Fotocopyright Forbrugermania

Tilbage i oktober fyldte bloggen syv år og selvom jeg har blogget i tolv er jeg fortsat ganske uafklaret med mediet som sådan. Det er derfor muligt jeg aldrig finder den perfekte balance, de seneste par år har jeg dog alligevel fundet et mønster som jeg mener fungerer. Forbrugermania drives fortsat ud fra et blå øjet idealistisk princip om at reklamer er af det onde og selvom det er svært at retfærdiggøre den manglende indtægt føles det fantastisk. 
Jeg har hægtet mig af anmeldertoget inden for film/bøger/tegneserie/gadgets/legetøj. I dag bliver spillefilm således kun kommenteret på twitter og til tider anmeldt på kulturkongen, hvor musik/bøger/teater også får ord med på vejen af mig. Jeg anmelder ligeledes fortsat restauranter m.m. på Yelp.

Her på bloggen er det på 4. år teater i alverdens afskygninger der får dækslerne til at flyve og ordene til at flyde og teater (performance) er derfor den kunstform der i resten af 2015 igen får mest opmærksomhed her på siden. 

Af Thor Kristjan Kidmose.

Hvis du har teaterprojekter, blog ideer eller blot er nysgerrig kan du kontakte mig på linkedin eller via kontaktformularen her på siden. 

Fotocopyright Henrik Ohsten Rasmussen

LORT af Cristian Ceresoli

Der er sikkert mange kvinder der genkender sig selv i monologen LORT, jeg selv genkendte ubesværet det italienske samfund og overså derved behændigt det ulige samfund jeg selv er en del af. Teaterstykket er dog ikke som sådan et opråb mod (d)en mandsdominerede verden mere en personlig beretning fra bunden af et fascistisk kvindeundertrykkende samfund. Hvor kvinders værdi alene baseres på overfladen og selvværdet er bundet op på samme. Hvor rollefordelingen aldrig er lige og undertrykkelsen derved bliver systematisk. Centreret på den hvide scene sidder Danica Curcic let hævet op på en sokkel, badet i spotlys og intet andet. De tre akter adskilles visuelt blot med et moment mørke. Der er dog tydelig indholdsforskel på de tre akter og her finder jeg det første er svagest. Intensiteten stiger løbende alt imens sindssygen vælter ud over scenen i bølger. Her er et menneske hvis værdier, selvbillede og verdensopfattelse i bedste fald er forkrøblet. Skabt via opdragelse, medier, eksterne værdidomme og manglende modsigelser. Her er en kvinde hvis inderste ønske er at blive” set” for derved at blive anerkendt som ”noget”. En målsætning der både er skadelig for hende selv og et sygdomstegn på et råddent samfund. Mængden af ord er til tider overvældende og strømmen af fejldeduktioner tragiskmorsom. Værdidommene der flyder i barokke ordklodser fra hendes læber er summen af hendes erfaringer. Tillært på egen hånd, overleveret fra forældrene og bekræftet af samfundet. De groteske historier fra hendes liv serveres for os i henholdsvis satiriske vendinger og sårbare spørgsmål. Der er ingen tvivl om at mængden af overgreb, undertrykkelsen og selvhadet udgør massen der kvaser enhver forhåbning kvinden i stykket måtte have haft, kunne have haft og burde have haft. Det smukke men ødelagte menneske hun er i dag er derved et både et produkt af samfundet og en visualisering af problemet. Monologens beretning bliver derfor til også til en anklage som kraftfuldt drukner os alle i det LORT hun (og andre kvinder) har levet med. De fem dæksler kastes efter stykkets monolog, scenografi og i særdeles for Danicas præstation. Hun giver liv til alle stemmerne i stykket og skifter ubesværet mellem de forskellige sindelag. Det er hende der bærer hele stykket og det gør hun eminent. Uanset om det er rollen som offeret eller overgrebsmanden så leveres præstationen med indlevelse og nærvær.  


Med: Danica Curcic Tekst: Cristian Ceresoli Instruktion: Simon K. Boberg Oversættelse: Rie Boberg og Simon K. Boberg. Se mere om stykket her.

Pressebillede ved detmenneskeligeteater.dk

MEN NU HAR JEG EN HJÆRNE af Nils P. Munk

Det hele lød så besnærende på papiret men da jeg først havde indtaget min egen kiste på gulvet meldte tvivlen sig. For var det virkelig sådan her at jeg skulle indtage de næste 70 minutters teater og hvad var ideen med glødepæren over mig? Mens jeg forsøgte at finde en passende position for min kæmpekrop i den spinkle fyrtræskiste blev de øvrige gæster ført ind i rummet parvis. Den lidt langsommelige opfyldning af publikumskisterne blev udført til brudstykker af grædekor der både blev sunget til os individuellet og ud i hele rummet. Jeg har siden teateroplevelsen fæstede mig ved at der er masser af andre anmeldere som elskede oplevelsen og endda funderet en del tid over hvorfor. For dette her ramte mig slet ikke, mine sanser blev ikke skærpet af få minimale visuelt input, digtene rørte mig ikke og jeg kunne sikkert have faldet i søvn hvis stykket havde varet meget længere. Det lyder alt sammen barskt og umiddelbart ude af trit med de tre dæksler jeg kaster efter teaterstykket. Men jeg synes (også)ideen var fantastisk, kostumerne endnu mere og de få øjeblikke hvor der var kontakt (interaktion med mig) var intense. Scenografisk var det hele spændende så længe man iagttog det stående. Musikken og sangen formåede i øjeblikke at skabe en sørgmodig stemning med mystiske undertoner der kunne henlede tankerne på begravelse. Der til sammen gør vi lander på tre dæksler. Mit bedste råd er at prøve dette, hvis du kan overskue at indtage et teaterstykke liggende i en åben kiste, skulle du bagefter være lodret uenig med mig så findes der som sagt en del anmeldere der er enig med dig.


Medvirkende/komponister: Kirstine Stubbe Teglbjærg, Signe Marie Schmidt-Jacobsen og Hanne Raffnsøe. Iscenesættelse og scenografi: Nils P. Munk Konsulent: Andreas Dawe Kostumer: Line Frank Foto: Søren Meisner Producent: Det Menneskelige Teater. Fremført på Københavns Musikteater.

Foto: Ulrik Jantzen / Das Büro

DE Overlevende på Edison

De tre bedste ting ved De Overlevende er henholdsvis programavisen, stenklodsen i centrum af rummet der udgør scenen og så ideen med at fremvise og udleve overlevelseskampen fra Fluernes Herre på danske nutidige præmisser. Desværre savner magtkampene intensitet, intrigerne er for banale og på intet tidspunkt føler du de overlevendes desperation. Gennem hele stykket virker det blot som en flok unge der leger de er strandet på en øde ø og ikke er helt enige om reglerne. Konflikterne der skulle fungere som katalysatorer for historien dræner i stedet handlingen for tempo. Derudover er der for mange afstemninger, for meget fjolleri og for lidt drama. Godt nok dør, dræbes og udstødes mennesker i en lind strøm på scenen men det bliver aldrig nærværende for mig. Det er selvfølgelig svært at fremvise grupperingerne blandt de 12 overlevende uden det bliver overfladisk og åbenbart endnu mere problematisk at opbygge/nedbryde magtstrukturer troværdigt og på spændende vis. Teaterstykket er ikke målrettet voksne og slet ikke os der slugte Fyrsten af Machivalli for sjov alt imens ECTS point blev jagtet på Statskundskab, men jeg tvivler alligevel på at målgruppen vil opleve stykket her som mere barskt end Paradis Hotels ligegyldige intriger.  Jens Frederik Sætter-Lassen får i momenter lov til at være et dumt røvhul og det gør han rigtig godt, Marie-Lydie Melono er også overbevisende og Josephine Park er god som hykler. Men balancen bliver aldrig fundet mellem de tolv roller, de forskellige magtkampe og selve historien. Der er scener der fungerer, der er dialoger som både er morsomme og skarpe, der er endda en udmærket lille sang i stykket men helheden fejler efter min menig, hvorfor vi kun havner på tre dæksler. 


Instruktion Frede Gulbrandsen Scenograf: Eilev Skinnarmo Dramatiker: Jens Korse Dramaturg: Niels Fonseca Komponist: Anders Ortman Medvirkende Jens Frederik Sætter-Lassen Sara Viktoria Bjerregaard Lior Foighel Besir Zeciri Zainab Ahmed Helle Rossing Marie-Lydie Melono Josephine Park Zaki Youssef Jakob Svarre Juhl Christine Sønderris Cilia Trappaud Nydam Forestillingen er støttet af A.P Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal og produceret i samarbejde med C:NTACT. Se mere her

Comment