre velkomsttalere. Det blev dog endnu sværere idet det første nummer var noget så sanseligt som en dansende afsøgning af vredens påvirkning af vores virkelighedsopfattelse. Det var dog som altid en fornøjelse at gæste politigården og nyde den flotte ramme, smukke himmel og imponerende dansetrin. Var det muligt burde summerdance strække sig over flere uger hver eneste sommer, men det er nok hverken praktisk for politiet eller en økonomisk mulighed.  
 

- Et synspunkt! Af Thor Kristjan Kidmose.


Medvirkende og skabende kræfter: Selene Muñoz, Tim Rushton Elena Martinez Ibar, Idan Sharabi, Lotte Sigh, Edhem Jesenković, Tivoli Ballet Teater, Dansk Danseteater m.fl. Læs mere her

Comment