Foto: Bjarne Stæhr

Rammerne er de samme og kostumerne ligner hvad du forventer, men Visen om Sidsel er noget andet end harmløst sommerteater af den lette slags. Bevares, historien er som altid til at gennemskue, selv hvis lyden skulle glippe et øjeblik eller du sidder i en forkert vinkel i forhold til handlingen. Men stykket er ikke mange scener langt før det er tydeligt at Grønnegårdsteateret denne gang har andet end blot underholdning på hjertet. De klassiske forbytningsforviklinger, der så ofte før har udgjort kernen i sommerkomedierne, er her nedtonet og kærlighedshistorien mellem de to hovedroller er mere påtaget end indtagende. I stedet serveres en omgang nutidig kønsrollebearbejdelse indpakket i alverdens sandfærdige brudstykker fra historiebøgerne, sølet til i pointer af den platte, kække og kradse slags. Så budskabet hverken støder nogle eller keder andre. Det er langt hen ad vejen et vellykket om end syndigt miks, men desværre lider hovedhistorien under de mange sidegrene og de mange gentagelser kommer til at virke monotone.

Foto: Bjarne Stæhr

Det desperate valg

Mælketom og fladbrystet ankommer Sidsel (Johanne Louise Schmidt) til barndomshjemmet hvor moderen just er død og faderen gledet ind i alderdommen. Pengene er få og maden endnu mindre, hvorfor Sidsel overdrager sin baby til en plejefamilie og begiver sig mod storbyen for at tjene til dagen og vejen. Desværre flyder byen med alt andet end vellønnede jobs og farerne er mange for ugifte kvinder af den rapkæftede slags. Skæbnen fører hende sammen med en svanger ulykkelig vaskekone, hvis dødsønske fostrer ideen om et proforma ægteskab mellem Sidsel i drengeklæder og Bodil-Marie Olsdatter (Mette K. Madsen) som brud.

[vimeo 131745927 w=1280 h=720]

Det er dog aldrig let at foregive noget man ikke er i lang tid ad gangen og slet ikke hvis man både vil have til dagen og vejen, være en god kristen og samtidig har hang til ægte kærlighed. Hvilket vi erfarer gennem de halvfems minutter stykket varer. Hvor komikken, dialogen og emnerne emmer mere af nutid end kulisserne gør. Hvor sammenstødende nok er morsomme men altid har en hård virkelighedskant selv de uopmærksomme vil fange. 

Foto: Bjarne Stæhr

Det er jo ikke alle kvinder, der er lige afsættelige. Nogle har bare ikke gemyttet. Jeg ville nok selv have haft et problem i datidens samfund…

— Nikoline Werdelins

Jeg tror på Ludvigs (Peter Christoffersen) mareridt fra svenskerkrigen, men køber ikke svindlerens problematiske forhold til Gud eller hans forelskelse i ”Anders”. Sidsels kamp for en plads i solen og hendes indsigelser mod verdens indretning virker overbevisende, mens hendes moderfølelser virker helt igennem utroværdige. De øvrige karakterer bruges blot som fylde for handlingen men hver især har de momenter der skaber latter eller kradser i overfladen f.eks. får Jesper Hyldegaard får lov til eksplicit at udpensle hvad han savner ved sex. De fire dæksler gives derfor for latteren Joen Bille som Paster Schyut skabte, for det medrivende sammenspil mellem Mette Madsen, Peter Christoffersen og Johanne Louise Schmidt, Tammi Øst’s kompositioner, Nikoline Werdelins slagfærdige dialoger og skæve karakterer.

- Et synspunkt! Af Thor Kristjan Kidmose.


Medvirkende: Johanne Louise Schmidt, Peter Christoffersen, Mette K. Madsen, Joen Bille, Michael Moritzen, Annika Johannessen, Jesper Hyldegaard, Christiane Gjellerup Koch og Simon Sears. Iscenesættelse: Nikoline Werdelin Scenografi: Karin Betz Koregrafi: Bill Holmberg. Forfatter til visen: Niels Brunse Komponist: Tammi Øst. Se mere her

Comment