image
Reach out and tocuh me….

Teaterstykket EN PLADS I MIT HJERTE er skåret over en ganske simpel fortællermodel, men Andreas Garfield og Per Scheel-Krüger sigter tydeligvis ej heller efter andet end at få publikum til at føle afmagt, sorg og medlidenhed. Hvilket måske lyder banalt, men på ingen måder er det. For selvom det kan virke let at skræmme folk eller lokke dem til at grine, så er det altså langt sværere at bevæge publikum. Dels har alle vi vesterlændinge for længst lært at være kyniske og dels er det let at overgøre det sørgelige.
image
Hvorfor manuskriptforfatteren med ganske få virkemidler har valgt at iscenesætte en genkendelig hverdag hvis neutrale normalitet får os til at sænke forsvarsparaderne. Så selvom du let kan gennemskue hvilken katastrofe der er på vej fæstner du blot dit blik på de daglige gøremål, små skænderierne og smiler af de øjeblikke der udspilles på scenen foran dig som var de et ekko fra dit eget liv. Vi fastholdes derved i denne lille trygge hverdagsboble just længe nok til at englebarnets dødelige trafikuheld river og flår i dit hjerte. For pludselig er det ikke så vigtigt hvem der havde ret eller tog fejl, i stedet lider du blot med forældrene og deres tab. Det er denne forestillings helt store styrke og den direkte årsag til de fem kloakdæksler.

image
Skuespillerne bag hverdagens roller
Thomas Levin spiller endnu engang med stor overbevisning en af virkelighedens mange stille mænd, hvis hverdag domineres af en alvidende kvinde. Der denne gang portrætteres som en modbydelig og uretfærdig størrelse af Patricia Schumann. Hvis eget selvbillede har så mange blinde vinkler at empati kun kan rettes mod hende selv. Patricia spiller med så stor indlevelse at du næste glemmer det er en karakter. Dar Salim er svogeren med skyldkomplekset og instruktøren har fornuftig nok valgt at nedtone denne rolle da vi ellers hurtig ville få udvandet smerten. Du er på intet tidspunkt i tvivl om at Martin Fredberg er præst, måden han taler, går og bevæger sig på er indbegrebet af hvordan folkekirken ynder at se deres sjælevogtere opføre sig. Ditte Balslev er noget så sjældent som en barneskuespillere der formår ikke at blive til en kliche eller stå i vejen for sin egen naturlighed. Hun rammer derfor ganske perfekt glansbilledet af en datter uden det bliver kvalm, overgjort eller som når danske film er værst.
image
clip_image002clip_image002[1]clip_image002[2]clip_image002[3]clip_image002[4]clip_image004 Hverdagens tomme og velkendte ritualer skaber i denne forestilling både kontrasten til karakterernes indre følelsesmæssige kaos, mens de samtidig fungerer som styrkemarkør for de involveredes sindstilstand. Her bydes, afryddes og takkes i en uendelighed. Kaffekopperne fyldes, kagen skæres og intet nydes på noget tidspunkt. Formerne fastholdes tydeligvis af lige dele vane og nødvendighed, for uden faste holdepunkter er det let når krisen kradser at miste sig selv i selvmedlidenhed og anger. Hvilket jeg ser som skuespillets morale at smerte skal deles så sårene kan heles. De fem kloakdæksler gives for følelserne der frembringes, tabet der mærkes og hverdagen der genkendes. 

Af Thor Kristjan Kidmose.
[youtube https://www.youtube.com/watch?v=6TOHhRFL15g]
Forestillingen blev overværet ved Teater Grob den 9. marts. Du kan se selvsamme stykke her frem til den 25. april. Så hvis kristne ofrehistorier ikke rigtig gør det for dig mere her hen over påsken så opfordres du i stedet til at svinge forbi Grob og føle noget. Manuskript: Andreas Garfield. Iscenesættelse: Per Scheel-Krüger. Scenografi: Marianne Nilsson. Musik: Efterklang. Foto copyright Karoline Tiara Lieberkind. Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter. De med nokia telefoner har deres app her.

Comment