image
Unge bange mennesker med ar på sjælen vil altid udgør de lette ofre i verdens grufulde menneskejungle og hvis der først skubbes til det lave selvværd så virker lykkelige slutninger som ren fantasi. Eksil er en historie om en af disse tragiske skæbner hvis Afrikanske hverdag måske virker eksotiske for os danskere, men livsforløb vi alle genkender, du ved, pigen der blev tilovers og søgte kærligheden alle de forkerte steder, for til sidst at tanke selvtillid i posen med de euforiserende stoffer. Hende, der under den hårde skal savner kærlighed så desperat at hun er villig til at gøre alt for at opnå den. Hende, der ved, at hun lever fordi livet gør ondt og derfor ikke tillægger det megen værdi.

I denne historie hedder hun Samantha, der med sine femten år er på tærsklen mellem barn og voksen, hun er britisk statsborger og bosat i Tanzania, som yngste datter af to. Vi støder på hende da skaden allerede er sket, men katastrofen endnu ikke indtruffet. Hjemmets velkendte rammer er alt andet end hyggelige, da moderen søger svarene på bunden af flaskerne, alt imens farmand forlyster sig med tjenestefolkene. Storsøsteren har kun energi til at redde sig selv og kostskolen tilbyder ikke andet end smertefulde nederlag, massivt omsorgssvigt og hårde ord. Så da Samantha taber sit hjerte til den barske mand med de store overarme, drengede sind og kærlige komplimenter griber hun chancen i håbet om noget andet.
image
Jeg elskede den ligefremme tone, det letgenkendelige miljø og rå humor som kendetegnede bogværket Nordkraft. Forfatteren fik en masse ros, anerkendelse og et regulært kommercielt gennembrud. Desværre mistede vi al for hurtig stemmen og mennesket Jakob Ejersbo igen. Eksil er første bind i en Afrikaner trilogi som mange sikkert har læst, men som jeg oprigtigt ikke finder så bjergtagende som det første møde med forfatteren.

Teaterfortolkningen af historien er garneret med videoklip fra interviews med de mennesker som oprindeligt inspirerede Ejersbo til historien. Hvis du ikke har læst bogen eller har noget forhold til forfatteren er disse videoklip dog ganske ligegyldige. Det samme gør sig gældende for det etnografiske indslag fra Tanzania – Peter Ambrosi . Faktisk er der mange små ting gennem hele forestillingen man sagtens kunne have skåret væk da de enten ikke gav mening, hjalp historieformidlingen eller passede ind i universet. Trillebøren med klistermærket Tanzania er et sådan tiltag. De mange store skilte der er påsat forskellige elementer og et enkelt menneske er ligeledes en kilde til forundring. Men mest af alt irriteres jeg over en kæmpebamse der måske, måske ikke, symboliserer en tabt tryghed fra barndommen eller blot bruges som et symbol på den uopnåelig kærlighed!?
image
Heldigvis er der en masse vellykkede, simple og helt igennem fantastiske elementer i forestillingen også og langt de fleste er forbundet med overgreb mod Samantha. Hvorledes underviseren presser  sin hånd ind i hendes lille uskyldige mund eller hvorledes hendes krop søles til i forskellige kropsvæsker for at symbolisere det løbende misbrug. Måske er symbolikken en anelse tyk da hun kneppes af faderens trofaste støtte hen over slagtebænken, mens den lydbaserede voldtægt af Samantha er ren teatralsk perfektion.
image
clip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image005Verden er fyldt med disse unge sårede mennesker hvis skæbner ender så tragisk at du føler nogen burde have gjort noget, sagt noget eller stoppet dem. Deres livsforløb er så næsten forudsigeligt at det er skræmmende, men i det korte øjeblik de er blandt os, falder også du, for deres charme, selvtillid og kække facade. Du ved måske nok inderst inde at de ikke er udødelige, men alligevel fascineres du af dødsforagten og deres ukuelige trang til at slå tiden ihjel. Skildringen af lige netop denne følelse mestrede Ejersbo til perfektion og da Flyvholm også får forløst dette på scenen på allerfornemste vis kunne forestillingen sagtens have blevet til mere end en forudsigelig historie om en pige med ondt i sjæl og hjerte. De fire kloakdæksler gives for Henrik Birch der som altid er fremragende i disse dystre afstumpede manderoller, Sofia Saaby Mehlums fantastiske præstation som den unge desperado og Anele Situlweni i rollen som voldtægtsforbryderen. Meget vil være glemt år fra nu, men de tres pæstationer i denne forestilling vil utvilsomt stå krystalklart.

Af Thor Kristjan Kidmose.

Forestillingen blev overværet ved Republique Teater d. 4 september hvor alle de med billetter kan se selvsamme frem til den 12. september. 13-29 november er der dog ledige pladser. Varighed 140 min inklusiv pause. Der er tale om en gæsteforestilling fra Teater Nordkraft. Forfatter: Jakob Ejersbo. Medvirkende: Mia Lerdam, Sofia Saaby Mehlum, Mette Kolding, Esben Smed, Henrik Birch, Jacob Ulrik Lohmann, Thomas J. Clausen, Signe Skov, Anele Situlweni, Spirit Mba. Instruktør: Mikkel Flyvholm. Scenograf: Louise Beck. Manuskript: Andreas Garfield. Komponist: Christian Skjødt. Fotocopyright: Tom Ingvardsen.
Follow Forrbugermania by this  RSS feed, or at facebook. This site is optimized for reading on mobil phones, but should you have a Nokia phone please use this App.

Comment