image
Sarah Bernhard (Ghita Nørby) har ikke blot ramt en alder hvor der per definition er mere fortid end fremtid i livet, hun har også erkendt døden er nær. Hvorfor det føles endnu mere påtrængende at få styr på minderne, bedrifterne og kærlighedshistorierne. Men det bliver hurtigt klart at Sarahs ønske ikke er udgivelse af endnu et bind memoirer, men i stedet blot at genleve, møde og svælge i minderne en sidste gang. Fortidsoplevelserne står lige frem i kø for Sarah, desværre kniber det mere med detaljerne, fokus og det kronologiske overblik, hvilket både besværliggør sekretær Pitou’s (Preben Kristensen) notatarbejde og skaber en del forvirring for dem begge.
image
Som et gammelt ægtepar vælter de rundt mellem hinandens usagte ord, bevidste forglemmelser og kærlige tanker. Hierarkiet er eksplicit men interaktion familiære. Hun er fortsat solen, men skinner nu kun hvis han hjælper. Sarahs fortrukne metode til at fremmane fortiden på er via skuespil hvor den trofaste, men yderst modvillige, kammertjener og sekretær Pitou skal spille alle roller på nær hendes egen. Venner, kollegaer og familiemedlemmer vækkes derfor til live endnu engang via Pitou og Sarahs sammenspil. Han gør det af venskab, kærlighed og for bogens skyld. Hun gør det for at tage afsked med fortiden og sig selv, et sidste besøg i verden der var.
image
Placeret på en tårntagterrasse med en fantastisk udsigt og en sparsom møblering udforsker vi Sarahs erindringer. Solen står højt da vi starter men vi forlader først historien den næste dag. Konstant sendes Pitou nedenunder efter diverse ting, hvilket teknisk fungerer langt bedre end det klassiske Robinson Cruso trick (hvor det der savnes altid skyller i land), men udstyrslisten bliver aldrig voldsom (grammofon / parasol / sminkekasse). Hvis du har styr på dine operaer vil lydbilledet understøtte historien mens alle andre blot vil forstå musik lokker fortiden frem ved Sarah.

image
clip_image002clip_image003clip_image003[1]clip_image003[2]clip_image003[3]clip_image005Ghita Nørby er formidable i rollen som Sarah. Hun giver skuespillerinden pondus, ynde og skrøbelighed. De bedste scener opstår når hun i samspil med Preben Kristensen udforsker et hukommelsesfragment fyldt med konflikter. Det næsten gnistrer mellem de to skuespillere i sådan en grad at jeg ærgrer mig over vi forlader erindringen for at forfølge historien. De morsomme øjeblikke er hjertevarme og hele stykket har en rørende præmis. Det bliver dog aldrig svulstigt, folkekomedieagtigt eller ligegyldigt. For uanset om aner hvem Sarah Bernhard var eller har et erkendt forhold til døden så vil du blive berørt af denne fortælling. Der i al sin banalitet er et langt og inderligt farvel til livet på godt og ondt.

Af Thor Kristjan Kidmose.

Forestillingen blev overværet ved Folketeateret den 15. april hvor du kan se selvsamme frem til den 12. maj. INSTRUKTION: Bente Kongsbøl. SCENOGRAFI: Birgitte Mellentin. MANUSKRIPT: John Murrell. OVERSÆTTELSE: Viggo Kjær Petersen. MEDVIRKENDE: Ghita Nørby, Preben Kristensen.. Fotograf: Thomas Petri.Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter. De med nokia telefoner har deres app her.

Comment