De velkendte ordklodser og fængende lydbilleder er denne gang indpakket i flere kanter og temposkift end sidste gang Claus Høxbros røst flød fra hjemmets højtalere.  De elleve numre er dog tematisk i samme boldgade, men alligevel udebliver gensynsglæden på flere af sangene. For mig er albummets fire første numre vellykket storbyslyrik, mens det femte byder på albummets bedste samspil mellem de skabende kræfter. På det tiende lydspor finder du en Høxbros perle kaldet ”Se Det På Mig”. Hvilket så efterlader os med fem numre der ikke fandt vej til mit hjerte eller min nuværende playliste. Men de der gjorde, flyder heldigvis over med legende ord og kække rim, der både bringer et smil frem og lokker mig til tryk på repeat.

Gennemlytningerne er sket ad flere omgange og favoritterne er for mig oplagte. Men hvis du omvendt er kommet til produktionen her via din hang til Stik Op (Jakob Haahr-Pedersen) er det ikke sikkert du deler valgene. De fire kloakdæksler kastes denne gang lidt vemodigt efter beatpoeten, for det er aldrig morsomt når et gensyn mellem venner ikke helt forløber som forventet. Selvfølgelig skal en kunster afsøge, udfordre og afvikle hvad end han ønsker, men jeg er endnu ikke klar til at give slip på den melankolske storby nostalgi som forførte mig sidst. Hybriden mellem beatpoesi, rap og musik er dog ikke et vildskud, men enkelte numre savner lidt kærlighed, af den hårde slags.

Af Thor Kristjan Kidmose.

[youtube https://www.youtube.com/watch?v=b9eQfNRrIu4] 
Pladen er produceret af Daniel Kolind (Scarlett Chives/Black Sports), Hasse Møller (The Vables) og Adam Ashtiani(Ashtiani/Baltzer), der hver især trækker tråde til både jazz, pop, hiphop og elektronisk musik i deres produktioner. Du kan se mere her (Claus Facebook side) og her (Rapper Stik Op Jakobs side). 

Comment