Fra KTS copyright Forbrugermania

I det evige krydsfelt mellem kunstneriske ambitioner og økonomiske nødvendigheder føler mange teatre sig fanget. For selvom mangt og meget kun er muligt med støttekroner og frivilligt arbejde, så er der ingen steder som kan holde til gentagende publikumsfiaskoer. Det har utvivlsomt altid været en kamp at opsætte dramatik på de danske scener, som både kan leve op til kunstambitionerne og drømmene om en positiv bundlinje. Det er derfor interessant at se hvorledes de dødende medier sammen med de gamle kulturgiganter, kæmper for at finde en (ny) bæredygtig forretningsmodel

Fra Husets Teater - Copyright Forbrugermania

Hvilket i momenter lykkes for nogle, som så naturligvis afføder konkurrenternes imitation og jalousi. Hvilket bl.a. har medført indførelsen af årskort, udenlandsk konceptteater, clickbait på de sociale medier og effektmåling af den tvivlsomme slags. Som kulturskribent med hang til reklamefri kunst og formidling af samme, har det selvfølgelig været en lidt trist oplevelse at følge, dels fordi cand.merc. tilgangen allerede har fejlet i bog- og filmverden, og fordi glitterpapir så ofte misbruges når fiaskoer skal sælges. Men da det på ingen måder er min opgave at sikre flere røve i sæderne til de middelmådige kæmpeshows, eller give taletid til andet end hvad jeg selv lyster, byder denne runde Fra Teatersædet kun på ord om dramatik og danse fra Teater Grob, Husets Teater og Dansehallerne.

Af Thor Kristjan Kidmose.

Fotocopyright Per Morten Abrahamsen

I Danmark stikker jeg umiddelbart ud som fremmede, mens jeg i Israel blender totalt ind, selvom jeg ikke en gang forstår sproget. Det Skisma har betydet, at jeg er blevet meget selvbevidst, når jeg møder nye mennesker, og det har fået mig til at tænke over, hvordan og hvornår vi passer ind eller ej

— Tali Rázga

AT FALDE TIL OG FRA AF GAZART 
DANSEHALLERNE

Denne lille lette danseforestilling har ungdommelige identitets kvaler på hjertet og formår at bearbejde samme så du næsten knuselsker skaberne af performansen. Jeg tvivler dog lidt på om usikre 12-15 årige vil kunne tage mod budskabet med lige så åbne arme, da det altid er anderledes at stå midt kampen end at huske tilbage på den. Problemstillingen om at passe ind, høre til og være en del af helheden, er dog én vi alle støder på hver gangstore forandringer rammer vores liv. Scenografisk er der tale om en omgang kulørt minimalisme i form af mobile graderobestativer fyldt med farverige lysrør. Der både bruges aktivt til at skabe og definere rum, markere overgange og understrege pointer. De fire danser passer fint til hinanden i dansestil og fysiske størrelse, men det er dog kvinderne (Mathilde Kjer Parlo, Fie Dam Mygind) der bedst håndtere levering af replikker. 

De fire kloakdæksler gives for de vellykkede ”Jeg hører til her” sekvenser, de to sarkastiske reklameafbrud, Fie Dam Myginds inderlige skrøbelighed som pigen der endnu ikke helt er voksen, Mikaël Orozco kraftfulde ynde i dansesoloerne og det faktum emnet kunne forløses til dansetrin.  


PÅ OG BAG SCENEN. Medvirkende: Fie Dam Mygind, Søren Linding Urup, Mathilde Kjer Parlo & Mikaël Orozco. Koreograf: Tali Rázga. Scenograf: Nadia Nabil. Tekst: Tomas Lagermand Lundme. Dramaturg: Inge Agnete Tarpgaard.  Lysdesign: Mikkel Jensen.
Lyddesign: Erik Christoffersen. Se mere her

Fotocopyright Forbrugermania

Lynch Company, Sarah Kenter og KFTS – Københavns Film & Teaterskole præsenterer:
DEN HEMMELIGE RUDE

Da jeg havde tid i overskud og allerede gæstede Dansehallerne virkede det oplagt at kikke indenfor til det vanvittige projekt med 12 timers non-stop improvisations teater. Jeg blev hængende under lektion 5,6 og 7 og forlod derpå igen mørket. Da der tydeligvis var tale om en træningsøvelse fremvist som et åbent laboratorium er dette ikke en anmeldelse som sådan. Blot en beretning fra mødet med projektet. De to grupper der skiftevis fyldte scenegulvet havde både forskellige antal, tilgange og undervisere. Hvor Sarah Kenters flok vævede på en sammenhægende historie - kærlighedskvaler for unge mænd med stomiposer (som jeg forstod det) med indlagte benspark, så havde Lynch store gruppe et mere frit udtryk. Til min store overraskelse (sidst jeg stødte på lynch var det ikke kærlighed første mintchokolade) kunne jeg bedst lide Lynchs tilgang (Temporal Shift Technique) og resultat. Her blev improvisation ofte morsom, her fandt gruppen hurtigt et udtryk, her gav man plads til hinanden, her tog alle udfordringerne med åben pande og jeg var især glad for det britiske indlæg og pausesangen. De sessioner jeg så med Sarahs elever havde problemer med fremdriften af historien, til gengæld var jeg vild med de afsluttende monologer, Adam Brix indestængte vrede og afviklingerne af sexscenerne fandt jeg virkelig velfungerende. 


Medvirkende: Studerende fra Københavns Film & Teaterskole Peter Gantzler Charlotte Munck Johannes Nymark Laura Bach Adam Brix Laura Drasbæk. Se mere her

Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen.

Det Der Er af Peter Rasmussen på Husets Teater

Pludselig blander virkeligheden sig
I vores liv
Og gør det så uendeligt kompliceret.
Jeg vil heller drømme om den dag,
Vores drøm bliver virkelig.
Den dag, der er det liv, der er.

— Renate

Du ved allerede der er noget anderledes på færde da du passerer forbi kopien af Berlinmuren foran teatret, og da kælderrummet ydermere ligner en filmscene fra Der Untergang er du allerede inden forestillingen er begyndt, sporet ind på tidsperioden Den Kolde Krig. Belysningen der hele tiden skifter i styrke trykker stemningen en anelse og hvis du benytter dig af høretelefonerne på væggen er det let helt at glemme tid og sted.

Tankerne kredser derfor allerede i dystre retninger om den ukendte historie inden vi indtager vores pladser i teatersalen. Hvor sceneudtrykket for en monolog er klassisk bart, her er således kun nøgne sorte vægge og en ensom stol placeret midtfor. Men selvom sceneudtrykket burde have været en kontrast til den fyldte kælder, har du som publikummer allerede konkluderet, at livet du så i fragmenterne på kældergulvet er Renates (kvinden på scenen).  

Den time lange monolog er bygget op omkring brudstykker fra en brev-udveksling mellem de to elskende: østtyske Renate og danske Tom. Fanget på hver sin side af jerntæppet med få mulighederne for kommunikationen og næsten ingen for at mødes virker deres kærlighed umulig. Det er dog kun Renates side af historien vi hører, så  Toms bevægegrunde, følelser og drømmer afdækkes derved kun indirekte via Renates ord. Brevene indeholder beskrivelser af verden omkring hende, livet hun lever, drømmene hun nærer og kærligheden hun mindes. Hun er både hustru, mor og genstand for forviklinger af den romantiske slags i DDR, men alligevel kredser hendes tanker hele tiden om det liv hun kunne have haft, hvis verden var en anden og Tom var hendes.  

Og så går vi hjem,
dig og mig,
og vi elsker
og din seng knirker
og alting er som det skal være.

— Renate

Det kan virke en anelse uretfærdig at vi kun havner på fire dæksler, jeg mener, scenografien i kælderen var vidunderlig og dragende, det trykte program et oplagt samleklenodie og Karen-Lise Mynster som altid en fornøjelse på et scenegulv. Men nu er det jo modtageren der bestemmer og jeg har vitterlig et problem med oplæste ord. Jeg kan f.eks. ikke finde ud af podcast og får absolut ingen glæde af lydbøger eller radiodramaer. Jeg rammes nemlig bedst når udtryksformerne kombineres, jeg mister derfor til tider grebet om Renates savn, længsel og følelsesliv. Dækslerne gives derfor kælderrummet, det trykte programs åbne spørgsmål, kærlighedshistorien Karen-Lise giver liv på scenen og så Peter Rasmussens vidunderlige fængende ord.  


Med: Karen-Lise Mynster Tekst: Peter Asmussen Instruktion: Simon Staho Scenografi og lysdesign: Jenny André. Læs mere her

Foto: Christian Geisnæs.

Jorden Brænder iscenesat ved Madeleine Røn JuulTeater grob  

Det er sjældent uproblematisk at gøre gode gerninger på det globale plan, da de lokale konsekvenser af ens handlinger ofte er uigennemskuelige. Men det er dog kun kyniske mennesker der helt opgiver ideen om at gøre en positiv forskel i verden, upåagtet hvor lille den måtte være, det virker derfor helt oplagt da rejselederen Kræsten (Per Scheel-Krüger) forsøger at kombinere Mågerup Højskoles tur til Peru med et salgsfremstød for bæredygtig chokoladeproduktion til skolens rigeste elever Sara (Neel Rønholt) og Poul (Steen Stig Lommer). Men ikke alt forløber som planlagt og hurtig kommer både forretningside, samarbejde og sandheden under pres i folkekomedien Jorden Brænder.

Teaterstykket er det tredje i en række på seks der under navnet ”Det 6. Kontinent” der alle afsøger problemstillinger af den globale slags. Det sker ved at finde det generelle i det enkelte, dvs. en globalproblemstilling afkodes og forklares via dissekeringen af et lille genkendeligt hverdagsdrama. Hvorved komplekse problemstillinger bearbejdes på et plan vi alle kan følge, og ved at indpakke budskaberne i komik fremstår pointerne ikke så belærende. Tanken er utvivlsomt at arbejde kunstnerisk med globale spørgsmål der optager skaberne af ”Det 6. kontinent”, alt imens teatergæsterne forhåbentlig efterlades underholdt og med rum til selvrefleksion.

De tre dæksler rummer desværre historien om en anmelder der kedede sig bravt i perioder og andre gange bed mærke i små positive detaljer. Scenografien var endnu engang god om end den lignede noget vi havde set før (Hotel Nelson), Neel Rønholt ramte helt præcis en karaktertype jeg både kender og forsøger at undgå, Steen Stig Lommers monolog om hvorledes Audi reddede hans liv var virkelig dybfølt og leveret så jeg sukkede efter mere drama og så er jeg helt vild med udtrykket værdiviking. Men historien var svag, komikken uden bid og forviklinger svingede mellem simple og usammenhængende, replikskiftene mindede sjældent om en samtale. 


På scenen: Neel Rønholt, Steen Stig Lommer, Per Scheel-Krüger, Claudio Morales Manuskript: Brian Wind-Hansen Iscenesættelse: Madeleine Røn Juul (FDS) Scenografer: MAAM - Marianne Nilsson & Anne Mette Drivsholm Lysdesigner: Egil Barclay Høgenni Hansen Lyddesigner: Emil Assing Høyer. Læs mere her

 Foto: Rodrigo Buas

Dobbeltprogram: Bruit de Couloir & La Table / Thousand Threads 20

Jeg var forbi Dansehallerne da disse to små eksperimenterende dansestykker besøgte stedet. Begge passede perfekt ind under konceptet "Thousand Threads" der rummer alverdens innovative værker fra ind- og udland. Begrebet er lånt fra systuernes verden hvor Thousand Threads er en betegnelse for en særlig god kvalitet i vævet stof. Hvis du har hang til moderne dans og savner nyskabende koreografi er det oplagt at svinge forbi når værker med dette label påsat opsættes. For det er muligt de ikke rammer dig rent, at du ikke helt forstår ideen eller ikke kender et eneste af navnene på plakaten, men værkerne søger altid at udfordre din forståelse af dans og rummer altid kimen til nybrud på dansegulvet. 

Foto: Michel Nicolas

De to gange 35 minutter forestillinger leger begge med en udtryksform hvor den udøvende kunster er bundet af et fysisk objekt. Men hvor de to dansere i La Table hurtigt går i stå i deres afsøgning af mulighederne, formår Clément Dazin at bibeholde et levende og legende udtryk gennem den halve time. De tre dæksler dækker derfor lige så meget over min manglende forståelse for hvorfor man ville afsøge mulighederne bundet til et tre meter langt spisebord som min glæde over jonglørens evne til at skabe små magiske øjeblikke. Jeg havde gerne sat de to dansere George Cordeiro og Leïla Ka sat fri fra deres egen bundne opgave og nydt deres interaktion uden bordpladen. 


Bruit de Couloir - onglør og danser: Clément Dazin Lysdesign: Freddy Bonneau Lyddesign: Grégory Adoir Koreografisk sparring: Bruno Dizien, Aragorn Boulanger, Johanne Saunier. Teknik, lys: Freddy Bonneau / Thierry Schouteten Teknik, lyd: Grégory Adoir / Mathieu Ferrasson.

La Table - Credits: Koreograf, dramaturg, danser: George Cordeiro Co-koreograf: Leïla Ka Musik: We Bow Down Before Your Cross (“The Orthodox Singers” Male Choir, Cooirmaster: Georgiy Smirnov), Eksedysan me (Fr. Nikodimos Kabarnos) Lysdesign: Sandrine Barruchi Scenografi: George Cordeiro / Leïla Ka Kostume design: George Cordeiro / Leïla Ka.

Læs mere her

Comment