image

Gud er død, politikerne har ingen visioner og du selv har ingen drømme. Livet har derfor kun værdi hvis de rigtige produkter ejes. Det lader i hvert fald til at være grundtesen for teaterstykket All My Dreams Come True ,hvor vores to depressive hovedroller forsøger at holde selvmordstankerne fra livet, og midtvejskrisen stangen, med en omgang kreativt rollespil. For hvis ikke verden kan tilbyde dem mening eller rigtige eventyr, så kan man da bare selv skabe en fortælling med en lykkelig slutning? Desværre medtager de deres indre dæmoner og forældede værdier da de endelig springer gennem kaninhullet til det perfekte Disney eventyr. Måske du har større held med selvindsigt, personlig udvikling og accept af dine medmennesker, men hvis ikke, så det kræver blot at du tør kikke forbi teateret for en omgang visuel værdispanking.

”Måske er du bare et helt normalt småklynkende >åh, jeg-er-så-depri< – menneske, der ikke kan bære, hvor gennemsnitlig og jævn du er. Du tror dine drømme skal gå i opfyldelse. Åh, jeg-er-så-individuel. Det er ubærligt ikke at være noget særligt, og det har udløst en fantom-depression.

image

Den progressive sindssyge er blot normalitet med et tvist

Hvis du vil ruske op i folk, forarge dem, eller blot fremvise noget voldsomt på en scene, så må opbygningen mod klimaks aldrig være progressiv. Dette skal i stedet ske i brud og gerne med det normale som skærende kontrast til handlingen. Når publikum forventer noget harmløst men så får basket noget voldsomt lige i ansigtet så opnår man den største effekt. Det kan man som dramatiker/instruktør kun opnå hvis publikum har sænket deres forsvarsparader. Tillid skal derfor etableres mellem stykket og iagttageren før den kan brydes, tryghed skal skabes før den kan knuses, normalitet fremvises før det sindssyge vil virke sært. I dette stykke udvikler det gakkede sig desværre gradvist og det er derfor hverken synderlig sært eller modbydeligt når kæmpebruden f.eks. fist fuckes eller dværg Superman voldtages. Det er indenfor de skabte teaterrammer så at sige ”helt normalt”. Hvilket efter min mening ødelægger effekten af handlingerne og derved gør dem lidt overflødige for pointen bag stykket. Hvis ideen omvendt havde været et ønske om at plante skyld eller give os tilskuere en dårlig samvittighed, så skulle man i stedet have manipuleret med os for trinvist at lokke os til et sted vi vitterlig ikke ønskede at besøge. Som en slags teaterversion af Millgram psykologiske eksperiment fra 60erne. I stedet havner vi her med en lidt mere venlig udgave af Fix & Foxys sjove freakshow SEX OG VOLD (Husets Teater 2012).

imageclip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image003[3]clip_image005

Freakshow med noget på hjertet

Det er sikkert ikke let at sælge et teaterstykke hvor en mand forklædt som Joakim von And først henretter en spasser, for derpå, at kneppe selvsamme i skudhullet, til det brede og teaterforvænte publikum. Men derfor bør du alligevel unde dig selv en omgang i denne kapitalistkritiske karrusel hvor vestens selvlede, tab af identitet og forfølgelse af guldkalven får en voldsom omgang gestalt terapi. Jeg har tidligere påstået Christian Lollike ikke helt tør tage skridtet fuldt ud i sin dramatik. Det er heldigvis ikke tilfældet med freakshowet All My Dreams Come True hvor vi både præsenteres for problemet, skurken og konsekvenserne. Hvorfor både publikum, skuespillere og dramatiker derved deles om den barske erkendelse og ansvaret for det vanvittige på scenen. Det er både veludført og morsomt på den hårde måde når Disney drømmefabrik udråbes som et klamt spejlkabinet over vores døde kultur. Mine eneste kritikpunkter går derfor kun på opbygningen og altså hverken indholdet eller udtryksformen. Jeg fandt det både morsomt, herlig respektløst, medrivende og til tider overraskende. Budskabet om at vi har været på afveje lige siden de store fortællinger blev udskiftet med et individuelt overforbrug, kan jeg ikke være uenig med. Marie Louise Wille er fremragende som den deprimerende kvinde med et askepotkompleks og en drøm om Snehvide livet. Dværgen Kristian de Linde er overrumplende og afvæbnende på en og samme tid. Spastikeren Mikkel Lund rene og melodisk tale ramt mig rent i fordommene mens Henritte Dinesen voldsomme udgave af en havfrue omvendt fik mig til at grine.

Af Thor Kristjan Kidmose.

Forestillingen blev overværet ved Cafe Teatre på Københavns Musikteater d. 27. september. Du kan se selv samme her frem til den 19. oktober. Medvirkende: Marie Louise Wille & Morten Burian - samt Henriette Dinesen, Kristian de Linde, Carsten Mathiesen, Mikkel Lund og Andreas Petersen. Tekst og instruktion Christian Lollike. Scenografi: Rufus Didwiszus. Kostumedesigner Ulrike Gutbrod. Lysdesigner Mathias Hersland. Foto copyright Rufus Didwiszus for Aarhus Teater.Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter.

Comment