Sensommeren i Hamburg er selvfølgelig ligeså regnfuld og grå som den danske men det fraholder dog ikke vores optimistiske tyske naboer fra at afholde en masse udendørs festivaler og koncerter. Heldigvis blev vejret aldrig værre end korte regnskyl og selvom jeg gerne havde været foruden forkølelse jeg nu sidder med, så nød jeg faktisk at dække byen til fods og via tog. For i modsætning til Berlin havde jeg ingen problemer med U-bahn i Hamburg, hvor det var ligefrem er en fornøjelse at benytte sig af den kollektive trafik uanset rejsetidspunktet.

De forudseende kommunikationsfolk fra Hamburg Marketing var ikke blot mine opmærksomme værter de havde også udstyret os alle med transportkort og adgang til bycykler. Men da jeg fortsat henlever et liv som knæ handicappet siden slut 90erne fortrak jeg at traske byen tynd og ifølge min mobil telefons skridttæller var det også hvad der skete. Halvdelen af de 43,3 kilometer blev dog afviklet om lørdagen hvor bl.a. St. Pauli kvarteret blev dækket til fods. Jeg kunne selvfølgelig have fuglt trop med resten af kulturjournalisterne og drukket mig i hegnet til musikfestivalen MS Dockville, men det virkede ikke tillokkende på nogen måde. I stedet blev cafeer, loppemarked, punkkoncerter, bryggeri opsøgt og så blev undergrundsteater selvfølgelig indtaget i den helt store stil. 

Det der oprindeligt lokkede mig til Tysklands rige havneby var nemlig hverken kolorit, centrum eller kulinariske oplevelser, men noget så aparte som en kæmpe sommer teaterfestival for performancekunstnere af den ukendte slags. Hvor der leges med udtryksform, genre og koncepter. Hvor armbevægelserne er lige så store som der er højt til loftet.  Siden midt firserne har den gamle kranfabrik Kampnagel været den fysiske ramme for alle disse avantgarde strømninger. Stedet har kulturtilbud året rundt men mellem den 6-24 afvikles der et tætpakket ”Sommer Festival” program.

Kampnagel - en Sommer Teaterfestival
Hvor over 150.000 gæster finder vej til teatersæderne og de mange relaterede kunstneriske tiltag. Jeg selv nåede omkring otte forestillinger, selve området og restauranten. Jeg har ikke tidligere besøgt en festival der giver scenegulv til så meget aparte kunst udfoldelse som her på Kampnagel, men det mest overraskende var publikumssammensætningen. Det er muligt vi udlændinge udgjorde en klar minoritet, men aldersspredningen var stor og det samme var det fysiske udtryk også. For hvis du som jeg har fundet vej til undergrundscener og eksperimenterende teater i Berlin så ved du også hvordan ”standardgæsten” ser ud. Men her sad jeg bænket side om side med bedsteborgere og enlige mødre alt imens især krig, død og seksualitet blev bearbejdet på scenegulvet.
 

Dokumentarteater

Genren blev først introduceret i 1920 af tyske dramatikere og har haft mange forskellige opblomstringsperioder siden da, mens det i Danmark fortsat anses som noget nyskabende når lægmand indtager scenen eller når fiktionen blot er en version af virkeligheden. Men selvom jeg både har set den rørende historie om Simon Spies misbrug af den unge kvinde Heidi, været bænket til finanskrise dramatik og bearbejdet afghanske krigstraumer så var tilgangen i Kampnagel alligevel noget ganske nyt for mig. Den første runde kaldet ”Situation Rooms” (Haug/Kaegi/wetzel) var måske mere en kompleks brugerstyret videodokumentar end et klassik teaterstykke, mens den anden omgang med ”Riding on a cloud” (Rabih og Yasser Mroué) var en personlig dekonstruktion af et menneske/liv/historie/verden.

Foto: Joe Namy

Riding on a cloud
Da Yasser Mroué rammes i hovedet af en snigskyttes skud ophører drømmen om fremtiden, visheden om fortiden og forståelsen af nuet. Det er meget mere end blot en skelsættende begivenhed iYassers liv det bliver både omdrejningspunktet og udgangspunktet. Lammelsen sætter sig på den ene halvdel og pludselig virker alle minder, ord og input som noget du genkeder fra en drøm. Historien afvikles på scenen af hovedpersonen selv, mens handlingen udgøres af flere små videoklip som Yasser har optaget gennem sin genoptræning. Der er skiftevis minder fra barndommen, refleksioner over tragedien og indblik i frustrationer. Der synges, fortælles og fremvises banale motoriske øvelser som f.eks. at spise en banan. Det er skiftes forfærdende og rørende som da karakterarket fra barndommen fremvises og Yassers stædighed fremhæves af pædagogerne, men inden vi har grinet færdig hives vi ned på jorden ved det faktum at den hjerneskadet Yasser pludselig genlever børnehavens genvordigheder med sprog og sociale interaktioner endnu en gang. Det hele kunne være druknet i følelsesmæssig navlepilleri – men Yassers historie er ikke blot et offers skæbneberetning – det er et indspark i den libanesiske selvforståelse og historieskrivning. De fem kloakdæksler gives for det hjertefølte portræt broren Rabih får skabt af Yasser, for Yassers formidling, humoren og de rørende momenter. Det hele kan lyde ganske drabeligt og trist men jeg oplevede at kærlighed var omdrejningspunktet. Til familien, landet, ideerne og kvinden som Yasser i dag er gift med.

Text, direction: Rabih MrouéIn collaboration with: Sarmad LouisAssistant director: Petra SerhalEnglish translation: Ziad NawfalWith: Yasser Mroué.

Foto: Jörg Baumann

Inden den halvanden time lange videosession kaldet ”Rimini Protokoll / Situation Rooms” kunne påbegyndes blev vi få ikke tyskere trukket til side. Dels skulle vi have en introduktion på engelsk og dels skulle vi (modsat lokalbefolkningen) afgive pant for Ipaden vi slæbte rundt med. Men upåagtet dette himmelråbende idiotiske tiltag så fungerede værterne professionelle og hjælpsomme. For alle vi der er vokset op med ”first person shooter” computerspil var det let at afkode hvad man skulle og hvornår, mens en del lidt ældre tydeligvis havde problemer med at tage løbende input fra verden omkring os, Ipad og lydspor.

Rimini Protokoll
Vi atten mand der var mødt frem stillede os hver især ved en af de ni døre scenekomplekset havde. Når handlingen på skærmen viste os at dørhåndtaget skulle drejes påbegyndte vores historie. De mange veje gennem labyrinten krydsede hinanden et utal af gange og hver især interagerede med hinandens fortællinger feks er du våbensælger for en anden deltager, mens han er læge for dig sidenhen. Udover logistikken er fandens imponerende så har folkene bag selvfølgelig noget på hjertet. Skyggesiderne ved det globale samfund er mange og for en del mennesker er sammenhængende ukendte. I dette stykke dokumentar fik vi f.eks. afdækket hvorledes Deutsche Bank tjener penge på en serie horrible våben og derved indirekte er medansvarlig for en masse forfærdelige ting. Situationerne blev belyst med beretninger fra feltlæge, våbenhandler, offer, narko smuglere, soldater med flere. Den korte version er jeg aldrig har oplevet noget lignende udenfor computerspillenes virkelighed og var imponeret over både hvor involveret man blev i ofrenes historie samt grebet af helhedens kompleksitet. Selvfølgelig var der svagheder ved at lade så meget afhænge af ens med tilskuere, derudover var der i starten for mange skærm kommandoer til man helt bed mærke i beretninger, enkelte engelske beretninger var udtalt så aparte jeg gerne ville have haft dem tekstet og den skudsikre vest var simpelthen for tung at løfte. Men på trods af alle disse små detaljer havner vi alligvel på fem solide kloakdæksler.  

CONCEPT, DIRECTION: Helgard Haug, Stefan Kaegi, Daniel WetzelSCENEOGRAPHY: Dominic Huber / blendwerkVideo: Chris KondekSOUND: Frank BöhleTECHNICAL MANAGEMENT / LIGHT: Sven NichterleinRESEARCH: Cornelius Puschke, Malte HildebrandWITH: Abu Abdu Al Homssi (Syrien), Shazad Akbar (Pakistan), Jan van Aken (Deutschland), Narendra Divekar (Indien), Nathan Fain (World Wide Web), Reto Hürlimann (Schweiz), Maurizio Gambarini (Deutschland), Andreas Geikowski (Deutschland), Marcel Gloor (Schweiz), Barbara Happe (Deutschland), Volker Herzog (Deutschland), Richard Khamis (Südsudan), Wolfgang Ohlert (Deutschland), Irina Panibratowa (Russland), Ulrich Pfaff (Deutschland), Emmanuel Thaunay (Frankreich), Amir Vagel (Israel), Yaoundé Mulumba Nkita (Kongo), Familie R (Lybien), Alberto X (Mexiko) und Karen Admiraal, Christopher Dell, Alexander Lurz

Rote Flora og Hafencity Hamburg
Det kan som dansker været let at glemme at politiske græsrødder vitterlig kan opnå andet end dårlige pressehistorier og politiske overgreb. Men modsat staten Danmarks håndtering af det københavnske ungdomshus har man i Hamburg valgt ikke at indsætte specialtropper og bulldozere, selvom man dog havde forsøgt selvsamme trick som i København med videresalg til 3. part så de politiske bødler kunne vaske hænderne i fred. Jeg havde vitterlig aldrig hørt om Rote Flora før jeg troppede op i Hamburg. Det der engang havde været et lille statsteater havde de sidste mange årtier været besat af den såkaldte alternative strømning , kampene har utvivlsomt været mange og mens pointerne ganske givet har været udskiftet gennem tiderne. Det seneste klimaks var sidste vinter hvor sammenstødende mellem demostranter og politistyrker ramte hjemlige niveauer med dertilhørende juridiske hjerneblødninger som visitationszoner hvor dine rettigheder ikke findes (vi har dem skam fortsat i København). Hamburgs lokalbefolkning følte dog andet end harme ved tiltaget og fik hurtig indført at alle bare rundt på ulækre ting. Da en demonstrant fandt toiletbørsten var ganske klam var en trend født i selvsamme øjeblik en betjent blev fotograferet med objektet i hånden. Hvorfor du rundt omkring Rote Flora kan se huse udsmykket med toiletbørster. Men selvom det altid er opløftende at få historier om politisk bevidsthed blandt borgere og se det vitterlig nytter at gøre en indsat så kan man jo altid svinge for Hafen City Hamburg og kaste et blik på politisk korrupt i fulde sving (den høflige udgave er blot byggebudgetter der ikke holder og aftaler der bedst holdes hemmelige). I virvaret af nye boligblokke finder jeg et stykke af Berlin Muren hvad den laver der anes jeg ikke, mens jeg omvendt let genkender byggestilen fra Ørestaden. Lad os håbe at fremtidens slumområder ikke bliver en økonomisk møllesten allerede inden man er helt færdig med projektet. 

Less Political – More than just a café
Da flokken af journalister havde forladt mig og loppemarkedet for at genfinde ungdommens kilde på dockville tumlede jeg lidt retningsløst rundt i området. Der var flere politiske budskaber i vinduer og skrevet på væggene, men det var først da jeg stødte på cafeen med navnet Less Political at min interesse virkelig blev vakt. Placeret i udkanten af det gamle kødmarkede i et gammel kølerum har to kunstnere Filine og Mika åbnet en cafe med eksperimenterende ideer og hjertevarme tiltag. Det er muligt du har lagt mærke til at det danske kaffelandskab har udviklet sig ganske drastisk over de sidste tyve år, med Cafe Latte som symbolet på begyndelsen og kapselkaffemaskineres popularitet som lavpunktet, i dag er det især filterkafffen der oplever en renæsance med alverdens alternative tilberedningsformer. Navnet er både en ironisk kommentar til placeringen og et velklingende udsagn der overlevede på en papirlap fra da de overvejede at åbne endnu et kunstgalleri. Udover den klassiske espresso til håndøre (under 15 kr.) er det især Cold Drip kaffen der tiltrækker kunderne. Der herhjemme ofte kaldes den ”hollandske kaffe” da det var folkefældet der oprindelig hev den med til europa fra Japan engang for længe siden. Men da det nu engang er kunstnere der ejere stedet er cafeen andet end blot ramme for indtagelse af kaffe og behagelig samtale, det er i sin helhed et konceptuelt kunstværk. De forskellige delelementer i rummet er derfor andet end gennemtænkt design, men hver især et fragment af et konceptuelt kunstværk. Hvis det virker for uoverskueligt for dig kan du altid blot indtage en plads ved et af de få små borde og nyde stemningen, samtalerne og nyde det faktum cafeens overskud går til godgørende projektor.

Af Thor Kristjan Kidmose.

Comment