image
Det er allerede tre år siden at moderen døde, men Werner er ikke villig til at give afkald på mindet og kærligheden uden en kamp. Derfor ignoreres faderens nye kæreste, der ikke blot laver klam fed mad der smager af peber, men også stjæler barndommens trygger rammer væk fra Werner. Heldigvis har Werner fundet ud af at moderen møder ham i drømmeland hver eneste nat. Men søvn som genvej til moderens trygge favn viser sig at indeholde nogle problemer.

Vi følger afviklingen af en familiehverdags velkendte  rutiner som den opleves fra et barns synspunkt. Dvs. der er travlt om morgnen og aftenen er fyldt med lovprisning af mad. Mens dagstimerne henslæbes i en offentlig institution. Du tales til men ikke med. De voksne drikker vin men ønsker ikke dit selskab. Du er en funktion af familielivet, ikke omdrejningspunktet, du bør spise op, sige tak og gå i seng når det er tid. Alt andet er et besværligt barn.
image
Sceneudtrykket er bygget op i lag således det via videoprojektioner er let at omstille fra den fysiske verden til drømmeverden. Det fungerer for det meste rigtig godt og enkelte animationer er virkelige gode. Jeg var dog ikke så glad for besøget på stranden. Indarbejdelse af musik forløber virkelig godt gennem hele forestillingen og fungerer som styrkemarkør for skiftene mellem fantasi og virkelighed.
image
clip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image005De konflikter der antydes mellem barnet og faderens nye kæreste vil sikkert vække genklang ved flere skilsmissebørn, mens den poetiske afslutning på stykket utvivlsomt vil gå forbi de yngste blandt publikum. For selvom vi voksne sagtens kan forstå døden som en anden tilstand af livet, og kan lege med de filosofiske spørgsmål om hvad der er virkeligt og hvad der er indbildt uden nødvendigvis at miste vores fodfæste, så tvivler jeg altså gevaldigt på at små børn besidder denne form for abstraktionsevne. Hvilket sikkert er den direkte årsag til at skaberne af Drengen der lå i sin seng mens hans far og Damefrisøren så på ikke beskæftiger sig synderlig meget med disse størrelser, men i stedet sender drengen til drømmeland i jagten på moderens selskab. Derved bliver fantasiens verden til en fysisk størrelse børn kan forstå, til et sted hvor man kan møde de man savner, de man længes efter, hvor minder for livet også kan skabes. Indpakket i musik og uskyldig leg bliver budskabet om at vi alle en dag skal dø formidlet nænsomt og tydeligt til stykkets målgruppe. En smertefuld erkendelsesproces vi alle har været igennem. Den dag døden bliver til noget virkeligt i vores begrebsverden er den selvsamme vi erkender at de vi har kært også kan dø (det er dog først i teenageårene denne visdom fører vores uudviklede hjerner til åbenbaringen at vi ikke selv er udødelige størrelser). De fire kloakdæksler gives for budskabet, musikken og Ernesto Carbones fortolkning af en dreng i sorg.

Af Thor Kristjan Kidmose.

Forestillingen blev overvære på Anemone Teatret d. 14 september. Du kan se selvsamme stykke her frem til den 20 oktober. Stykket er dramatiseret af Lisbet Lipschitz og Albert Nielsen. Albert har også instrueret og iscenesat det. På scenen er Lisbet Lipsschitz, Lars Hjøllund og Ernesto Carbone. Samt musikeren Kristoffer Rosing-Schow. Jacob Stage har stået for koreografien. Film og video desig: Liselotte Justesen. Lysdesign: Kasper Stounborg. Kostumer: Bolette Binflis. Masker og dukke: Lisbet Lipschitz (jeg fandt hendes masker temmelig skræmmende, især frisørmasken og aben). Baseret på en bog af Kim Fupz Aakesons. Foto copyright Sara Skytte. Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter. De med nokia telefoner har deres app her.

Comment