Det er muligt jeg hverken følger med i små eller store nyheder eller har styr på sportens verden med mere, men jeg ved i hvert fald altid hvornår Kitt Johnsson udsætter en Københavnsk bydel for endnu en omgang sitespecific perfomativ fortolkning.  Til min store glæde er det denne gang Sydhavn der danner rammen og udgangspunktet for MELLEMRUM festivalen, hvoraf der endnu er den sidste og tredje runde tilbage. Derudover har jeg også af flere omgange i løbet af maj været forbi Dansehallerne i det gamle Carlsberg, hvor festivallenTHOUSAND THREADS - A SPECIAL BUNDLE lige nu afvikles og så sad jeg selvfølgelig trolig bænket da Cirkus Cirkör gæstede Østre Gasværk. Diverse teaterfestivaler står lige foran døren, skarpt efterfulgt af drama under åben himmel og alverdens dukketeater. Så selv om du ikke nåede disse forestillinger eller føler dig trist fordi den klassiske teatersæson er slut så har du altså ingen grund til at fortvivle og kan med højt humør læse denne runde af ” Fra Teatersædet”. Fotocopyright : Forbrugermania.  Tekst af Thor Kristjan Kidmose.

Mellemrum Weekend 1

Det er allerede to år siden vi i fællesskab indtog Vestrebro og på intet tidspunkt har vores veje krydset hinanden siden, men alligevel var det som at møde en gammel ven da håndtryk blev byttet med guiden Sylvester. Havde mødetidspunktet ikke være kl ”før jeg bliver social” havde samtalen måske også være beriget med hele sætninger fra min side. Men upåagtet min fåmælte gensynsglæde så var forventningerne i top inden vandringen blev påbegyndt fra Sydhavn Station. Det er muligt København ikke just er en global storby men vores hovedstad rummer alligevel en masse små skjulte rum fyldt med ukendte historier og fængende skæbne beretninger.  Denne gang kom vi forbi de snorlige rækker af gravsten ved den tyske massegrave på Vestre Kirkegård, lurede på svaneredder i haveforeningen Frem og indtog hveder i Frederiksholm kirke. De dramaturgiske tiltag var denne gang en abstrakt fortolkning af en truet frøarts genvordigheder med familieforøgelsen, det var dog lokalbefolkningens betagelse af den halvnøgne Hilde Sandvold jeg fandt mest interessant her. Hvorimod jeg var helt vild med trioen(Kaj B. Marum, Thomas Elo Christensen, Ulla Hjort) i Østre Kapel. Musikalsk var der ikke så meget at komme efter, men deres personlige historier vil jeg altid huske. Det samme gælder for Ivan Hansens fortælling i forbindelse med begravelseskaffen. Her blev en hjertevarm afsked blandet med sjove barndomserindringer, her blev anerkendelsen af alle slægtled der gik forud for os selv indkapslet med en positiv fortolkning af meningen med livet. 

Takket være Ivans umiddelbare og helt afvæbnende tilgang til os fremmede publikummer føltes det hurtigt som var vi en stor familie. Det var imponerende at opleve og jeg har i hvert fald noteret mig navnet Out Of Balanz  (Du kan bl.a.  opleve Ivan på Husets Teater den 13.-15. juni.) De fem kloakdæksler gives for det frydefulde gensyn med  Kitt Johnson utrættelige tilgang til byens oversete rum, for afdækningen af historierne og den charmerende byvandring det altid ender med at være. Fotocopyright :Per Morten Abrahamsen  .Forestillingen blev overværet d. 15. maj.

TERRA 0 MOTEL af zero visibility corp. (NO)  Det er muligt David Lynch aldrig vil opsætte en danseforestilling, men hvis han en dag gjorde, tror jeg, den ville ligne Terra O Motel.  For ligesom ved Lynch tilbydes du her kun lige nok fragmenter til at du aner en helhed og historien serveres i en let genkendelig ramme uden du dog af den grund ved om forhistorien er lykkelig, tragisk eller grufuld. Vi følger livets gang på dette øde motel, hvis sæsoner ikke byder på de store udsving i gæsteantallet. Med kærligheden som omdrejningspunktet afsøges mulighederne for lykke i tosomhedsudgaven. Partner findes, mistes og følelserne bearbejdes. Dagene følger hinanden i en lind strøm og selvom det virker til intet drastisk sker er alt alligevel forandret for hver eneste sæson.  Jeg nyder variationerne i trinene, den melankolske undertone og hemmelighederne du selv skal afkode. Det er muligt andre så en flok venner på en romantisk, langtrukken sommerferie i de norske fjelde. Jeg selv oplevede mennesker der søgte hinanden, men aldrig fandt andet end genskæret af de tabte muligheder og fremtiden der aldrig blev.  Fortalt i gentagelser over et tema med dansevariationer der tryllebandt min opmærksomhed og lokkede mig dybere ind i historien for hver ny solodans. Det var en udsøgt fornøjelse at opleve den smukke og dygtige Merete Hersvik føre sig frem på dansegulvet, mens jeg gerne ville have lært endnu mere om Line Tørmoens karakter. Det er muligt Valtteri Raekallio er klassisk trænet, men jeg nød dog allermest de trin han havde lånt fra street dancen og børns leg. Derudover bør Graa Hverdag AS fremhæves for deres effektive og dragende design af motellet. Fotocopyright : Tine Poppe. Forestillingen blev overværet d.23. maj. Koreograf: Ina Christel Johannessen.

Knitting Peace af Cirkus Cirkör (SE)

Her er tale om vanvittige akrobatiske numre indpakket i et melankolsk lydspor der hiver hele oplevelsen langt op over alt andet du finder på vores nationale scenegulve. Selvom det ikke er første gang nycirkus af international format gæster vores breddegrader og jeg endda også så lige netop denne gruppe sidst de gæstede Østre Gasværk , så formåede Cirkus Cirkör endnu en gang at overraske og imponere. Jeg så gerne at dette nycirkus ensemble tog permanent bolig i det gamle gasværk, jeg ville i hvert fald nyde at afslutte hver eneste arbejdsuge med et stop forbi Københavns smukkeste scene for at se disse gennemtænkte, halsbrækkende nyfortolkninger af ellers velkendte cirkusnumre. Som altid var der fokus på det poetiske, elementet balance udgjorde kernen i det meste mens multiple slack ropes var højdepunktet for mig. For alle vi der knap kan gennemføre en kolbøtte uden fysiske skader er det selvfølgelig intimiderende at se mennesker der kaster sig ned mod scenegulvet i ren tiltro på egne benmuskler og timing, men uanset hvor god din fysiske form måtte være så efterlades du godt underholdt, vældig imponeret og i et særdeles godt humør. Det er muligt fred ikke findes via hjemmehæklede dukker og håndstrikket halsetørklæder, men det vil ganske givet gøre verden til et bedre sted hvis alle så denne forestilling.  De seks kloakdæksler gives for ideerne, det gennemførte visuelle udtryk, det fantastiske lyddesign af LoopTok og så artiserne Mikael Kristiansen, Aino Ihanainen, Ilona Jäntti, Mat leena Laine og den helt igennem forrygende Alexander Weibel Weibel.

Fotocopyright : Mats Bäcker. Forestillingen blev overværet d.21. maj. Instrueret af Tilde Björfors.

Comment