image
Mens de moralske konklusioner fremvist på scenen ikke længere bærer den samme universelle genkendelseskraft som da filmen ramte det store lærred, så vil alle der har prøvet at være unge og forelskede, kunne genkende sig selv i problemstillingerne fremført på Betty Nansens store scene i den let gendigtede musicalversion af filmen Pigen med paraplyerne. Siden filmen ramte biograferne verden over har vi både haft den seksuelle frigørelse, overlevet de mange opgør med de klassiske autoriteter og for længst accepteret kærlighed som en gyldig grund for ægteskab. Men ak ja, sådan har det ikke altid været og det mindes vi i den grad om i denne franske kærlighedshistorie. Der over tre akter lader vores helt finde kærligheden i det første akt, for derpå at miste selvsamme i det andet for til sidst at blive belønnet med en lykkelig slutning af en art, i stykkets tredje og sidste akt. Men selvom dette kan ligne den vanlige opskrift på en kærlighedshistorie så afviger stykket alligevel en del fra de gængse romantiske forestillinger. I stedet rejses der en masse mere eller mindre ubesvaret spørgsmål om meningen med livet, kærligheden og institutionen ægteskab. Gennem forestillingen ser vi kærlighed er noget man forsøger at købe sig til, bytte sig til for tryghed, tilbydes i mangel af andet, fremelskes grundet manglende indhold i livet, men den gnistrer aldrig rigtig mellem vores karakterer. Hvilket utvivlsomt bibringer en vis realisme men samtidg dræner stykket for en del eksplosiv fremdrift. 
image
Musicalen Pigen med Paraplyerne var mit første gang møde med Birgitte Hjort Sørensen på de skrå brædder og det var ikke ubetinget en succesoplevelse. Jeg medgiver gerne hun ganske ofte ramte en øretæveindbydende, selvcentreret og urealistisk ung pige i rollen som Geneviève til perfektion. Der er også vellykkede momenter i hendes accept af at livet består af en masse voksne valg du ikke kan lave om, men jeg savnede alligevel dybde i hendes gengivelse af dilemmaet: Kærlighed (Guy) eller Tryghed (Roland Cassard).
Til gengæld var det endnu engang en fornøjelse at støde på Kaya Brüel, der både mestrer sang, komik og skuespil så alt virker legende let, som alenemoren Madame Emery, hvis historie jeg gerne havde dykket endnu mere ned i. Hvis Jens Jacob Tychsen vitterlig læser ordene jeg kaster efter ham er han utvivlsomt træt af at de gentagende kritikpunkter fra min side. Derfor vil jeg nøjes med at sige at mandens mimik, sang og timing denne gang vitterlig passer til karakteren tidsperioden og genren. Hvor Kaya Brüel dominerede hele første akt så strålede Danica Curcic i det trejde akt. For lige så uengageret kærlighedshistorien mellem hovedpersonerne fremstod, ligeså ægte fremstod hendes betagelse af karakteren Guy. I de øvrige biroller glimtede Hanne Uldal som Aunt Élise og Morten Eisner i alverdens karakterer.
image
clip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image005clip_image005[1]Uanset om du forbinder titlen med et maleri af Monet, Ted Mosby evige jagt på moderen i hit tv-serien HIMYM eller Jacques Demy spillefilm af samme navn, så vil symbolikken bag paraplyerne være til at gennemskue. De fire kloakdæksler gives for dansescenen mellem det unge forelskede par i første akt, Kaya Brüels greb om en kvinde der både husker livets lethed og forstår verdens barske realiteter, Danicas inderlighed som forelsket ungpige og overbevisende råhed som prostitueret, Morten Eisner evne til at udgør det magiske stof der binder scenerne sammen og giver stykket sjæl, samt orkesterets evne til musikalsk at sætte rammerne for krig. Hvis du søger en lille let påmindelse om ungdommens hjertekvaler tilsat sang og moralske problemstillinger enhver kan afkode, så er dette stykket for dig. Mens alle de der husker filmen som et sansefuldt farveorgie der satte scenen for Catherine Deneuve internationale gennembrud utvivlsomt vil mene et og andet er gået galt i denne gendigtning. Mit råd er dog at indtage teatersalen med et åbent sind, huske på tidsperiodens ånd og acceptere at form ikke er alt og indhold nogen gange blot er luftig underholdning.

Af Thor Kristjan Kidmose.

//player.vimeo.com/video/89036774

Stykket blev overværet den 28. marts. Du kan se selv samme frem til den 14. april ved Betty Nansen Teatret. Scenograf: Ashley Martin-Davis Medvirkende: Birgitte Hjort Sørensen, Mikkel Kaastrup-Mathew, Kaya Brüel, Jens Jacob Tychsen, Hanne Uldal, Danica Curric og Morten Eisner Musik: Michel Legrand Kapelmester: August Rosenbaum Musikere: Bent Clausen, Anders Singh Vesterdahl, Lars Greve, Adam Melbye, Kasper Tranberg Manuskript: Jacques Demy Oversættelse: Trine Dansgaard. Fotocopyright Ulrik Jantzen.Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter.

Comment