Copyright Forbrugermania

Når internationalt teater gæster hovedstadsområdet forsøger jeg at sidde bænket blandet publikum, men ellers banker hjertet for de aparte danseforestillinger, græsrods dramatik, de skæve og smalle dramasatsninger uanset om de er målrettet børn, voksne eller fagnørder. Det hænder selvfølgelig jeg får indtaget store kommercielle stykker eller ligefrem ærgrer mig over de blev misset. Men det er som undergrundsanmelder altid et spørgsmål om hvad man synes der skal fremmes når teaterkalenderen bestemmes. Denne gang har jeg således kastet mine frivillige timer og teaterhjerte efter et gæstespil fra Von Baden, en ordløs animationsfilm tilsat levende musik, en omgang fysisk afsøgning af menneskelige relationer i Dansehallerne, voldkedet mig til en omgang eminent dukkeføring og fulgt med ned i kaninhullet på Aven T hvor Blazing Worlds viste mig betydningen af køn.

-Et synspunkt! Af Thor Kristjan Kidmose.

Fotograf Miklos Szabo

Jernring instrueret af Rolf Heim på Bådteatret

Der findes teaterstykker der fylder dit hjerte med glæde og andre der giver din sjæl et kram. Det var desværre på intet tidspunkt tilfældet for mig med den ellers teknisk flotte Jernring på Bådteateret. Hvor dukker med sikker hånd fik liv og sjæl, men på intet tidspunkt formåede at gøre det samme ved historien. Det er selvfølgelig en art åndelig fattigdom at synes klassisk musik kun egner sig til bilreklamer og gyserfilm, men Dmitri Dmitriyevich Shostakovich  75 minutter lange Leningrad Symfonien overbeviste mig ikke om det modsatte. I stedet forbandede jeg mig selv over min svaghed for dukketeater og håbede kraftige bid i tungen kunne holde mig vågen gennem hele forestillingen. Der var et endeløst loop om den knugende sult alle indbyggerne følte under tyskernes 872 dage lange belejring af Leningrad i 1941-44. De tre dæksler falder da også alle udelukkende for teknik, scenografi og udførelse. Jeg var nemlig vældig begejstret for dukkeførerevnerne bag rottejagten, fandt den indledende rygescene bød på perfekt samarbejde og grinede lystigt af Stalin på stripperstrangen. Rolf Søborg Hansen er både en begavet og dygtig dukkefører, men det er også ham der skaber de små dukkemesterværker. Jeg glemmer ofte at der er tale om dukke og ikke levende mennesker når det er Rolf der står bag skabningerne. På scenen var der desuden Anya Sass, Pernille Nedergaard og Ida Drey, der med stor dygtig gav masker og dukker liv.
Læs mere her

Fotograf: Lana Ohrimenko

Manden Der Ville Huske gæstespil på GROB

Tabermændene er ofte udgangspunktet og omdrejningspunktet for Von Badens moderne dramatik hvorfor ingen kan være overrasket over at gæstespillet Manden Der Ville Huske har en sølle fordrukken fængselsindsat morder som hovedperson. Til gengæld er humoren denne gang nedtonet en anelse og alvoren lånt fra virkeligheden. Den virkelighed vi alle læser om i overskrifter på Ekstra Bladet, men så få af os vitterlig kommer i berøring med. Der hvor reglerne er uskrevne og konsekvenser afregnes kontant, hvor ingen har set noget når politiet spørger, men alle ved noget, når snakken går over flaskerne på den lille lokale. Den selvsamme virkelighed hvor en 32 årige århusianer dræbte sin ekskone med koldt blod og derpå kiksede et selvmord, selvom pistolen var rettet mod tindingen. Von Baden forfølger historien på scenen hvor Bents (Frederik Meldal Nørgaard) manglende erindring om drabet udgør startpunktet for fortællingen. Benægtelser, løgne og bevidste forglemmelser skrælles derpå væk via hypnose og samtaleterapi (Vibeke Hastrup). Jeg havde gerne set journalistens (Laura Bach) rolle var bedre indarbejdet i stykket. Eventuelt kunne man have nøjes med at koble rollen op på virkelighedens Anne Røgilds (hvis radiomontager har inspireret historien til stykket). De fire dæksler gives derfor for den smertefulde selvransagelse og de sange der ledsager dem. Til sammen giver de taberen på midten af scenegulvet sjæl og hjerte. Det er endda muligt der enkelte publikummer der til sidst forstår hans handlinger, mens vi alle forstår hans smerte, afsavn og skyld.  
Læs mere her

Foto Søren Meisner

TUMULT i Dansehallerne

Der findes utallige spillefilm jeg kun har indtaget grundet forkærlighed til instruktøren eller specifikke skuespillere. På samme måde har jeg det med danseren Siri Wolthoorn. Hvis gnistrende energiudladninger og kraftfulde dans altid formår at tryllebinde mig. Denne gang udførte hun dog ikke et eneste (klassisk) dansetrin i den fysiske afsøgning af menneskelige relationer i forestillingen Tumult. Der ifølge pressemeddelelsen var en intellektuel stiløvelse hvor fokus er på rummet mellem danserne og ikke danserne selv. Koregrafen Tina Tarpgaards frugtbare nysgerrighed udspringer fra iagttagelse af store folkemasser hvor individernes relationer hurtig bliver omsat til bevægelse og kollektivet bliver til den handlende enhed.  Ud over Siri er dansegulvet og scenografien fyldt ud af Demian Haller, Asher Lev og Jonas Örknér. Selvom det er vanvittig imponerende hvorledes gruppen af dansere finder hinanden og afvikler den ene opstilling efter den anden så bliver det dog en anelse monotont at iagttage denne stiløvelse. Til sidst følger jeg kun handlingerne ud af betagelse over dansernes fysiske evner, jeg bliver derved aldrig grebet af helheden og selv da publikumsrækkerne dækkes af de store sejl føler jeg ikke nogen samhørighed med bevægelsen. De tre dæksler gives for dansernes fysik, tanken bag og den tekniske afvikling af de utallige opstillinger.
Se mere her

Foto: Robin Skjoldborg

Ankomsten gæstespil på Sorte Hest

Jeg vil gerne have læst og anmeldt Shaun Tans grafiske roman Ankomsten der udgjorde billedsiden til denne ordløse forestilling af samme navn.  I stedet er jeg tvunget til at kaste dæksler efter en forestilling hvis præmis, ide og metode jeg forstår, men virkelig ikke nød. Historien der blev fortalt over de 449 billeder havde både varme, eventyr og indsigtsfulde pointer. Jeg føler blot der må være bedre og sjovere måder at afvikle disse mange billeder på end ren projektion tilsat levende musik ved harmonika og klaver. Det var godt nok ikke så smertefuldt som generation Youtube måske vil mistænke forestillingen for at være. I stedet var det til tider søvndyssende og andre gange let forvirrende når billede og lydside ikke matchede hinanden i stemning. Til gengæld var jeg vild med de mange verdener Shaun Tan har skabt og de underfundige dyr fangede også min opmærksomhed. Desværre blev jeg ikke rigtig grebet af historien udover de scener hvor livet som nyankommet var alt andet end let. Jeg vil anbefale enhver at læse den grafiske roman før de ser forestillingen og hvis du kun har tid til den ene ting går anbefaling kun på det trykte. De tre dæksler gives for ideen, det gennemførte koncept og den grafiske ramme.

Se mere her

Foto: Mikkel Russel

The Blazing World efter roman af Siri Hustvedt på Aveny T

Præmissen for teaterstykket er at Harriets kvindekøn gennem alle årene har holdt hende fra den sande anerkendelse som kunster. Det faktum at hun er født med de forkerte kønsdele er derfor ikke kun årsag til hendes faders manglende kærlighed, men den direkte årsag til et liv som overset kunster. Så da livet som enkefrue ikke just fylder kalenderen med meningsfulde aftaler vælger Harriet at kaste sin tid og kærlighed på en gennemtænkt hævn over New Yorks kunstelite. De selvsamme mennesker der gennem alle årene har overset hende skal nemlig lokkes til at hylde, elske og forgude hendes kunst.

Den digitale fladskærm fungerer både som et interaktiv modspil til skuespillerne og som en scenografisk understøttelse af historien. Den intelligente hudfletning af kunstmiljøet, anmelderne og de dertilhørende floskler overskygger til tider historien om kunstneren hvis køn står i vejen for hendes kommercielle gennembrud. Det ironiske ved de mange mænd på scenegulvet da publikumsklapsalverne runger i Aveny T’s teatersal til verdenspremieren går utvivlsomt ikke nogen forbi.

De fem dæksler gives derfor for den ætsende sarkasme, de kantede pointer om diskrimination og det fremragende samspil mellem Harry og hendes marionetter. Jeg er vild med Kasper Leisner i denne forestilling. Han mestrer både at levere en troværdig udgave af en prætentiøse kunstblogger, selvfed avant-garde kunstner og selvsikker videodokumentaristkunster kaldet RUNE. Henrik Prip er sød og morsom i rollen som den talentløse kunster knøs hvis verdensbillede blev knust af indsigt og kvindeligt modspil. Sammen med Christine Albeck Børge giver de liv til kunstneren Harriet Burden. Så vi som publikummer både får et indblik i hendes tvivl og hensigter samtidig med at vi følger hendes handlinger. Der fungerer langt hen af vejen rigtig godt. Havde man gjort det samme ved kunstneren RUNE ville de endelige sammenstød mellem ham og Harriet haft endnu mere tyngde.


Mungo Park gæster Aveny T. Stykket her spiller i perioden :  30. APRIL - 2. JUNI 2015 Instruktør: Anders Lundorph. Dramatiker: Lucas Svensson. Scenograf: Nicolaj Spangaa.
Medvirkende: Christine Albeck Børge, Kasper Leisner, Henrik Prip. Lyddesigner: Rasmus Overgaard Hansen. Lysdesigner: Jacob H. S. Rasmussen. Bearbejdet efter den danske oversættelse af Christian Bundegaard. Varighed: 100 minutter uden pause. BEMÆRK: DER INDGÅR STROBOSTOPLYS I FORESTILLINGEN  Læs mere her

Comment