Fotocopyright Martin Kurt Haglund

Det er muligt at jeg aldrig bliver fan af danskernes favoritkage citronhalvmånen, men det var alligevel en fornøjelse at deltage i den officielle premiere på Citronbrus da den fandt sted på Københavns Musikteater, engang midt december sidste år. Dels var det en underholdende og charmerende forestilling og dels var den strippet for jul i alverdens afskygninger. 

Den hyggelige og farverig bar midt i den store skov indrammes fint af de kulørte lamper og Ellen Hillingsøs fortællerstemme. Baren er stedet hvor tørsten slukkes med citronbrus, hvor Carsten og Liselette udlever hele deres fritid og her de deler deres kærlighed til musikken under faste former og simple regler, men da der først skubbes til balancen i det lille mikrokosmos virker forandringer af den gennemgribende slags uundgåelige.

Fotocopyright Martin Kurt Haglund

Det hele minder om et børneeventyr du ikke helt kan huske detaljerne fra men synes du genkender. Historien er både sød, harmløs og strukturmæssigt ganske forudsigelig, det betyder dog på ingen måder at du kommer til at kede dig. Dertil har skaberne indflettet for mange små finurlige krøller på historien og atypiske sidegrene. Jeg morede mig f.eks. meget over at Carsten først følte sig helt fri i rollen som Lone, at fiskefingre var den oplagte mad på romantiske dates og hvorledes Lisettes frankofile besættelse kom til udtryk.
Jeg var dog mest imponeret over hvor ubesværet komplikationerne mellem mand og kvinde blev fremvist og hvorledes de klassiske kønsroller blev udforsket under denne boblende kabaret. 

Fotocopyright Martin Kurt Haglund

Børneunderholdning der rammer målgruppen og samtidig er et hit for de voksne er faktisk en sjælenhed, selvom det selvfølgelig er noget de fleste inden for genren påstår de tilbyder. Men med Cintronbrus har Rasmus Elvers og Niels Erling vitterlig snedkereret et teaterstykke der omfavner de elskovssyge småpiger, med musik og farver fastholder de yngste,  alt imens de voksne får serveret en masse ekstra pointer og referencer. F.eks. vil enhver der har læst The Hitchhiker's guide to the Galaxy genkende truslen i stykket. Historien er proppet med hygge, kærlighed og talrige øjeblikke der rammer helt rent hvorfor jeg glad kaster fire dæksler efter stykket. 

Af Thor Kristjan Kidmose.


Citronbrus – en boblende cabaret om at være sig selv (Fra 7 år og op). Dramatiker: Rasmus Elvers. Instruktørkonsulent: Kamilla Bach Mortensen. Medvirkende: Sidsel Siem Koch, Niels Erling og Tomas Raae. VoiceOver: Ellen Hillingsø, Alexander Clement Komponist: Tomas Raae. Scenograf: Niels Erling. Kostumer: Louise Thornvig Koch Udvikling af manuskript: Rasmus Elvers og Niels Erling. Læse mere her

Comment