image

Der var med vrede skridt og meningerne ude på tøjet at jeg forlod det lille intime teater Får302  mandag aften, hvor kunstens vilkår just var blevet gennemæltet i klassisk stil på scenegulvet af et bundt indbudte eksperter. For selv om det var muligt at konsensus flød i stride strømme mellem panelets medlemmer, så boblede harmen ganske lystigt i mit indre. Som autodidakte ordsmed er det aldrig let at vide hvornår man skal lade de dødende medier debattere med sig selv og hvornår man skal sige fra overfor konklusioner de når. Denne aften virkede det dog mest af alt som spild af vores alles tid hvis ord skulle krydses og meninger brydes med mig. Dette er dog alligevel et partsindlæg i debatten og nogle betragtninger om projektet.

image

Deltagerne var for mig alle velkendte ansigter, men selv hvis du hverken har hørt, set eller klikket på deres meninger før, kan jeg berolige dig med at de klassiske synspunkter var i overtal. Hvilket groft sagt betyder verden var bedre i gamle dage, ungdommen savnes, penge mangles og kvaliteten daler. Panelet bestod af Line Rosenvinge (kunstblogger), Johannes Riis (forlagsdirektør), Kaspar Bonnén (billedkunstner og forfatter), Jens August Wille (teaterinstruktør), Christopher Arzrouni (avisredaktør) med kritikeren Anne Middelboe som moderator.

image

Der blev til tider kradset lidt i overfladen og selvkritik blev luftet, men for det meste havde jeg altså svært ved at forbinde debatten med titlen ”Kunsten, virkeligheden og samfundet. Kunsten og kunstens legetimitet". Ideen var at hver deltager startede ud med halvanden minut lang præsentation og oplæg hvorpå ordet var frit mellem deltagerne. Hvilket stod på i 45-50 minutter fulgt af enkelte spørgsmål fra salen. Da denne omgang Reumertsalon blev afviklet lige efter teaterstykket Ritualet  var der flere der tog udgangspunkt i Ingmar Bergmans pointer. Hvilket både virkede oplagt men også fastlåste diskussionen inden den overhovedet var gået i gang. Det hjalp ej heller at moderator fornægtede at kunst overhovedet skulle legetimeres i indledningen eller at forlagsredaktøren oplæste en kunstdefinition som en slags credo. Ikke desto mindre var dette rammerne for diskussionen. Hvor langt de fleste lydbider kredsede om Kunst Vs Produkt Kunst Vs. Kultur Kunst Vs. Stat - hvilket til tider blev til Elite Vs Folk og God kunst Vs Kunst der sælger.  Nu hvor den trykte bog, biograffilm, CD’er, avispapir, radio og fjernsyn er fanget i selvsamme dødsspiral der sendte sporvogne, grammofonen og fastnets telefonen i graven er der selvfølgelig mange mennesker der nu frygter for deres levebrød og den ukendte fremtid. For selvom direkte og indirekte statstilskud har holdt mangt og meget i live, lever drømmen om den gyldne fortid med de sikre faste indtægter fortsat rundt omkring i den danske kulturlandsby. Men det er tydeligt for os alle at magtpyramiderne ikke længere findes og den klassiske lagdelte udviklingsformular ej heller respekteres.

image

Det hele mindede mig om en formel samtale mellem en gruppe passagerer på Titanics første klasse, om hvorvidt de øvrige klasser forsat skulle formenes adgang til det øverste dæk, eller om reglerne kunne opblødes i lyset af den forstående katastrofe. Hvor problemet dog udelukkende er nedbrud af magtstruktur og interessenternes manglende kontrol med den fremtidige kunstdefinition. Kunsten har det dog ganske fint efter min mening, ideerne flyder tydeligvis, talenterne pibler frem og kunderne myldrer i butikken. I dag udgiver massevis af forfattere selv deres bøger og aldrig før har supermarkederne flydt over med så mange titler, folk tager billeder med mobiltelefoner og deler dem så hastigt at pressefotograferne ikke når frem til hændelsen før vi alle har set nyheden, meninger findes ganske gratis på nettet alt imens enkelte gemmes bag elektroniske betalingsringe på avisernes hjemmesider. TV serier streames når vi vil og ikke når de sendes, alt imens nyhederne valideres og spredes via de sociale medier i døgndrift (uden brug af news helikopter). Guldplader kastes efter salgstal der skulle ganges med ti før man i 80erne ville have modtaget en sådan, men aldrig før har så mange haft adgang til musikken. Jeg bliver derfor oprigtig glad over at vide der hverken er krise, talentmangel eller folk som lades tilbage uden støttepenge når kunderne svigter dem.

-Et synspunkt! Af Thor Kristjan Kidmose.

Fotocopyright Maj Jeanne. Debat overværet ved Får302

Comment