image

I den halve time forestillingen varer bliver begrebet familien dekonstrueret således genskabelsen af samme kommer til at fremstå som en allegori. For selvom enheden i museumsverdens virkelighed består af en mand, en kvinde, et barn og en hund, så tvinges vi undervejs til at erkende at verdenen er fyldt med alternative konstruktioner der både er mere virkelige og ægte end den vi præsenteres for i museets mange rum.

Dette stykke rejser altså både spørgsmål omkring hvorledes vi får formidlet vores egen virkelighed, fortid og hvordan vi forstår selvsamme. Hvilket er vanvittig interessant, komplekst og uhyggelig banalt på samme tid. For den virkelighed vi som samfund vælger at gemme på museumshylderne er netop et produkt af hvad vi levende nu engang kan enes om er virkeligt. Vi ved alle at det ikke er hele billedet, sandheden eller synderlig retvisende for den sags skyld. Det er blot hvad det brede flertal kan og ønsker at genkende af virkeligheden omkring dem selv. Da vi alle konstruerer vores minder, selvopfattelse og fremtid er det altså blot et spørgsmål om hvilken konstruktion der skal bevares for eftertiden. Når du hører ordet familie har du ganske givet en konceptuel forståelse af begrebets betydning der både trækker på din egen barndom, livssituation og så den fortolkning du præsenteres for i medierne/skolen/litteraturen/kunsten/lovgivningen med mere. Hvilket former dit syn på hvorledes lige netop dette koncept skal formidles til eftertidens danskere. Det er i hvert fald den erkendelse dette teaterstykket arbejder med og sigter mod i deres fortælling om familien.

”Historien siger, at det var her, de boede. Lige her. De sov i et telt. Eller de sov mellem træerne. De havde soveposer, de brugte om vinteren. Om sommeren sov de bare, hvor de faldt søvn. Mellem blade og bregner. Man ved ikke, hvad de hed. Og der er også folk, der siger, at de ikke hed noget. Overhovedet. Man ved heller ikke om de havde børn. Men en kat havde de. Og en hund, der lignede en ulv. Det var ulven, der fortalte mig det. Om dem. At de havde været her. Man sagde, at de var fra Belgien. Men hun havde også familie øst for Vejle”.

image

Jeg har en svaghed for skuespilleren Johannes Lilleøre som jeg gerne så i alverdens danske forestillinger og spillefilm. Her er en skuespiller der både mestrer komik, inderlighed, skrøbelighed og samtidig på et øjeblik kan skifte til rollen som indestængt psykopat. Vi får dog ikke det fulde spektrum at se i Museets Historie Om Familien hvor han spiller patriarken der famler efter fortidens magtfulde position som familieoverhovedet. Birgitte Prins udfylder handlekraftigt rollen som kvinden og museets stemme, mens Casper Sloth er hunden Arne og familiens lidt oversete søn. Samspillet mellem de tre er velfungerede og jeg havde gerne set dem forvilde sig endnu længere ind i historien om den helt almindelige familie.

clip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image005

Denne lille filosofiske klods af en gratis forestilling fungerer ganske fint, men den kræver mere af publikum end jeg tror, er retfærdigt, hvorfor vi kun havner på fire kloakdæksler. De gives for morskaben, de teoretiske tanker og spørgsmål der rejses. Historien afvikles i lag alt imens vi skyndsomt føres gennem hele museet. Enkelte sekvenser kræver både din fulde opmærksomhed og teoretiske forståelse for emnet, mens andre er lette og underholdende, for heldigvis har Tomas Lagermand Lundme skabt det således ingen tabes i lang tid af gangen og instruktør Erik Pold får os alle sikkert i mål igen. Denne gratis oplevelse kan indtages flere gange i løbet af september, tager ingen tid og kræver ganske få skridt, men pointerne vil forfølge dig længe efter.

Thor Kristjan Kidmose.

Komponist: Erik S. Christoffersen. Fotocopyright Malle Madsen. For mere information: www.liminal.dkDu kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter. De med nokia telefoner har deres app her.

Comment