Patriarken Helge (Steen Springborg) har indbudt venner, bekendte og familie til fejring på godset af sin 60 års fødselsdag. Hvor traditioner, kønsroller og forventninger alle er fastlåste efter de klassiske dyder. Dog er festen en anelse mærket af den ene datters tragiske selvmord, men konventionerne kommer først under pres da Helges ældste søn Christian vælger, at fortælle om faderens utallige seksuelle overgreb i sin lykønskningstale. Fødselaren formår dog at holde på formerne og gæsterne, alt imens Christian går i spåner. Alkoholen flyder og de fleste gæster tier ubehagelighederne ihjel, men rigtig hyggeligt bliver det aldrig og da først datterens selvmordsbrev oplæses falder alle masker. Erkendelsen indfinder sig og der skrides til selektiv handling. Vi er som tilskuere med fra før festen starter og forlader først dramaet ved fællesmorgenmaden den næste dag. 

Tilbage i 1998 revolutionerede Festen den danske filmbranche ved ubesværet at kombinere det kommercielle med det kunstneriske.  Det er desværre ikke helt tilfældet med teaterudgaven af familiedramaet med de dystre hemmeligheder, der fint løfter historien, men aldrig bliver til andet end et seværdigt ekko af storfilmen. Havde man i stedet gjort som Borreby Teater forsøgte sig med i 2013 og inviteret publikum med som gæster til festen – så ville ubehaget, pinligheden og forfærdelsen have kunne krybe ind under huden. Tilbagelænet i sofarækkerne har den velkendte historie desværre mistet meget af sit bid og jeg kan ikke helt mønstrer empati eller vrede. Til gengæld, er jeg vældig imponeret over hvorledes skaberne af dette teaterstykke vitterlig får hæklet en effektiv sceneudgave sammen af en spillefilm, de fleste utvivlsom allerede kender. 

Sceneudtrykket er spartansk, men viser sig alligevel at være yderst funktionel. Jeg havde dog gerne set en mere kreativ brug af bagvæggen gennem hele forestillingen, men forstår samtidig at ideen med projektionerne/håndaftryk får mere styrke hvis væggen holdes neutral i resten af stykket. Muligvis ønsker man endda at tvinge publikum til at fokusere på de mange karakterer på scenen frem for hyppige sceneskift (noget videoprojektioner desværre ofte misbruges til). Det runde bord midt på scenen viser sig at have flere vellykkede funktioner og er efter min mening den virkelig gode scenografiske ide. 

Selvom min oplevelse selvfølgelig er farvet af min fortid som filmanmelder så nød jeg faktisk teaterudgaven af Vinterbergs værk. Men hvor Vinterberg fik skabt en hybrid mellem kulsort satire og familiedrama, der gjorde det spiseligt for familien Danmark at se en spillefilm om incest, så har man i teaterudgaven helt givet slip på satiren. Til gengæld har instruktøren Geir Sveaass virkelig fået det bedste ud af skuespillerne. Jeg er som altid imponeret over Troels II Munk. Der af logiske grunde disse dage ofte spiller gamlingen, men han gør det altid med sådan en charme at det er umuligt at stå for ham, upåagtet karakterens eventuelle dystre sider. Jeg har ikke set Mads Knarreborg bedre end i dette stykke og selvom tilgangen er lidt anderledes end jeg forestillede mig, så får han gjort rollen som sønnen Christian til sin helt egen. Karaktererne de spiller er ellers begge på grænsen til parodier, men Nikolaj Bjørn-Andersen og Julie Agnete Vang er fantastiske i deres roller. De fire dæksler gives for den vellykkede transformering af spillefilmen, den geniale brug af sang og å den gennemtænkte afvikling af de følelsesmæssige udbrud.

Af Thor Kristjan Kidmose.


INSTRUKTION: Geir Sveaass SCENOGRAFI: Marianne Nilsson MEDVIRKENDE: Steen Springborg, Susanne Breuning, Mads Knarreborg, Julie Agnete Vang, Nikolaj Bjørn-Andersen, Christopher Læssø, Lise Koefoed, Meike Bahnsen, Troels II Munk, Ulver Skuli Abildgaard, Jesper Riefenstahl, Sofie Torp.

Comment