image

De hårdtarbejdende idealister på og bag de danske teaterscener har ganske givet vidt forskellige ambitioner, men jeg tvivler på nogen af dem forventer fyrstelige gager for deres kunstneriske præstationer på de skrå brædder. Hvilket hverken skyldes manglende evner eller overdreven ydmyghed blandt de kreative kræfter, men blot simple matematik, selv med alverdens støtte kroner og udsolgte sale så hives der slet ikke nok penge til huse i teaterverden. Hvilket både er en kombination af mange små scener og et lille sprogområde. De sikre kassesucceser forsøges derfor tilkøbt fra det store udland og når noget hjemmebrygget rammer rent sendes det på turne til den store guldmedalje.

image

Denne forretningsmodel brødføder en masse mennesker men fremprovokere alligevel skiftende overskrifter i de dødende medier om en kunstform i krise. Det er dog ikke en virkelighed jeg kan genkende fra mit virke som anmelder. Selvfølgelig er der de velkendte kioskbaskere af tilpassede udenlandske musicals, selvfølgelig sendes de lokale succeser ud på turne, men der er også masser af nyskabende, provokerende, tankevækkende og underholdende teater på de danske scener. Da jeg selv i et anfald af cand.merc lede driver denne side ganske indtægtsfri holder jeg mig for det meste til scenerne i og omkring hovedstaden. Der er dog ofte dramaopsætninger i Odense, Kolding, Aalborg og Aarhus som jeg sukker efter men ikke helt kan retfærdiggøre at kaste rejsepenge efter. De sidste par uger har derfor udelukkende budt på lokale teateroplevelser af svingende kvalitet, genre og omfang. Just som teaterverden skal være!

- Fotocopyright Forbrugermania

image

Peer Gynt Republique

I hænderne på Rolf Heim får selv de mest stivbenede klassikere nyt liv og masser af kant, hvilket heldigvis også er tilfældet med denne omgang dramatik af Henrik Ibensen. Men selvom jeg så inderlig ville ønske dette havde været min første teateroplevelse med den skandinaviske fantast Peer Gynt, så må jeg også indrømme, at den anden halvdel af forestillingen ikke just var inkluderende for førstegangsbesøgende i Ibsens univers. Tammi Øst er dog som altid fremragende på scenegulvet og besidder ligeledes en yndefuld sangstemme. Jens Spottag formår at ramme alle Gynts dårligdomme uden du mister sympatien med den dovne karl, hvis flossede moral ikke just gør ham til en eventyrhelt. Den store drejescene får ironisk nok først rigtig liv i den afsluttende dødsscene, men fungerer fint som udtryksfuld kulisse indtil da. Det sidste kloakdæksel gives for den fremragende brug af dukker, masker og overgange mellem samme.

- Forestillingen blev overværet den 21/1 på Republique store scene. New Yorker-kompagniet Phantom Limb har skabt det visuelle univers med dukker, masker, fabelagtige figurer og en imponerende drejescene. Fotocopyright Per Morten Abrahamsen.

image

My Body Is A Barrel Of GunpowderKøbenhavnsk Musikteater

Jeg indrømmer gerne at teatersædet blev indtaget uden afstemte forventninger, dels kendte jeg ikke folkene på scenen og dels havde jeg ikke haft tid til at dykke ned i deres kunstneriske virke inden premieren. Det er dog ikke årsagen til den lave vurdering, der blot udspringer af fundamentale forskellige opfattelser af installationsteater og formidling af samme. Det enlige dæksel gives for modet fremvist på scenen og det faktum duoen er tro mod deres ide. Desværre rammer de efter min mening ved siden af med det der er tænkt som et direkte angreb på de indre og ydre kunstkonventioner. Idet deres forestilling efter min mening netop forbliver ganske konventionel ”oprørsteater” og derved blot indskriver sig i en tradition frem for at skabe nybrud. De to kvinder (Ida-Elisabeth Larsen og Marie-Louise Stentebjerg) på scenen søger f.eks. at frigøre sig fra det styrende overjeg via hypnose, hvilket hverken er ligeså ekstremt som frigørelse via velkendte psykedeliske genveje eller lige så grænseoverskridende som massepsykosernes klamme greb, men værst af alt så er hypnose blot en kappe af selvpåført  konventioner!

- Forestillingen blev overværet på Københavns Musikteater, du kan læse mere om stykket her, fotocopyright Max Markov.

image

Alle Veje Fører Til Vojens af Farshad Kholghi på Folketeatret

Stykkets toogtyve karakterer har måske ikke megen dybde eller selvindsigt, til gengæld får de i hænderne på Farshad masser af humor og mundrette replikker. Dette omfattende onemanshow omfavner nullernes selvtilstrækkelighed og jagt på de lette penge. Historien er bundet op på et lille let eventyr om en foredragsholder der tvinges til at opgive salget af varm luft og finde ind til de indre værdier. Moralen er dog indpakket i alverdens folkekomik, afføringsjokes og lattermilde karikaturer af den platte slags. De tre kloakdæksler giver måske ikke et retfærdigt billede af Farshads uovertruffen komiske evner og imponerende gummiansigt, men de giver dig dog et retvisende billede af helheden. For selvom vi alle kan grine af den drøvtyggende ko, den kostesvingende thailandske bondekone og de fede mennesker i stykket, så rummer historien ikke meget og sammentræffene er forventelige. Især i den anden halvdel løber vi ind i komiske gentagelser og lette løsninger, men jeg fortryder på ingen måder min teatertur med Farshad til Vojens.

-Stykket blev indtaget på Folketeateret den 16/1, du kan læse mere om det her, fotocopyright Naya Buch. 

image

Jeg Hedder BenteTeatret Ved Sorte Hest

De tre andre kvinder på scenen har hver især deres øjeblik i historien, men det er dog Bente(Karen-Lise Mynster) og hendes liv der er omdrejningspunktet. Det er muligt at du ikke forbinder en barnløs kvinde med alzheimers med komik, men i hænderne på Madeleine Røn Juul bliver Rikke Wölcks manuskript serveret som lige netop det. Det er dog kun i forestillingens første halvdel at latteren flyder skyldfrit, for Bentes afsked med vennerne, livet og den kvinde hun engang var, dominerer toltalt stykkets anden halvdel. Historien afvikles med en masse spring i tid og sted, men du mister aldrig overblikket og udfaldet på Bentes sygdom er aldrig ukendt. De fire kloakdæksler gives for venskaberne afbilledet på scenen, Bentes dødsforagt og formidlingen af emnet. Vi ved selvfølgelig alle godt at livet ej er for evigt, men derfor er vi alligevel mange der glemmer at leve livet mens vi har det. Så hvis vanerne har fået grebet om hverdagen, eller har de mange regninger druknet din livsgnist, sving da forbi dette lille københavnske teater og få et skud livsbekræftelse.

- Dette teaterstykke blev set den 14/1 på Teatret Ved Sorte Hest, fotocopyright Rolf Søborg Hansen, andre medvirkende Laura Müller, Rikke Wölck og Jannie Furschou.

- Et synspunkt! Af Thor Kristjan Kidmose

 

Comment