Fotograf: John Resborn

Glitter, høje hatte, dansetrin der sidder lige i skabet, rum der fyldes med småsnak og klirrende glas, mænd og kvinder parat til at give den gas. Det er de velkendte tegn på endnu en Wallmans premiere og just som så mange gange før var jeg bænket under den store kuppel, parat med forventninger, formodninger og appetit på mere. Denne gang fik jeg endda akrobatik og udnyttelse af loftsrummet i en sådan en grad at jeg var mere end tilfreds

Fotograf: John Resborn

Maden var som den plejede og vinen ikke just mindeværdig, men kombinationen med showet var for første gang tættere på perfekt end nogensinde før i den gamle cirkusbygning. De boblende dråber der blev indtaget i lobbyen, til tonerne fra de uskadelige hits vi alle voksede op med, var mig umulige at placere, men ved bordet fik min rustne indre vinekspert hjælp fra flaskernes etiketter. Debatten omkring vores bord blev som altid domineret af mig selv, en uvane jeg snart har opgivet håbet om at vokse fra, men plads blev der dog givet til de øvrige gæster og her var konsensus at rødvinen fra det solrige Californien var bedst. Jeg selv smagte både på hvid, rød og royal classic. Skabte Te via varmt vand og lipton breve. Fandt min suppe var for salt og drømte om den blev serveret i varme tallerkener. Nød mellemretterne (Røget hjortefilet/Ostetærte med Serranoskinke/ Kastanjemuffin) og fandt Angus kødet perfekt da vi endelig nåede til hovedretten. Byttede uden skam min citronfromage med lakridsdrys mod endnu en butterdejskage. Ragede til mig fra vegetarens fad og undrede mig over hvad det spanske monstro var i det spiste. 

Fotograf: John Resborn

Men dinnershowet havde heldigvis andet at byde på end de gastronomiske kompromiser enhver afspisning af 900 mennesker må indeholde, på scenen blev der derfor afviklet hele ti shownumre med stor variation og skiftende stjernestunder. Men uanset hvor mange ad libitum øl du måtte have indtaget under showet vil du kunne huske den akrobatiske Philipp Tigris, den kække danserinde Sara Bergström og Kajsa Borgs vokal. Jeg selv vil gerne fremhæve Malena Tyvung som Cher, Bruno Bonifacio hængende fra loftet i et interaktivt René Magritte kunstværk og sangeren Jonas Antesten syngende fra den kæmpe Chesterfieldsofa. Jasmin Gabay er en sanger med evner langt over gennemsnittet, men blev i denne opsætning mere brugt som det sikre lydtæppe end som stjerne på gulvet. Jeg vil dog altid huske dette guldkorn fra Gabay: Jeg har en meget irrationel frygt for trolde på loftet, når det er mørkt… det freaker mig virkelig ud.

Fotograf: John Resborn

De fem kloakdæksler gives for det faktum Wallmans fik løftet deres driftsikre underholdningskoncept et hak op uden de hverken tabte service, middag eller fokus. Det er ikke givet at hver eneste aften vil være så spektakulær eller vellykket som den var til gallapremieren, men jeg har endnu aldrig oplevet en fiasko under cirkusbygningens kæmpe hvælving. Det er stedet du tager hen med venner hvor samtalen ikke skal være i fokus, det er her firmaerne tager deres ansatte hen for en god aften, det er her de forskellige aldersgrupper kan feste sammen uden nogle tabes, det er her de vellykkede aftener skabes uden du skal knokle. Jeg har oplevet en del dinnershow af svingende kvalitet afviklet på helt igennem umulige lokationer, hvorfor det er let at blive overvældet af hvor smertefrit det kan gøres i disse perfekte historiske rammer. Jeg vil altid savne den karismatiske Albin Ljungqvist på scenegulvet, men det er tydeligt han som producer også formår at løfte et dinnershow med bravour. 

Af Thor Kristjan Kidmose.


PIANIST: Frederik von Wachenfeldt. SANGERE: Jasmin Gabay, Kajsa Borg Malena Tuvung, Darren Fewins, Jonas Antesten, Teit Samsø. DANSERE: Emelie Lissmatz Johnson, Kirstine Engborg, Sara Bergström, Jakob Walleberg, Vegard Kristiansen.CIRKUSARTISTER: Bruno Bonifácio, Philipp Tigris, Shaunna Kotka, SHOWPRODUCENTER: Johan Espeland, Albin Ljungqvist. MUSICAL DIRECTOR:Frederik von Wachenfeldt.

Comment