Fotocopyright Rumle Skafte

Den endeløse serie af dommedagsfragmenter er både kernen i historien og den tematiske skal i teaterstykket ”Jeg Forsvinder”. Hvor det sker, hvornår, for hvem og hvorfor er ikke vigtigt, i stedet er det hvad de forskellige karaktere tvinges til at erkende om sig selv der udgør tiltrækningen og drivkraften i dramaet. Hvilket utvivlsomt gør at mange kan gå fejl af historien, men det er altså ikke tanken at du skal holde rede på kronologien eller relationerne. Se, i stedet for, de mange skæbneberetninger som én samlet fortælling om hvad vi som mennesker gør for og mod hinanden når katastroferne rammer. 

Fotocopyright Rumle Skafte

Så selvom langt de fleste af disse tragiske scener indeholder et venindepar, en datter og en fraværende (ægte-)mand er der ikke direkte forbindelse mellem de forskellige situationer. Der dannes dog en kæde af offerberetninger idet hovedpersonerne på skift italesætter parallelle katastrofer der hiver os fra et scenarie til et andet. Nogle gange sker skiftet glidende og uden stop, andre gange fungerer den parallelle situation udelukkende som et handlingsspejl eller som en forklaringsmodel for det netop fremviste skæbnesvangerøjeblik. De mange skiftende tidsangivelser på bagvæggen bruges derfor blot som understregning af at ”hvor” kunne være ”når som helst”.

Fotocopyright Rumle Skafte

Sceneudtrykket er råt og selvom der er flere fladskærme hvorfra bekendelserne flyder via det lille håndholdte kamera, så er det de mange tomme malespande der fylder mest på scenen. Men i samme øjeblik Marina Bouras begynder på sin beretning glemmer jeg scenens aparte udtryk, den kolde belysning og hverdagens bekymringer. Hun er ikke blot det følelsesmæssige knudepunkt i næsten alle historierne hun ér stjernen på gulvet. Det er hende der sætter tonen, stemningen og rammerne for stykket. Virkemidlerne er få og simple men det kræver altså hårdt arbejde at kunne skifte fra tragedie til komik ved blot at ændre trykket i en sætning og hæve dine øjenbryn ganske let! 

 

De fem dæksler gives for de mange underholdende dialoger, de tragikomiske situationer og når de selviske pointer rammer. Vi, der blot kikker på, lokkes med latter, men straffes med selverkendelsen: at heltemod nok ikke er det de fleste af os besidder. Ville du f.eks. ofre dig selv for din kæreste? Dit barn? Din veninde? Ville du redde dig selv/andre hvis de du havde kær var døde? Ville du ofre alle andre for den eneste ene? Selvom filmindustrien har oplært os alle til at være naive og håbefulde helte der blot afventer de rette betingelser før vi rigtig stråler så er verdenshistorien desværre fyldt med eksempler på grusom selviskhed og ligegyldighed. Hvem har ikke indtaget aftenkaffen og et stykke tørkage til en omgang friske katastrofer på fjernsynet, som var det underholdning fremfor levende mennesker af kød og blod? Denne grumme pointe er stykkets helt store styrke og den direkte årsag til det ramte så rent hos mig. Teaterstykket Jeg Forsvinder er opbygget af dommedage i fragmenter der alle kredser om erkendelsesøjeblikket hvor vi indser heltemod ikke er noget alle er forundt. 

Af Thor Kristjan Kidmose.


MEDVIRKENDE: MARINA BOURAS, CAMILLA GJELSTRUP, MARIE MARSCHNER, THOMAS BANG, KIRSTI KÆRN. TEKST: ARNE LYGRE. ISCENESÆTTELSE: ANNIKA SILKEBERG. SCENOGRAF: REBEKKA BENTZEN. OVERSÆTTELSE: JULIE MAJ JACOBSEN. Du kan læse mere her

Comment