Fotocopyright Isak Hoffmeyer.

Teaterkoncerten Gasolin er et scenografisk mesterstykke hvis form, udtryk og lysdesign vil være den perfekte ramme for mangt og meget. Visuelt ligner det et heldig kryds mellem en vindtunnel, Københavns lufthavns indenrigsterminal, Bjarke Ingels arkitektur og de fleste vesteuropæiske Aldier. En stilart jeg her kalder: Underspillet retro science fiction! Du ved, alt det, der ligner det, man i den nære fortid troede fremtiden ville blive til. Men uanset om du måtte forbinde tunnelen med tidsrejser, genvej til det ubevidste eller en velholdt kloak så er det svært ikke blive imponeret over den kreative brug af scene og lys. Dette stykke bød for mig på de bedste gennemarbejdet og gennemtænkte sceneovergange siden hollandske Vielfalt af Jakop Ahlbom gæstede Danmark. Brugen af sidedøre, hæve sænke gulvet, kloakdækselhullet i loft og gulv, skydedøre med projekteret skygger, røgmaskine og ruminddeling via laserlys var efter min mening superb håndværk! 

Fotocopyright Isak Hoffmeyer.

Det er selvfølgelig både et spørgsmål om alder og bevægelse men langt de fleste af os krydser vores eget spor flere gange gennem livet. Hvorved øjeblikke af ren nostalgi, fortrydelse og selvrefleksion griber os i sådan en grad at skellet mellem fortid og nutid synes udvisket, men ingen af os er tjent med at leve i fortiden uanset hvad vi måtte have begået, bedrevet eller fortrudt. Det var derfor med lidt tøvende tastetryk premierebilletter blev bestilt til teaterkoncerten Gasolin’ – for hvordan kunne det blive andet end nostalgi? Der var dog flere professionelle og personlige ting der talte for besøget på Aveny-T end i mod. Dels har jeg hverken et følsomt forhold til den musikalske arv fra Gasolin og dels var jeg ikke selv forbi dengang man i 1994 fødte genren Teaterkoncert, men først og fremmest er jeg vild med Nikolaj Cederholms teaterkreationer, selv når andre og manden selv tvivler på samme, og så støtter jeg alt det der holder Jimmy Jørgensen fast på et scenegulv og langt væk fra danske spillefilm. 

Fotocopyright Isak Hoffmeyer.

Måske Cederholms store armbevægelser skal begrænses af det fysiske scenerum, som det netop er tilfældet på Aveny-T teateret, for derved at give illusionerne plads uden at miste nærværet. For mig var andet akt klart det bedste både hvad angår tempo og variation i udtryk, men tiden er nok løbet fra ideerne bag This Is My Life. Hvilket sært nok ikke var tilfældet med Kvinde min, Det Bedste Til Mig Og Mine Venner og Midt Om Natten der ellers alle er sange hvis fortolkningsunivers er vokset kraftigt de sidste 20 år. Det første akt havde dog flere vellykkede nostalgiske sidegrene og underfundige løsninger, jeg kunne især godt lide afviklingen af Køb Bananer, Hvis Din Far Gi’r Dig Lov, Rabalderstræde og Joanna.

Jeg vil gerne fremhæve Nis Pedersen vellykkede favntag med karakteren som den smilende bamsebjørn der både besidder de mørke perverse drifter og barnets uskyldighed. Frida Brygmanns sangevner og positionering på scenegulvet var også imponerende. Guitaristen der tydeligvis har besøgt op til flere parallelle universer via LSD blev heldigvis ikke til en dum gimmick, men fungerede fint som den nysgerrige musikalske åre. Den flyvende Marie Askehave og de krystalklare toner fra Liv Lykke gjorde også indtryk på mig.

De er dog alle blot statister omkring Jimmy Jørgensen – der som altid brænder igennem på et scenegulv. Det er muligt han er bedøvende ligeglad med min filmkritik, men måske skamrosen af ham som fortolkende sanger i teaterkoncerter har mere pondus. For uanset om Jimmy kaster sig over fjollede Kim Larsen fortolkninger som i Dagen Før, giver monsterhit et energispark som i Hey Jude eller kaster sig over et genbesøg i egen ungdommelige vildskab som her i Gasolin teaterkoncert, så sker det med nerve, indlevelse og talent. Det er muligt han for tyve år siden måtte undskylde sit teaterarbejde i musikerkredse men det er efter min mening mandens rigtige hylde. Håber han gider og kan tyve år mere, gerne i samarbejde med Nikolaj Cederholm og Kåre Bjerkø, men til den tid orker jeg sikkert ikke mere Kim Larsen.
  
Af Thor Kristjan Kidmose.

[youtube=://www.youtube.com/watch?v=I2V6ClE8cwc&w=854&h=480]

Iscenesættelse: Nikolaj Cederholm Arrangementer: Kåre Bjerkø Koreograf: Vicky Leander Scenografi: Marianne Nilsson & Camilla Bjørnvad Kostumer: Anja Vang Kragh Foto: Isak Hoffmeyer Medvirkende: Jimmy Jørgensen, Nis Pedersen, Mark Linn, Troels Lyby, Henrik Launbjerg, Marie Askehave, Liv Lykke, Frida Brygmann, Thomas Duus, Boi Holm, Christian Hougaard, Kåre Bjerkø, Bastian Sjellberg.

Comment