Anikas personlige erindring om søsteren Heidi bliver hurtig til et skingert angreb på Simon Spies og danskernes forherligelse af selvsamme. Men coreact formår heldigvis at bibringe fortællingen en vis balance ved at lade skuespillerne træde ud af karakter for at diskutere helholdvis svaghederne ved erindringerne, de faktuelle ting og stykkets ensidige gengivelse af den mest excentriske rigmand Danmark har fostret. Ved at fastholde fokus på søsterens tragiske skæbne formår man at sammenbinde kritikken af danskernes ligegyldighed overfor Simon Spies mørke sider med en social kritik af klassesamfundet, den uforløste kønskamp og tabuet ved AIDS. 

Jeg synes især første akt er vellykket og jeg falder pladask for den ikke naturalistiske gengivelse af Simon Spies. Olaf Højgaard får på få øjeblikke vundet publikum over på sin side og på intet tidspunkt virker det sært at en veltrænet, skægløs mand spiller en bundperverteret, små sindssyg, stofmisbrugende gamling med stort skæg og tilhørende mave.  Sara Hjort Ditlevsen er perfekt i rollen som det smukke offer med de mange ar på sjælen. Vi fordyber os aldrig i andet end i hende desperate overflade, det er derfor de skræmte øjne der afslører al det ”Heidi” søgte, savnede og tiggede om. Helene Kvint bruges dygtigt som både tidsmarkør og den visuelle skal for barndommen.

Selvom det ikke kræver megen psykologiindsigt før årsagen til Heidis deroute vil blive søgt i barndomshjemmet, så rettes skylden i stykket udelukkende mod rigmanden. Det er muligt anklagen er berettiget, men jeg tænker i stedet den er fremprovokeret af mediernes ofte lidt godmodige fremstilling af fantasten Simon Spies. Hvorfor Anikas erindring om storesøsteren bliver lige dele forherligelse af den tabte uskyld og angreb på vores leflen for overklassen, frem for en personlig historie om hvordan hun selv overlevede et barndomshjem fyldt med vold, alkohol og tvangsindlæggelser. Selvfølgelig har der alle dage været en grum udnyttelse af smukke unge fattige kvinder, men det frikender dog på ingen måder den perverse rigmand med de berømte venner. Men uanset hvorledes du stykker Heidis skæbneberetning sammen vil den fremstå tragisk og overvældende.

Vi ved selvfølgelig godt at stykket ikke byder på en lykkelig slutning, nye svar eller overraskelser. Heldigvis tager det ikke brodden af anklagerne eller energien ud af historien. Jeg havde dog gerne set andet akt lidt mindre overlæsset med anklager og tredje akt endnu mere reflekterende. De fire kloakdæksler gives derfor for de mange sjove erindringsglimt, den underfundige måde 70erne og 80erne blev indkapslet på ved Kvints opremsning og så selvfølgelig gengivelsen af Simon Spies og Heidis historie. Stykket er en oplagt kur mod romantisering af fortiden, en perfekt anledning til at kaste et kritisk blik på nutidens klassesamfund og en refleksion over hvorfor vi danskere aldrig helt tyer til anden empati end den apatiske.

Af Thor Kristjan Kidmose.

Stykket blev overværet på Grob Teater, den 5. maj, hvor det gæster scenegulvet frem til den 24. maj. På scenen: Sara Hjort Ditlevsen, Olaf Højgaard, Anika Barkan, Helene Kvint Dramatiker: Gritt Uldall-Jessen. Iscenesættelse: Line Paulsen. Scenografi: Nathalie Mellbye. Komponist: Søren Siegumfeldt. Lysdesign: Edward Lloyd Pierce. Gæstespil af: CoreAct. Fotocopyright: Karoline Lieberkind.

Comment