PR Foto

Der findes en masse mennesker der griner af de samme ting, men det betyder desværre ikke at humor er noget universelt eller det er komikerens skyld hvis du ikke griner. Selvfølgelig betyder håndværk, stil og form en del, men det allervigtigste er jeres fælles referencer og hvad du selv tager med dig ind i mørket. Jeg har tidligere kedet mig gennem en del danske komik og har derfor sjældent høje forventningerne før et show. Denne gang var det dog lidt anderledes. Dels kendte jeg til komikerens mærkesager og tone fra twitter og dels forstod jeg fra pressemeddelesen at jeg nok ikke var målgruppen. Men blot fordi man er mand kan man jo heldigvis sagtens grine af menstruationsblod, sæd i ansigtet og besværet ved bodystocking (det sker bare ikke altid!). 

Fotocopyright Ida Wang.

Forestillingen var opdelt i to klodser af 45 minutter hver og begge havde de Sanne Søndergaard alene på scenen. Sceneudtrykket var klassisk bart og komikeren selv blot klædt i sort. I centrum stod et par rød højhælede sko, flankeret af en stol og et mikrofonstativ. Det var med andre ord ikke et udstyrstykke af den anden verden og selv røgkanon i anden halvdel ændrede ikke på dette. Fokus var i stedet på kvinden – rollen og individet. Den ene skabt via kollektive normer og religiøse dogmer den anden er mennesket Sanne på godt og ondt. Måske man på et tidligere tidspunkt har leget med en skarpere tematisk opdeling af første og andet akt men det lod sig ikke helt aflæse på premiereaftenen. Men hvis man i første halvdel af showet stillede spørgsmål til hvorfor var anden halvdel mere et angreb på årsagerne til uligheden mellem kønnene. Den røde tråd gennem stykket var selvfølgelig kønsrollerne fortolket, forklaret og ironiseret fra en kvindes ståpunkt og så en jokerække der havde klamhed som målsætning. 

Fotocopyright Ida Wang

Jeg fandt det aldrig kedeligt, ligegyldigt eller ensformigt. Hvilket ellers ofte sker når ligestilling er udgangspunktet for komikken, men måske det blot er sjovere emne når det tages under kærlig behandling af kvinder og ikke mænd. Just som det sjældent er morsomt når hvide mænd f.eks. laver jokes om raceundertrykkelse. De fire dæksler gives for alle de mange grin Sannes direkte og uformelle stil affødte, de mange pointer om tvangssocialisering og de eminente eksempler på hvorledes jokes om homoseksuelle kan skrues sammen uden at blive homofobiske, om muslimer uden at blive racistiske, om mænd/kvinde uden at blive chauvinistiske. Jeg genkendte ikke mig selv i mange af mandereferencerne, men tænker jeg enten har været heldig med mine venner eller det slet ikke var meningen at genkendelse skulle indtræffe. Jeg er vild med Sannes opbygning af jokes hvor historien tager udgangspunkt i noget kikset fra hendes eget liv, hvorpå handlingen/problemstillingen generaliseres til at gælde de fleste kvinder for til sidst at blive garneret med en dobbeltpointe. Én der rammer i logisk forlængelse af selve jokens kerne og en anden der giver det hele et twist og sender showet videre til næste emne. Det er professionelt skruet sammen, det er til tider klamt, nogle gange tankevækkende og for det meste rigtig morsomt.

Af Thor Kristjan Kidmose.


Du kan læse mere om stykket her. Sanne Søndergaards cv findes på Wikipedia og så kan man følge hende på bloggen solosanne.dk.

Comment