Fotocopyright Forbrugermania

Der findes et hav af traditioner året rundt men i Danmark har vi endnu ikke helt fundet fælles fodslag når det kommer til efteråret. Firmaerne forsøger efter bedste evne at sælge Halloween til os danskere der ikke helt har styr på koncepterne, alt imens institutionerne fortsat opdrager de kommende generationer til at banke kastanjedyr sammen når bladene ryger af træerne. For mange af os betyder efterår blot forsinkelser på den kollektive trafik grundet løvfald, triste altaner og et øget tv forbrug. Men hvis du som jeg har hang til teater er der her masser af muligheder for at holde vintermørket fra døren med dramatik af både den nytænkte og velkendte slags. Denne omgang "Fra Teatersædet" rummer således en sælsom blanding af nye ord og velkendte sange.

Fotocopyright Nicky Bonne

I love Musicals
Jeg var vitterlig tilfreds med den afskrællede musicalscene ”Off” som Det Ny Teater lancerede sidste år. Hvor de store udstyrsstykker pludselig var skåret helt ind til kernen, hvilket bragte fokus tilbage på sangerne og sangene. Noget der ellers efter min mening ofte går tabt i de stor opsætninger. Jeg skal ikke kunne sige om Mikkel Rønnow med ”I Love Musicals” har haft dette for øje da han barberede scenografien, kostumerne og effekterne væk fra opsætningen,  men idet han bibeholdte et fuldt udstyret orkester på scenen rammer han snarer en slags hybrid mellem det minimalistiske og det storslåede. De fire musicalstjerner: Flemming Enevold, Louise Fribo, Thomas Høj, Maria Lucia har alle evnerne og musikkerne matcher til fulde stemmerne, men det bliver aldrig til andet end en omgang live jukebox af de største og mest velkendte musicalhits på dansk og engelsk. Andet akt var betydelig bedre end det første men begge dele manglede nerve, kant og indlevelse. Hvilket altid kan svært at opbygge i
Falconer Salen, men efter min mening er det ”Greatest hits konceptet” der fejler. De tre kloakdæksler gives derfor for sangene der krøb ind under huden, orkesterets evner og den tekniske afvikling af showet. Hele herligheden er instrueret af Kim Harris. Læs mere her
 

Fotocopyright Daniel Buchwald 

Men Lever Man
Det er mig umuligt ikke at reflektere over hvorledes det første møde mellem disse seks skuespillere forløb for tyve år siden, hvem der siden flirtede med hvem og hvilke drømme de mon havde da de endnu var unge og uskyldige, eller hvorledes samarbejdet monstro forløb her tyve år senere. Hvilket utvivlsomt er en tilsigtet reaktion og den direkte årsag til jeg ikke studser for meget over den ganske frie fortolkning af Shakespeares Stormen. For handlingen kan sagtens ses som et forvrænget spejlbillede af skuespillerenes egne store livsspørgsmål hvor deres fælles forhistorie blot fungerer som en styrkemarkør for stykkets pointer. Uanset hvilken konklusioner du måtte nå frem til er det en fornøjelse at se disse seks sammen på én og samme scene. Jeg er især glad for Camilla Bendix i rollen som Miranda. Der meget dyrgigt formår at kombinere den uskyldige sødmefuldhed med en seksuel indestængt lillepige lyst efter fysisk kærlighed. Som altid er Mads M. Nielsen i sit es når hans karakter skal kombinere det vanvittige med det tragiske. Denne gang er han den sølle slave Caliban hvis fortidig fremtid var anderledes lys og tiltrækkende. Peter Reichhardt (Antonio) formår at tryllebinde hele salen uden brug af ord, mens Ellen Hillingsø (Prospero) opnår det samme i monologerne. Jeg havde helt glemt hvor naturlig Pelle Koppel (Stephano) gebærder sig på et scenegulv og hvor dygtigt han skifter mellem det dystre og det komiske. Desværre giver handlingen ikke megen plads til Mette Koldings karakter Emilia, der ofte blot bliver et visuelt vedhæng til ægtemanden Antonio. De fire dæksler gives for morskaben de mange sammenstød mellem sidekaraktererne skaber, scenografien af Nadia Nabil Korsbæk og ideen bag teaterprojektet her. Det hele er instrueret af Lydia Bunk og da der er tyve år til holdet igen samles bør du skynde dig at sikre dig en billet til stykket her – da altid er sjovest at se teater hvor alle skuespillerne kan gå ved egen hjælp! 

Fotocopyright Søren Meisner

Shakespeare på asfalt
Forviklingerne er af den klassiske tvillingeslags alt imens sceneudtrykket er herlig nutidigt og afviklingen meget underholdende. Det er Shakespeares Comedy Of Errors som teaterkompagniet Shakes har nyfortolket (tekstbearbejdelse af Thomas Markmann) i en ungdomsvenlig udgave. Scenografien er minimalistisk og rå, kostumerne farverige (skabt af Julie Forchhammer) og lydsporet hårdtpumpet. Publikum holdes i hånden så ingen kan være i tvivl om hvilken tvilling der er i problemer eller hvorfor, til gengæld fremstår slutningen en anelse forvirret og jeg savner til sidst en variation i formidlingen. Men oplevelsen kan på det varmeste anbefales til hærdede teatergæster og dramatik novicer. For det er virkelig morsomt og mange af de valgte genveje er geniale som f.eks. da de drabelige dueller symboliseres ved kast af basketballs. Det er især Mads Riisom sigende mimik og mange bøvede ansigtsudtryk der får mig til at grine, mens Esben Dalgaard Andersen hiver latteren hjem som den ganske standhaftige kvinde. I scorescenen ”
Jeg har ik’ lavet penge, jeg har lavet damer” er Mads samspil med Karin Bang Heinemeir perfekt. Karins udgave af guldssmeden Angelo er også et hit. Marijana Jakovic er herlig som den forsmåede Adriana og kurtisanen der blev snydt for betalingen. Det hele er iscenesat af Mia Lipschitz og du kan læse mere om stykket her

[youtube=://www.youtube.com/watch?v=94jwhJoiYGc&w=854&h=480]

Maria & Mohammed
Sød musik opstår hurtigt mellem Mohammed & Maria da deres veje krydser hinanden desværre er betingelserne for deres kærlighed ikke de bedste. Dels er Mohammed på flugt fra et kusine tvangsægteskab og dels er den højgravide Maria i skjul for sin voldelige eksmand Carlo. Umiddelbart skulle man tro handlingen var en sprængfarlige kombination af fordomme, men det er i stedet en herlig samling stereotyper der i bedste gadeteaterstil punkteres på stribe. Hvorved kærlighedshistorien mellem Maria & Mohammed kommer i fokus og stumfilmenes bedste tricks tager kegler. Her er rockerne nogle bøvede tumper, tjeneren en højrøvet pengegrisk satan, indvandrerhjemmet så karikerede at gamle danske folkekomedier fremstår som socialrealisme i sammenligning, her er volden tegneserieagtig og kærligheden ægte. Den non-verbale spillestil har godt nok rødder i stumfilmenes verden men i hænderne på Dansk Rakkerpak minder det mere om et vellykket og underholdende kryds mellem moderne animationsfilm og tv sketchshows. Både skuespillet og de levende billede får tilsat levende musik ved Mathias Grove Madsen. Stine Holm Jensen spiller ikke blot ungmøen i problemer men er også herlig som den barske rocker med hang til fremmedhad. Det er dog Niels Grønne mange små roller der total dominerer stykket og den direkte årsag til vi kravler op på fire dæksler. Det er dog også Niels der har udviklet ideen og skrevet manuskriptet samt instrueret stykket sammen med Torkild Lindebjerg. Læs mere her

- Et Synspunkt! Af Thor Kristjan Kidmose.


Comment