Fotocopyright Jonas Schou Hansen

Når jeg først har overværet én intim, nytænkt og succesfuld afvikling af et ellers velkendt og gennemtygget teaterstykke er der virkelig intet der kan knægte min kærlighed til ny dansk dramatik. Det eneste triste er måske hvor sjældent det egentlig sker og hvor pinagtigt det omvendt føles når de store sats på de minimale scener fejler med et bravur. Men selvom jeg havde mine betænkeligheder ved en omgang nyfortolket Othello i et kolonihavehus på Amager, med kun tre skuespillere i alle rollerne, var vi på intet tidspunkt på slingrekurs eller på afveje. Jeg kan dog levende forestille mig enkelte konservative Shakespeare puritanere der vil forsværge denne udgave af tragedien. Der er nemlig klippet og udeladt en del af det klassiske skuespil, men kernen er fortsat en historie om bedrag, venskab og kærlighed. 

Fotocopyright Jonas Schou Hansen 

I denne minimalistiske version af Othello er vi nede på seks karakterer fordelt på kun tre skuespillere. De falder dog så heldigt at Sara Fanta Traore bestrider alle tre kvinderoller, mens Morten Vang Simonsen og Simon Kongsted skiftes til at spille Cassio. De mange skift mellem kvinderollerne kunne givetvis have endt i et uheldigt rod, men det er faktisk kun i ”godnat scenen” mellem frue og tjenestepige at Sara fanges på det forkerte ben.  Hovedrollerne er fortsat Othello (Simon Kongsted), Jago (Morten Vang Simonsen) og Desdemona (Sara Fanta Traore). Jago er vores fortæller, iscenesætter og konspirator. Det er hans hævnplaner der er katalysatorer for historien, kærlighedsforviklingerne mellem mand og kvinde er nedspillet, racismevinklen helt bortfaldet og de øvrige tråde der rækker uden for rollelisten er her klippet væk. Til gengæld brænder Morten Vang Simonsen igennem som den inderlige usympatiske, uhyre selvretfærdige og helt igennem falske mand, så du slet ikke savner andre slanger i denne fortælling.

Fotocopyright Jonas Schou Hansen.

De fem kloakdæksler gives til dels for de gode scenografiske ideer i kolonihavehuset, den fængende begyndelse på den golde Amager Strand Metro Station, Simon Kongsteds vellykkede skift mellem Cassio og Othello. Det underholdende bordtennisspil hvis magi blev skabt ved knipse, mimik og timing. De effektfulde mord og Morten Vang Simonsens vellykkede tag på skurkerollen. Det hele blev afviklet på halvfems minutter på en scene der virkede umulig, med en belysning der var mere stearinlys end spotlys og hvor flere publikumsæder var skabt ved hynde på mælkeboks. Det er sjældent at noget kan afvikles med så få virkemidler og endnu mere imponerende er det når dramastykket er en velkendt klassiker af den hellige slags. Så har du mod på teater med noget på hjertet, af mennesker med sulten i orden, så bør du unde dig selv et besøg i kolonihavehuset hvor Jago søger sin hævn.

Et Synspunkt! - Thor Kristjan Kidmose.


Medvirkende: Simon Kongsted, Sara Fanta Traore & Morten Vang Simonsen. Iscenesættelse: Camille Sieling Langdal. Tekstbearbejdelse: Amanda Linnea Ginman & Camille Sieling Langdal. Lyd: Rumle Sieling Langdal & Frederik Rahbæk. Scenografisk konsulent : Emilie Machholdt Pedersen. Afvikling: Mads Kampmann. Se mere her

Comment