Fotocopyright Forbrugermania

Denne runde af Fra Teatersædet var ramt af aflyste tog og hårde fravalg af kommercielle musicals og andre lette ligegyldigheder. Blandt de stykker jeg ikke nåede var desværre Perker Carbaret af DanskDansk og genopsætningen af Hamlet med Tiger Lilles - et stykke der fik de sjældne seks dæksler sidst de gæstede København. Til gengæld udsatte jeg mig selv for en serie synsbedrag på Københavns Musikteater, skubbet til mit kropskompleks via danseforestillingen Dreamtime og grinet mig gennem teaterversion af Intet.  Jeg var også forbi Mungo Park til en omgang kærlig norsk historiefortolkning af deres danske fortid med en efterfølgende "artist talk". 
 

Af Thor Kristjan Kidmose.

Foto copyright Niels Fabæk

INTET af JANNE TELLER

Jeg har aldrig læst børnebogen stykket her er skabt over, men det er en forglemmelse som snart bliver rettet. For her var endelig en sønderlemmende kritik af både samfundet, skolesystemet, kunstbegrebet og anmelderens rolle der ramte rent hos mig. De der aldrig har studset over det meningsløse nonsens der tager al vores tid eller funderet i længere tid over meningen med livet, vil utvivlsomt blive skubbet til nye erkendelser. Men hvis du ikke passer på er det let at blive grebet af det meningsløse, just som hele 7.a.gjorde det  i den lille by Tæring, da verdensordenen blev knust af den lille verdenskloge dreng Pierre Anthon, hvis hang til eksistentialistiske og provokerende pointer tvang de andre børn til at finde meningen med det hele! Så de igen kunne vokse op i en verden hvor man kunne blive til noget, hvor alt gav mening og noget havde værdi. 

Meaning is not something you can sell

— Janne Teller, Nothing

 

Jeg så gerne denne morsomme hudfletning af det moderne samfund som en animerede kortfilm, men teaterversionen er nu ej heller ringe. Jeg morerede mig over mangt og meget, genkendte endda mig selv i Pierre Anthon. De fire dæksler gives for kunstkritikken, samfundspointerne og komikken man skabte. Mikkel Reenberg mestrer som altid de sjove parodier, de hyppige skift og besidder den timing der er så livsvigtig når morskab skal leveres. Scenografisk kan det virke lidt monoton med de utallige omrokeringer af de mange trækasser, men det sikrer netop dit fokus ikke forsvinder fra de mange ord som udgør både rammen og indholdet i stykket.  


Producent: Teater Nordkraft, Teater V. Medvirkende: Mikkel Reenberg, Kristine Elmedal.  Dramatisering og iscenesættelse: Pelle Koppel. Musik: Marcus Aurelius Hjelmborg. Scenograf: Claus Helbo. Du kan læse mere her

Foto copyright Stuart McIntyre

Dreamtime af Lene Boel

Jeg var vitterlig godt underholdt af de moderne trin og kække lån fra kampsportsverden, men genkendte desværre ikke helt visionen fra programmet: "Dreamtime går på opdagelse i et ekstremt kropsligt univers, hvor fortid, nutid og fremtid smelter sammen, når menneskets skabende og destruktive urkræfter mødes i en kraftfuld, sensuel og magisk fusion af urban dans, ny dans og cirkus". I stedet oplevede jeg rene sekvenser med electric boogie, dansenumre der mindede mig om Mute Comp's samlede danseværker og forskellige afbræk af den eksotiske slags: Som fx elementer der lignede stammekrigsdans fra Afghanistan, det indisk slangemenneske og noget der mindede om Capoeira's kraftfulde trin.

Fysisk var det hele imponerende og til tider var de mandlige danseres fald mod gulvet direkte respektindgydende. Der var blot et enkelt nummer hvor samspillet kiksede, og så fejler det efter min mening altid at bruge yogabolde i stedet for stole. Jeg savnede til tider lidt mere vildskab og provokation på dansegulvet, men nød virkelig at se den fysiske udfoldelse og variation af samme, helt uden tab af hverken tempo eller fokus. De fire dæksler gives for gruppesekvenserne i den anden halvdel af forestillingen og de pragtfulde solo kraftudfoldelser i den første del. Hvis du har mod på dansetrin af den moderne slags er der for tiden ikke noget der er bedre end Dreamtime på de københavnske scener.


Komponist Rex Casswell. Lysdesign Jesper Kongshaug.Kostumer Dorte Thorsen. Rum koncept Lene Boel. Dansere: Edwin Condette, Mireia Pinol Martinez,Nadia Pessarrodona Rovira,Anthony Yung Sofiane Tiet. Læs mere her

Foto copyright Mungo Park

1537 – DANSKETID af det populære norske kompagni Statsteatret.

Den hjertevarme udlægning af Norges danske fortid i dette stykke kom faktisk som en overraskelse for mig, jeg vidste ej heller man med fordel kunne bruge Kim Larsen som fælles referenceramme henover landegrænsen. Jeg havde faktisk mest frygtet hvorledes det skulle gå med forståelsen af det norske sprog. For selvom skriftsproget afviger meget lidt fra det danske, er det talte sprog altid noget andet. 

De fire dæksler gives for det dramaturgiske smarte i at personificere de forskellige lande således ellers komplekse problemstillinger kan formidles som et jalousidrama mellem elskende. Det var også ganske afvæbnede at møde et teatergruppe der blot udråber alt til publikum så ingen skal være i tvivl. Som hvem symbolisere hvad og hvor vi nu er i tid og sted. Jeg grinede selvfølgelig mest af nordmændendes parodier på os småfede, chipsspisende danskere men var også berørt af den ganske kærlige udlægning af Danmark og Norges parløb. Til gengæld kræver stykket en del historieviden for at ramme rent - så hvis du ikke har styr på Napoleonskrigene eller knap nok husker hvilke eksotiske steder Danmark har leget koloniherre vil flere ting stå lidt uklart under denne forestilling.

Det var derudover en fornøjelse at deltage i samtalen med skuespillerne efter stykket, og noget jeg vil opfordre endnu flere teatret / skuespil til at turde kaste sig over. For det er virkelig et hit at få afklaret tankerne bag det meste i uformelle rammer og øjenhøjde.


Medvirkende: Cato Skimten Storengen, Kim Sørensen og Per Kjerstad. Musik: John Lilja Regi: Yngve Sundvor Varighed: 1 time 20 minutter (uden pause) OBS! Forestillingen foregår på norsk

Foto copyright Rapid Eye

the Moon Illusion af Lars Bethke

Denne lille krøllede forestilling var på ingen måde hvad jeg havde forestillet mig, men jeg endte alligevel med at blive charmeret af de to så uens mænd på scenegulvet.
Der gennem hele stykket henholdsvis mundhuggede og fandt hinanden som havde de aldrig været fra hinanden.

Stykkets titel henviser til det fænomen at størrelsen på månen kun afhænger af dit perspektiv og intet andet. Så skulle månen være fuld og føles nær, skal du blot bukke dig dig forover og kikke op på himmelen mellem dine ben.

Jonglering med en masse orange fleksible ringe udgør det faste holdepunkt gennem det hele, men det er leveringen af de små skæve pointer om vores virkelighed og opfattelse af samme der udgør budskabet.De tre dæksler gives for de tekniske evner der fremvises, perfektionen der opstår i samarbejdet mellem de to og så selvfølgelig anden - hvis ekkofrie kald giver stof til eftertanke! 


Director: Lars Bethke Co- Directors: Benjamin Richter, Nina Kareis On Stage: Petter Wadsten, Samuel Gustavsson Composer: Bjørn Svin Costume and Set Design: Signe Beckman Light: Tobias Stål Video: Solvejg Hockings Producer: Thilde Maria Kristensen PR: Karen Toftegaard. Du kan læse mere her.

Comment