Der er masser af shopping muligheder i Hamburg uanset om du jagter designprodukter af den skæve slags, kunstværker af svingende kvalitet eller blot holder dig til de brands massemedierne har oplært dig til at elske. Jeg selv har en hang til at besøge supermarkeder for de små afvigelsers skyld og så har jeg altid haft svært ved at holde styr på tiden når et loppemarked før er indtaget. Vi lever ganske givet en global verden hvor kunderne udsættes for lignende tiltag, men det altid sjovt at se hvorledes klipfisk stables på gulvet i Portugal, øl sælges i Budapest eller købe mælk i pose når de estiske forretninger vil dig det godt. Men Rewe bød denne gang ikke på de store oplevelser eller overraskelser, til gengæld var jeg lidt paf da en bastant kæmpe bunker(Flaktürme) fra krigen tårnede over loppemarkedet Flohschanze. Der hver lørdag mellem 8-16 lokker turister, lokale og købmænd i alle aldre forbi det gamle kødmarked efter de gode handler, stemningen og de nostalgiske minder. Jeg selv kastede 75 kr. efter et funktionelt Polaroid kamera. Der på ingen måde er et godt kamera eller synderlig billig i drift,  men for en hver på min alder et elektronisk symbol på nutidens gadget afhængighed. 

Die Schlumper
Loppemarkedet er dog ikke blot ramme om salg af gamle og nye ting af tvivlsom oprindelse, det er også her du finder galleriet Die Schlumper der blev grundlagt i 1980erne af den lokale kunster Rolf Laute (1940-2013). Bygningen fungerer ikke blot som et stort galleri med fri adgang til de 30 kunstneres atelier, siden midt 90erne har der også været en sammenslutning mellem de med hang til store ideer og studerende fra Louise Schroeder skolen. Jeg selv var betaget af lokalet, variationen i udtryk, værkstedsfølelsen og den imødekommende attitude. Jeg kan dog ikke anbefale brug af cafeen og hvis du ønsker at erhverve dig nogle originale kunstværker bør lommerne være dybe. 

Kampnagel
De gamle kranfabrikker har utvivlsomt undergået en masse forandringer siden svedende mænd og kvinder knoklede for storindustrien, men deres lokaler virker som et oplagt sted at afvikle så mange teaterpremierer på kort tid. Herhjemme har jeg endnu ikke stødt på et sted med helt samme kapacitet og udtryk, men hvis du gav skuespilhusets mange sale til Carlsbergs Dansehaller så ville vi have noget der lignede. Som enhver festivaljournalist ved så afhænger de succesfulde oplevelser af ens egen positive tilgang og så den lokale repræsentants evner. Da jeg har en hang til at mistænke alt med et brand og alle med en cand.merc titel kan stemningen let blive lidt trykket når interaktion forsøges, men ved Kampnagel fandt jeg et perfekt match i Katie (Katharina Fenderl) og roser hende gerne på alle platforme til generthed rammer hende.  Hvorvidt du bliver provokeret, rørt eller fanget af et kunstværk afhænger udelukkende af din baggrund, alder og forventninger. Just som kun teenagere griner af nutidige stand up komikere og gamle mennesker af for længst glemte revystjerner er der altså en indre årsag til forskellen i smag. Så, farvet af min egen opvækst, specifikke baggrund og personlige referencer blev jeg hverken fornærmet, forundret eller synderlig underholdt da Florentina Holzinger og Vincent Riebeek udsatte mig for en omgang vulgær kritik af overflade æstetikken med danseforestillingen Wellness. Langt mere underholdende fandt jeg den rablende dukkemusical The Season (By Socalledmusic).

[youtube=://www.youtube.com/watch?v=6THJB7xDwEY&w=854&h=480]

The Season
De tre venner: bæver, kanin og bjørn, har delt en træstub hele sommeren og er nu i gang med de sidste forberedelser inden vinterens kolde greb mindsker udbuddet af fødevarer og ny venner. Det viser sig dog hurtigt at skoven skjuler andet end overmodne frugter og spiseklare gulerødder, men selvom en jæger aldrig er gode nyheder for de i bunden af fødekæden er det alligevel de sære væsener fra rummet der tager al opmærksomheden. Den fjollede historie er proppet med nutidig pop kulturelle henvisninger og masser af amerikansk street slang, historiens grundkerne minder en del om Avenue Q musical (2003) men udtrykket er alligevel ganske anderledes. Den lette sarkasme og dybe ironi udgør gennem hele forestillingen den ramme der sælger historien til de voksne. Daniel Kahn (The Hunter) er perfekt i rollen som den lidt ubehjælpsomme jæger der søger lykken og meningen med livet, derudover var jeg ganske vild med Katie Moore (Tina) stemme og underspillet romance med bjørn. De fire kloakdæksler gives for de vellykkede vrøvlesange, den vittige dialog og de hjertevarme øjeblikke. Havde man formået at afvikle lidt undertekster på den tysktalende jæger, formået at binde Bævers sprogkundskaber bedre sammen med historien og involveret Tinas små lodne venner endnu mere ville der utvivlsomt have været fuld hus her fra. Jeg var dog vild med det Wulffmorgethaler lignende opsætning, de fængende sange og det levende orkester. 

Singer / Actor : Daniel Kahn (The Hunter), Katie Moore (Tina), Joe Cobden & Rich Ly (The Bear), Michael Felber (The Beaver), Yassin Alsalman (The Bunny), Josh Dolgin (Tina's friends)Musicians : Patrice Agbokou, Josh Dolgin, Jaime Thompson, Kaiser Quartett (Adam Zolynski, Jansen Folkers, Ingmar Süberkrüb, Martin Bentz), Alexandra GuiraudPuppeteer: Gabrielle Garant, Anne Lalancette, André-Anne Le Blanc TÄNZER Hanako Hoshimi-Caines, Peter TroszmerText, composition, direction : Josh DolginChoreography, Production- and Stage-manager: Mistaya Hemingwaycostume: Erin FortierVideo, Requisite : Eric GricePuppets, Mask: Mathieu RenéArrangement, Overtüre: Fred WesleyBauten: Geoff DeadmanPainter : Dan BullerGraphic Arts : Heath CairnesProduction: Daniel Seligman, Danagement/POP Montreal.

Foto: Phile Deprez 

Wellness
Da først kropsidealet blev korrumperet i 80erne var retræte ikke længere en mulighed og pludselig rullede udviklingen hurtigere end livsstilsproducenterne kunne følge med. Nu var de vulgære bodybuildere pludselig ikke de eneste med hang til selviscenesættelse og et forvrængede selvbillede, nu skulle selvet dyrkes og jeget udleveres, nu skulle livet handle om individet og ingen anden. Det lave selvværd stirrer dog fortsat tilbage fra vores eget spejlbillede, men hvor det tidligere var implantanters størrelse og overarmenes urealistiske svulmende bølger der beroligede de kropsængstelige mennesker, er det i dag andre forvrægninger der higes efter. Hvilket jeg synes fint udstilles i denne danseforestilling, hvis ironiske titel Wellness flot indrammer det usunde i vores selvforherligelse. Jeg var rigtig glad for åbningssekvensen hvor der blev danset til ”Lana Del Rey - Brite Lites” men tabte hurtig sympatien for ideen med stykket, da pointen blev banket på plads i det uendelige! Hvis du omvendt aldrig har set forfængelighedens alter blive indtaget af opmærksomheds hungrende skøger kan det sikkert virke lidt voldsomt at blive udsat for dette orgie af masochistiske tilståelser smurt ind i babyolie. For mig blev det hele blot monotont i både udtryk og formål. Heldigvis for danserne var salen fyldt med mennesker der havde en hel anden positiv oplevelse end jeg selv og klapsalverne ville ingen ende tage. De tre kloakdæksler kastes efter ideen, de kække dansetrin og grænsesøgende adfærd. 

Künstler/ in: Florentina Holzinger, Vincent RiebeekWith: Christian Bakalov, Renée Copraij, Florentina Holzinger, Andrius Mulokas & Vincent RiebeekProduction: CAMPO WITH THE FRIENDLY SUPPORT OF FFT (Düsseldorf), Theater Im Pumpenhaus (Münster), Gessnerallee (Zürich), Mousonturm (Frankfurt), SPRING Performing Arts Festival (Utrecht) und SPIELART Festival (München)

Af Thor Kristjan Kidmose.

Foto: Phile Deprez.

Comment