image

Udsøgt Smerte er en dramatisk fortolkning af Sophie Calles værk Douleur exquise der rummer en selvbiografisk fortælling om hendes første ulykkelige kærlighed. Ellen Hillingsø formidler og udlever historien som Sophie,  mens stykkets øvrige roller henholdsvis udfyldes af Solbjørg Højfeldt og Steen Stig Lommer.

Hovedhistorien er Sophies og hendes oplevelse af at blive fravalgt af en mand, modparten reduceres hurtigt til en krukket faderfigur hvis største partnerværdi er hans journalistiske meritter. De øvrige fragmenter er erindringsglimt fra den lange rejse og fremmede menneskers brudstykker af smertefulde oplevelser, der i forestillingens anden halvdel æltes ind i beretningen. Hvor den indledende fortælling om hvorledes kærlighedsaffæren startede, havde langt mere farve og pondus, så fremstod afmonteringen af samme som en kedsommelig affære. Det smertefulde tab udleves, genfortælles og udfoldes nemlig på scenen i en vedvarende cyklus der ville have fungeret litterært, men desværre falder goldt på scenegulvet.

image

For smerten er banal og erkendelsesprocessen for kvinden langsommelig, det hjælper ej heller på oplevelsen at hun påtvinger omverden hendes historie indtil den er så tyndslidt at mindet drukner i detaljer. Omvendt var det en fryd at opleve den lange togrejse fra Europa til Tokyo genfortalt og serveret med tilbagelænet overskud af hovedpersonen selv. Mindet om deling af togkupe med den russiske mand bliver hurtig til et medrivende og morsomt øjeblik hvor samspillet mellem Ellin og Stig virkelig fungerer.

Men hvor alle Sophies erindringsglimt rummer både humor, varme og selverkendelse, var dette helt fraværende i hendes udforskning af smerten. Her er det kun hendes klyngen til tabet og forholdets patetiske forløb der får smilet frem hos mig. Resten af tiden har jeg lyst til at ruske i den unge kvinde for til dels at tillægge kærlighedsaffæren nogen betydning overhovedet, men mest af alt for at påtvinge mig hendes smerte på sådan en insisterende naiv lillepige facon. Det faktum at hun for første gang oplever noget uretfærdigt og smertefuldt ophæver ikke hendes erkendelse af samme til noget epokegørende for alle andre. I stedet indrammer det blot hvor forkælet hun har været og det faktum, at hun nu påtvinger sig verden hendes smertefulde erkendelsesproces af at kærlighed kan gøre ondt, understreger at det umodne ikke blot er en fase for hende: "Jo større kærestesorg, jo større kunst" - Sophie Calle.

imageclip_image002clip_image004clip_image004[1]clip_image006

Det var altså ikke en succesfuld oplevelse denne eftermiddag ved Husets Teater, godt nok var både Ellen Hillingsø på scenen og de grafiske elementer skabt ved Spild af Tid, men balancen mellem det elektroniske og organiske blev aldrig rigtig  fundet på scenen. Forventninger var ellers pakket og humøret højt da jeg havde været så forudseende at snuse til forestillingen ved en tidlig sommer reading, men alt det der virkede så lovende og kækt i sommervarmen fremstod nu underlig ufærdigt. Det stramme scenografiske udtryk havde endda enkelte uheldige ideer undervejs og få uigennemtænkte videosekvenser hjalp ej heller på helhedsindtrykket, men det var dog lydbilledet der irriterede mig mest. Til tider konkurrerede det med stemmerne, andre gange druknede det blot min koncentration, men for det meste hev de mine tanker over til musikversionerne af Dan Turells Jeg Skulle Have Været Taxachauffører og Jeg holder af hverdage grundetde asynkrone bobler af elektroniske klanglyde. De tre kloakdæksler gives hovedsagligt for det vanvittige flotte og dragende teaterprogram, den første halvdel (før smerten) og så de få vellykkede beretningsfragmenter der blev indflettet i selve hovedhistorien. Det visuelle fungerede også bedst i første del og havde man ramt de rigtige byer til opremsningen ville indledningen efter min mening havde været perfekt visuelt. Det er selvfølgelig ikke en naturlov at teatre skal ramme rent hver eneste gang eller alt vil falde i ens smag, men derfor gør det alligevel lidt ondt når oplevelsen ikke modsvarer ens positive forventninger.

Af Thor Kristjan Kidmose.

Stykket blev overværet d.24. august ved Husets Teater hvor du kan se selv samme frem til den 28. september. Hvorefter du kan opleve stykket Teatret Svalegangen i Århus. De medvirkende: ELLEN HILLINGSØ, SOLBJØRG HØJFELDT, STEEN STIG LOMMER. instruktør og scenograf: JACOB F. SCHOKKING. Musiker og komponist: THOMAS STRØNEN. Videodesign og grafik: SPILD AF TID v/ Jakob Thorbek. Fotocopyright Thomas Petri.Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter. De med nokia telefoner har deres app her.

Comment