image
Selvom vi begge tilhører årgang 1977 så er det åbenbart at instruktøren Line Paulsen ikke har haft den samme online opvækst som vi der greb fat om modemmet i starten af 90erne. Hvorfor det måske ikke føles sært gammeldags for hende at debattere faldgruberne ved den virtuelle verden eller faren ved en manglende tilstedeværelse i den fysiske virkelighed. Emner som ofte før har været behandlet i fiktionens verden og uanset om det var på skrift, scene eller film ofte er sket langt bedre end det er tilfældet med Aeneaderne denne aften på Københavns Musikteater. Den grundlæggende undren er ellers ganske oplagt, for hvad har ti års sociale medier mon gjort ved vores menneskelighed?
image
Det er dog ikke en langt debat om Second Life, den stiliserede virkelighed på Facebook eller de overfladiske dialoger på Twitter. I stedet er det en lidt tilfældig kritik af avatarlivet og fremhævelsen af hvor vigtig det er at holde fast i sig selv når de blinkende lygter tændes online. Du ved, der hvor forsvarsparaderne falder og løgnene flyder. Der hvor sårbarheden går hånd i hånd med kynismen og filtrene mangler. Der hvor ensomheden bedst nydes kollektivt og individualisme kun har værdi hvis den deles.
image
De tre karakter Dido, Aenas og Juno holder historien i gang og deres spor krydser hinanden via virtuelle chatfora hvor oplysninger, hemmeligheder og venskaber binder dem tæt sammen. Scenografien modsvarer fint data labyrinternes kringlede genveje og omveje og så fungerer den rigtig godt som lærred for de mange projektioner. Mannequindukkerne med de pixelerede ansigter er dog bedst når de står nøgne hen. Tilde Maja Frederiksen (Dido) formår som altid at fremvise en fin hybrid mellem skrøbelighed og råhed en kombination som ethvert menneske på flugt fra sig selv bør besidde. Joen Højerslev er i hovedrollen Aenas vores opdager og helt, hvilket sandsynligvis er årsagen til hans avatar kaldes Heroman. Den dragende modpol til Aenas er Junos avatar ûbermensch herlig underspillet af Benjamin Kitter.
image

clip_image002clip_image004clip_image004[1]clip_image006Pointerne er der såmænd intet galt med i stykket her, men vejen hen til dem var mig ganske ligegyldig og uden publikums fulde opmærksomhed taber man let deres empati for karaktererne på gulvet. Hvilket var hvad der skete for mig, jeg kunne derfor hverken forholde mig til voksne menneskers manglende analytiske tilgang til online forelskelse eller morer mig over udpenslingen af de forskellige emoticoner samt gængse chat forkortelser. Dramaet mellem de tre karakterer forblev derfor uforløst hvilket gjorde deres individuelle bevæggrunde og forhistorier blev unødvendige. Jeg ville hellere have forfulgt sporene for hvorledes den iscenesatte online løgn forplanter sig som sandhed i den virkelige verden, eller debatteret problemerne med det online efterliv.  Kloakdækslerne gives derfor denne gang til Nathalie Mellbyes scenografi og Turpin Djurhuus lysdesign samt selvfølgelig til Tilde Maja Frederiksen.

Af Thor Kristjan Kidmose.

PS Denne anmeldelse er skrevet med fonten Calibri str 12. men kun fordi Times New Roman ikke egner sig til online visning ;-)

[vimeo http://www.vimeo.com/59843470 w=500&h=281]
Forestillingen blev overværet med Københavns Musikteater den 8. marts du kan se selv samme her frem til den 23. marts. Med: Tilde Maja Fredriksen, Joen Højerslev og Benjamin Kitter. Instruktør: Line Paulsen - Dramatiker: Line Mørkeby. Scenograf: Nathalie Mellbye - Dramaturg: Mette Risgård Tranholm Komponist: Mikkel Hess.  Lysdesigner: Turpin Djurhuus - Lyddesigner: Jonas Jørgensen. Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter. De med nokia telefoner har deres app her. Foto copyright Natascha Thiara Rydvald.

Comment