Fotograf: Max Rosborg

De magiske øjeblikke i vores liv mister sikkert noget af deres stråleglans hvis vi iagttog dem gennem multiversprismen, men på Husets Teaters ovale scene gnistrer de uendelige valgmuligheder alligevel mellem astrofysikeren Marianne (Iben Dorner) og biavleren Roland (Thomas Levin). Selvom teaterstykket har flere lag og du endda kan skrælle alt det sukkersøde væk for at hellige dig en akademisk analyse af de uendelige universer, så er det kærlighedshistorien mellem de to der er mest interessant. Du behøver altså ikke at forstå de kvantemekaniske principper til fulde for at nyde fortællingen i Konstellationer. Der altså er et teaterstykke hvor de med hang til romantik utvivlsomt vil finde glæde i historien om det skæbnebestemte møde, mens alle vi andre ikke kan undgå at studse over omfanget af ulykkelige udgange mødet mellem fysikeren og biavleren rummer. 

Fotograf: Max Rosborg

Det muligt de altid har klædt hinanden på et scenegulv, men det er altså første gang jeg oplever dem sammen. Thomas Levins flotte ydre, drengede smil og hundehvalps charme har det med at drukne den kvindelige modpart på scenegulvet, noget der så ofte forsøges løst ved at tilføje Thomas’ karakter en indestængt vrede eller dyb sorg. Men denne gang får vi altså manden i fuld vigør med hjertet på rette sted, smilende så afslappet og naturlig som kun skuespillere kan og så helt igennem ubegribelig charmerende at du allerede har valgt side før historien er udfoldet. Det viser sig dog hurtigt at Iben Dorne magter mere end at smile kejtet og flirte så ubehjælpsomt at dit hjerte smelter. Hun formår nemlig at formidle skift af sindelag ved et kast med håret og ændrer scenens udtryk ved blot at skifte ståposition. Det kan lyde uhyggelig banalt men kræver altså nærvær, indlevelse og evner ud over det sædvanlige.

Fotograf: Max Rosborg

Konstellationer har et meget stramt scenografisk udtryk, men opsætningen rummer ikke desto mindre en imponerende og revolutionerende udnyttelse af rummet. Takket være den centrale placeringen af en ellers lille oval scene tvinges publikumsstolerækker ud i fastlåste kredsløb omkring scenen. Hvilket både giver stykket og afviklingen af skuespillet en ekstra fysisk dimension. Havde man blot afviklet de talrige variationer over fragmenterne i kærlighedshistorien på en klassisk firkantet scene med publikum fastlåst i én vinkel, ville både udtrykket og historien havde frosset sig fast på kedsomhedens alter. Men ved at tvinge skuespillerne rundt på denne lille ovale scene bibringes disse fragmentvariationer en fysisk dynamik, der både understreger hele pointen i stykket og samtidig fastholder publikums fokus. Det synes jeg er både er imponerende håndværk og respektindgydende tankevirksomhed af Edward Lloyed Pierce. 

De frem kloakdæksler kastes derfor med god samvittighed efter denne omgang kærlighedsteater, dels rummer samspillet en masse kvalitet og dels er udtrykket originalt, men det er alligevel Nick Paynes ordskabte univers der hiver tæppet væk under mig. Det muligt den kommende spillefilmsversion af historien ikke bliver et hit, men det er den danske teaterversion heldigvis. Så har du ondt i hjertet eller valg du fortryder, bør du unde dig selv lidt honningmarineret smertelindring med den evige historie om ægte kærlighed.

- Et Synspunkt! - Thor Kristjan Kidmose.

[youtube=://www.youtube.com/watch?v=SLSbDltPGIs&w=854&h=480]

Med: Iben Dorner og Thomas Levin. Tekst: Nick Payne. Instruktion: Ramin Gray. Scenografi: Edward Lloyd Pierce. Oversættelse: Karen-Maria Bille. Se mere her

Comment