image

Hver eneste uge udvælger jeg testerstykker der har min interesse, nogle gange udvælges forestillingerne grundet skaberne, stedet eller skuespillerne. Nogle gange er det noget så lav praktisk som nysgerrighed, plads i kalenderen eller direkte opfordringer der lokker mig indenfor i teatrenes mørke sale. Det er dog ikke altid en fornøjelse at overvære teaterkunst i København, da mange teatre byder på ganske ringe publikumsfaciliteter så selvom siddepladserne hverken kan eller skal konkurrer med de store biografkæder og aircondition ikke just er billigt, så håber jeg at en del af fremtidens støttekroner kunne bruges på opdatering af de fysiske forhold flere steder.

De sidste par uger har jeg været omkring Dansehallener for at se BodyLand, en tur i Republique for at opleve en Berliner Carbaret, omkring Betty Nansen Teatret for at opleve Thure Lindhardt som autist og så en tur i en lukket bank for at få forklaret kapitalismens sammenbrud med Point Omega  Alle disse forskellige forestillinger har få ting til fælles, desværre er den ene af dem, at jeg ikke kunne lide dem. De får hver især tre kloakdæksler, dog er begrundelserne forskellige og oplevelserne havde jeg ikke været foruden, men derfor glæder det mig alligevel at vi starter denne runde ”Fra Teatersædet” med en anmeldelse af den poetiske forestilling Lovesong (2011) af Abi Morgan. 
- Fotocopyright forbrugermania. Motiv er næsehornet fra Aveny-T

980x410Lovesong

Lovesong

ved Nepo Teatret instrueret af Kaspar Rostrup.

Det der på papiret virkede som en ganske banal historie udfoldede sig som et smukt portræt af en utrættelig kærlighedshistorie fra et ægteskab på godt og ondt. Historien leveres som en sammenfletning af ægteskabelige fortidsminder og en smertefuld nutid. Vi føres gennem de lykkelige stunder og føler sorgen ved deres ufrivillige barnløshed. Fortid og nutid afvikles her under samme tag og nogle gange på samme tid, således du forstår personerne i deres helhed. Der er fire på scenen men kun to roller. Ægteskabbet består derfor henholdsvis af ham (David og Baard Owe) og hende ( Marie Askehave og Marie-Louise Conick). Det er både en rørende, skrøbelige og utrolig kraftfuld historie om at tid kommer, går og aldrig nogensinde kommer tilbage. Min sympati er størst med hustruen da de er unge og med manden da de er gamle, men skuespillet er godt uanset hvem der bestrider rollerne.

- Stykket blev overværet d. 31/10 på Folketeatret. Stykket er på turné se mere her   Fotocopyright Mark Christensen.

image

Den Mystiske Sag Om Hunden I Natten

dramatiseret ved Simon Stephens.

Det der var en lille let, skæv og ufattelig morsom bog er på Betty Nansen Teatret blevet til en lidt klodset, ensformig og trættende oplevelse. Det er dog ikke en gennemført dramatisk fejltagelse, der er mere tale om et overlæsset teaterstykke der blot drukner i detaljer som kun et bogværk kan forløse. Thure Lindhardt fungerer godt i den første halvdel som vores autistiske fortæller og opdager, men bliver al for hurtig fastlåst af karakterens ensformige reaktionsmønstre. Stine Stengade får omvendt ikke plads til at ufolde rollen som mor, mens faderen slet ikke fungerer med Henrik Lykkegaard i rollen. Til gengæld er jeg glad for Mille Dinesen i som skolelæreren Siobhan og Merete volstedlund som naboen Mrs Alexander. Hvis du aldrig har læst bogen vil irritationsmomenterne være andre end mine. Jeg tænker dog mangt og meget ville have været bedre hvis man havde forkortet historien, fravalgt i traumerne og fundet en bedre balance mellem sag/matematikprøve/togtur/utroskab. De trekloakdæksler gives for præstationerne fremhævet, scenografien af Eilev Skinnarmo og Casper Øbros videodesign og animation.

- Stykket blev overværet den 23/10 på Betty Nansen. Du kan se selv samme frem til 1/12. Se mere her  Fotocopyright Peter Sørensen / Das Büro.

image

Cabaret Brise-Jour

af canadiske LODHO gæstespil på Republique Teater .

Denne lille lukkede fest ligner noget Storm P. har udviklet og lyder som noget nogle lydnørder har været konsulenter på, men bag de charmerende teatrale maskiner (af Pascal Robitaille) og vanvittige instrumenter står LODHO, som du måske tidligere har oplevet give liv til Tom Waits sange, denne gang er det tekster af

Bertolt Brecht, Robert Denos, Ira Gershwin, Maxwell Anderson, Jacques Deval og Ogden Nash

der sendes gennem dette absurde teaterunivers. Desværre fænger det ikke hos mig, hvilket både skyldes min udeblivende genkendelsesglæde og så gruppens manglende evne til at omfavne vi udenforstående. De tre kloakdæksler gives derfor for det vilde og dragende udtryk, den eminente lysstyring, humoren bag og det vildt varierende fysiske udtryk, samt leg med de musikalske genre. Hvis du deler referencerne, nyder ophavet og klar til nyskabelserne så vil LODHO som altid være et hit.

- Stykket blev overværet på Republique Teater d. 6/11. Musik af Kurt Weil. Lydkoncept Frédéric Auger. Fotocopyright LODHO. Se mere her

image

Bodyland

af Yossy Berg og Oded Graf

Den fysiske undersøgelse af sprogets låneord fra kroppens univers er morsom, det samme er kortlægningen af forskellige nationer på den menneskeligkrop og hele sjippenummeret er en succes, mens jeg aldrig får anden symbolik forståelse af de store stanniolkropsdele end overgreb. De homo erotiske delelementer, de religiøse bisætninger og enkelte kønspointer der bruges i stykket har alle diskussion om kroppen som det centrale. Den er vores naturlige hylster men samtidig underlagt en masse kulturelle, samfundsmæssige belagte normer og fysiske begrænsninger. Det er denne diskussion der giver forestillingen kant, mens det er de mange skæve indfald der giver dansesekvenserne den rummelige humor som kendetegner Berg og Grafs samarbejde. De tre kloakdæksler gives for sygdom cyklussen der løber af sporet, kropsidealet der ikke giver mening og forklaringen overvægt aldrig er andet end erfaring.

- Forestillingen blev overværet på Dansehallerne d. 8/11. Fotocopyright Foto: Christoffer Askman. Performere SØREN LINDING URUP, PIERRE ENAUX, ROBIN ROHRMANN, ODED GRAF & YOSSI BERG. Se mere her

.

Point Omega – En Forestilling Om En Civilisation I Krise

af Kristian Husted og Christian Lollike.

Den lukkede bank fungerer perfekt som ramme for stykket, jeg er vild med indledningen hvor de fire bankfolks menneskelige side fremvises, retssagen mod den Vesthimmerlandske sparekasse er morsom og skræmmende på en og samme tid, familiefaderen der har opgivet at finde mening med galskaben er gribende, men så hører de positive elementer desværre også op i denne skuffelse af et teaterstykke. Jeg medgiver gerne at jeg havde glædet mig til at se forestillingen, men desværre forbliver alle pointerne banale, hvilket suger al kraft ud af slagene der hamrer ned over det kapitalistiske system. Der er ganske givet forsat mennesker der mener den vestlige verden har førertrøjen på eller at det liberalistiske demokrati og jagten på profit er to sider af samme sag. Det er i hvert fald de mennesker dette teaterstykke forsøger at ruske vågen og give et indblik i verdens rette tilstand. Jeg havde gerne undværet Elverhøjkoret, udskiftet videoanimationerne og søgt den nationale katastrofedybde frem for at fremvise en globale krisesamhørighed med resten af den vestlige verden. Det fungerer udmærket at fremvise det generelle problem med vores samfund i det enkelte retsfragment fra Himmerland, men i stedet for at søge ud over landets grænser kunne man blot have gravet dybere herhjemme. Det er trods alt ikke første gang systemet kollapser. Danske Bank reklameslagene rammer til tider rent, men langt de fleste slag mod bankeverdens umoralske standarder er desværre uden saft og kraft. De tre kloakdæksler gives derfor for Peter Flyvholms perfekte gengivelse et muldyr fra bankverden, Laura Allen Müllers messende oplæsning af det anderledes CV og alt hvad Kristian Halken kastede sig over i dette stykke fungerede perfekt.

- Forestillingen blev overværet i en nedlagt bankfilial på H.C. Andersens boulevard 37 i København den 7/11. Du kan læse mere på CafeTeatrets hjemmeside  Fotocopyright Søren Solkær.

- Et synspunkt! Af Thor Kristjan Kidmose.

Comment