image

Jeg er fortsat uhyggelig træt af al det ligegyldige virak der følger med produktet spillefilm, men det betyder ikke at jeg har opgivet at finde magien på det store lærred eller vendt ryggen til branchen. For selvfølgelig er den kommerciel biograf som vi kender den fra kæderne i dag en dødsdømt mastodont på lerfødder og det virker oplagt at hjemmeskiverne i plastindpakninger uddør. Men det betyder ikke at hverken biograffilm, hjemmemedier eller spillefilm som sådan ophører. Streaming vil holde branchefolk og reklamemennesker i live de næste mange år, mens popcornshelvedet du forbinder med biografkæderne i dag vil dø ganske langsomt alt imens eksperter vil skændes om det skyldes piratfilm, ungdomsarbejdsløshed, manglende originale historier eller misbrug af 3D mediet! Jeg tror at kunstbiograferne vil opblomstrer, eksklusive produktioner vil komme i højsædet og alt der kan kobles med en oplevelse vil vise sig at være succesfuldt. Følgende samling af filmanmeldelser har intet andet end jeg har set dem til fælles. Noget faldt indenfor interessen, noget skyldes nysgerrighed og del blot tilfældigheder.

- Fotocopyright Forbrugermania.dk

image

The Trip af Michael Winterbottom (DVD).

Den oplagte parallel er her ”Sideways” (2004) men hvor amerikanerne formåede at sammenflette Napa Valley reklamerne med en let og humoristisk historie så fortaber briterne sig i gastronomiske detaljer. De to komikere Steve Coogan og Rob Brydon mestrer som altid de tåkrummende situationer med perfektion, men deres tilhørsforhold afklares aldrig og mange pointer forbliver derfor interne. Seks gange indtager vi alverdens lokale specialiteter i det Nordengelske, men det er naturklippene der får mig til at overveje stedet som rejsemål, mens deres konstante mundhuggeri blot får mig til google imitationer af Michael Caine. Hvis du selv står overfor en gastronomisk rundrejse i Lake District og Yorkshire Dales er dette den oplagte film, mens alle andre sagtens kan springe forbi denne produktion med god samvittighed.

- De 107 minutter kommer med danske undertekster og forhandles herhjemme af Another World Entertainment, der også har copyright på billedet.

image

Red2 - The Best Never Rest af Dean Parisot (Blu-Ray)

Denne omgang fjollet 80er action har takket være en masse tekniske muskler og fuldstændig mangel på selvhøjtidelighed ramt en balance der gør du orker at se hele filmen. Men med mindre du gerne vil gætte hvorfra ophavsmændene har lånt deres ideer er det dog tvivlsomt om det bliver til mere et gennemsyn. Der til mangler der overraskelser, længere og bedre action sekvenser og noget så banalt som handling. Historien er selvfølgelig noget vrøvl og selvom spindende biler, Zeta-Jones smukke ben og Bruce Willis velkendte kampstil gør meget for filmen, så kan man ikke skjule filmen mere bygger på rester af ideer end på strukturen af en god ide. De tre kloakdæksler gives for uovertrufne psykotiske videnskabsmand Bailey spillet af Anthony Hopkins, den charmerende Helen Mirren der virkelig glimter i rollen som lejemorderen Victoria og Neal McDonough i rollen som firmaets nye mand Jack Horton.

- Hvis du har skærmstørrelsen og lydanlægget til det så indeholder filmen flere sekvenser der gør Blu-Ray udgaven er pengene værd. Undertekster tilbydes på dansk, norsk, svensk og finsk. Nordisk Film har copyright på billedet.

image

Arthurs Julegaveræsaf Sarah Smith og Barry Cook(Blu Ray)

Udover Die Hard filmene findes der nu en enkelt julefilm jeg både kan tåle at se hele året og endda har lyst til at gense fra tid til anden. For her er hjertevarme, humor og eventyr skruet sammen i et højt tempo uden at historie lider under det. Der er med andre ord tale om en vaskeægte animationssucces fyldt med gode ideer og sjove sekvenser målrettet både voksne og børn. Logistikproblemerne den 24. december var blot et af de mange ting der fik moderne børn til at forkaste den klassiske historie om julemanden, hvorfor det er et naturligt sted at starte i Arthurs Juleræs. Takket være en hær af hjælpere, computerberegninger og systematiseret julehygge formår staben bag julemanden at bringe gaver frem til alle børn til tiden. Borte er romantikken, magien og følelserne hvilket julemandens kluntede søn Arthur dog stadig er fyldt med til randen. Så da det finmaskede gavenet misser et enkelt barn påtager Arthur sig at redde julen. Historien er simpel og parallellerne til vores egen moderne verden oplagt, men udførelsen er en fornøjelse.

- Sony Pictures står bag udgivelsen så den er selvfølgelig spækket med et hav af sprogmuligheder og ekstramateriale af svingende kvalitet. Sony har også copyright på billederne.

image

Air Racers af IMAX i Planetariet.

Den tekniske opdatering tilbage i 2012 har virkelig løftet 3D oplevelsen i Planetariet, men IMAX filmene har fortsat et pædagogisk sigte lige i knæhøjde. Hvorfor det til tider kan være svært at overvære en hel spillefilm uden at få lyst til at ruske skaberne bag, men selvom den amerikanske tilgang ikke rammer lige i hjertet så er denne lille film om luftens helte faktisk et besøg værd. Dels er den spækket med små skæve sort hvide historiske klip der beriger dig med fakta mens du griner af fortidens uvidenhed. Selve handlingen af et kampløb i luften for folk med hang til høje hastigheder og med dybe lommer der desværre mest minder om Star Wars filmen hvor Anakin indtroducere podracerløbet til galaksen. Har du i familien en lille knægt der elsker flyvemaskiner er dette den oplagte film, eller hvis farmand ikke kan få nok af race uanset om det til vands, lands eller i luften er der meget at hente her. Men for alle andre er den proppet med tekniske detaljer der fremstår unødvendige, patriotiske kommentarer kun amerikanere kan værdsætte og en handling 4 årige kan afkode. De tre kloakdæksler gives for de vanvittige flotte billeder fra flyene, de humoristiske afbræk og den tekniske kunnen fremvist. 

- Hvis du ikke har været i Planetarietsiden skoledagene vil sekvensen “stjernehimlen netop nu” fremstå som det rene Sci Fi. Fællesområdet har også fået et løft og den lille sal har nye film. IMAX har copyright på billedet brugt.

image

DJANGO af Quentin Tarantino (Blu Ray)

Denne film havde efter min mening det bedste soundtrack af dem alle i 2013, men desværre en mere middelmådig levering af B-film historien om dusørjægeren Django. Det hele er sølet til i klassisk Tarantino action og bloddryppende vold. Heldigvis er filmen spækket med en serie fantastiske små scener der hiver hele oplevelsen op på fire kloakdæksler. Så selvom du er ligeglad med en undsluppen slaves søgen efter kærlighed og hævn så kan du trygt sætte denne film over og være godt underholdt. For det er ikke kun Django der er cool i denne historie, faktisk er alle bifigurerne det også. Christoph Waltz er som altid en fornøjelse på det store lærred, Leonardo DiCaprio en herlig skurk og Don Johnson er eminent som slaveejeren Big Daddy. De fire kloakdæksler gives for underholdningen, scenografien og kostumerne, Jamie Foxx seje udgave af Django og så alle de små gakkede dueller enhver Tarantino film har.

- Det er Sony Pictures der udgivet filmen og den har derfor et væld af sprog, men ekstra materialet er efter min mening ligegyldigt. Du kan sagtens nøjes med at se denne film på DVD men ekstra kraft i lydanlægget anbefales. Fotocopyright tilfalder Sony.

Af Thor Kristjan Kidmose.

Comment