image
”Drop mig, venner! Jeg er ikke mine egne, snørebånd værd. Slip mig og lad mig falde. derned, hvor jeg alligevel, altid har været. Lad mig ikke ligge og rådne, deroppe i den frie luft. Hvor en sky kunne få øje på mig, og få ødelagt. sin gyldne aften over havet
.”– Henrik Nordbrandt

Konceptet bag det flydende teater er simpelt og ganske effektfuldt. Man tager en omgang fortolket poesi som udspilles på en lille både med publikum bænket hele vejen omkring selve forestillingen. Herved skabes der både en intim atmosfære og naturen udnyttes som scenografisk bagtæppe i forestillingen. Publikum kan derved ikke gemme sig væk i salens mørke og når skuespillerne har brug for små omstillingspauser udfyldes de blot med musik, sejllads og yndefuld sceneri til alle sider. Det viste sig både at være ganske afvæbnende måde at indtage teater på mens oplevelsen samtidig var utrolig intens.
image
Trioen der udfyldte rollerne på båden var Öszlem Saglanmak, Rosa Sand Michelsen og Anne Vester Høyer. Disse tre ganske uens kvinder formåede at sammensmelte til en person så du hverken undrede dig over rollernes konstante forandringer eller fandt det sært når de afsluttede hinandens sætninger. Det skete ved samtale, erindringsfragmenter, sange og diskussioner. Danskheden blev dissekeret med Nordbrandt i rollen som både kirurgen og patienten. Vi skar som oftest helt ind til benet og enkelte gange flød marven også frit fra knoglerne. De hudløse ærlige erklæringer var som oftest indpakket i et lag samfundskritik der på overfladen måske lignede en kærlighedserklæring til Danmark. Men det ville være svært ikke at føle sig ramt eller opleve vores egen nation spiddet på ordene.
image

clip_image002clip_image004clip_image004[1]clip_image004[2]clip_image004[3]clip_image004[4] Den første bog jeg læste af Henrik Nordbrandt var ironisk nok både en selvbiografi og den eneste der nogensinde formåede at krybe ind under hunden på mig. Det vil dog helt sikkert ændre sig fremover nu hvor jeg har oplevet mandens poesi fortolket, udspillet og sunget af tre yndefulde, humoristiske og indlevende kvinder. For pludselig gav flere af digterens betragtninger, anskuelser og hjertesager mening for mig, der, midt på Furesøen, omringet af vand, skov og solskin! For selvom jeg altid har nydt Nordbrandt i rollen som debattør, ordsnedker og intellektuel kapacitet så har jeg aldrig tidligere følt glæde ved digtene. Det har ikke været noget jeg skammede mig over eller følte skyld ved, for jeg tænker at forfatteren utvivlsomt vil mene det var mig der ikke formåede at forstå ordene og altså ikke digtene der var noget galt med. Da Nordbrandts forfatterskab både er verdenskendt, prisbelønnet og strækker sig over mange titler har han ganske givet også ret. Nu vil jeg dog igen driste mig til at læse Nordbrandts digte på papir, alt sammen takket være oplevelsen Jeg er ikke mine egne snørebånd værd. Der blev indtaget i godt selskab, med et glas hvidvin i hånden og smuk natur omkring mig. Hvis bare al dansk poesi blev iscenesat på samme måde så ville mit forhold til digte på modersmålet sikkert været et andet.

Af Thor Kristjan Kidmose.
image

Du kan opleve selvsamme med Det Flydende Teater frem til den 9. august. Medvirkende: Öszlem Saglanmak, Rosa Sand Michelsen, Anne Vester Høyer, Fredrik Mellqvist, Nicolai Kornerup. Instruktør: Emil Hansen, Anders Lundorph. Komponist: Henriette Groth. Scenograf Nikolaj Heiselberg Trap. Foto copyright Per Morten Abrahamsen. Det sidste bllede er dog copyright Forbrugermania.Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter. De med nokia telefoner har deres app her.

Comment