image
Stalins Støvler
er en lille solid omgang gammeldags politisk teater, hvor budskabet indpakkes i humor, iscenesættes via fortiden og kastes i synet på nutidens magthavere. Vores hovedperson er en dansk forfatter hvis hovedværk handler om mennesket bag bødlen Stalin. Hvori sandheden søges afkodet via fiktion og forfatterens egen forestillingsevner, en handling der er den direkte årsag til han er inviteret til nutidens Rusland for at forsvare sig mod en massiv og ensartet litteraturkritik. Hvor han på trods af de talrige dårlige oversættelser, den massive censur og værternes mange dunkle motiver alligevel kommer i berøring med sandheden – om fortiden og nutidens magthavere. 
image
Inspirationskilderne og tankerne bag stykket forklares fint i programmet, men jeg kan ikke lade være med at studse over at skaberne har misset en for mig oplagt pointe. Det var ikke kun digternes ord, forfatternes tanker eller ideernes verden Stalin frygtede – han frygtede alverdens mennesker og deres motiver. Millionerne der blev dræbt, sultet eller nedbrudt i arbejdslejrene havde alle politiske domme der sjældent gav megen mening for andre end de med magten. Det er derfor en fejlslutning at tro det skrivende folk var særlige udsatte, de var blot en del af den samme kødmasse Stalin nådesløs kværnede igennem som statsoverhoved. For Rusland var et land hvor kvinder kunne blive dræbt for deres køn, bønder for deres afgrøder og det skrivende folk for deres ord. Hvor loyalitet blev testet med dødelig udgang og paranoia var medfødt. Det var ikke et sted hvor nogle specfikke mennesker var særlig forfulgte, det var en nation hvor alle var undertrykte og ingen kunne føle sig sikre.
image
clip_image002clip_image004clip_image004[1]clip_image006Samtidskritikken er tydelig, men den dramatiske kobling mellem fortiden og nutiden fungerer efter min mening kun glimtvis. Jeg ville derfor langt hellere have set et stykke der enten udelukkende hudflettede Stalin eller direkte kritiserede Ruslands nuværende politiske regime. Det har sikkert virket oplagt at drage parallellerne mellem de to periode og derfor også forsøge sig med de to spor. Men just som jeg ikke synes den afvæbnende tegneserie humor klæder alvoren i stykket, så finder jeg ikke den nutidige hovedpersons involvering i en John Le Carré lignende historie klæder Stalin kritikken. De tre kloakdæksler gives derfor for komikken, gruen man skimter bag fiktionen og skuespillet. Skulle vi have haft fuldt hus skulle historien have ramt mig og dramaet fænget, for skuespillet fandt jeg overbevisende.

Af Thor Kristjan Kidmose.image
Forestillingen blev overværet ved Teater Grob d. 18. januar. Du kan se selvsamme stykke der frem til den 9. februar. Skuespillere: Ole Lemmeke, Ina-Miriam Rosenbaum, Lars Knutzon & Anders Singh Vesterdahl. Manuskript og iscenesættelse: Rhea Leman. Scenografi: Lone Ernst. Lysdesign: Michael Breiner. Lyddesign: Emil Assing Høyer. Videodesign: Merit Fakler. Videoteknik: Kasper Stouenborg. Fotograf: Susanne Mertz. Du kan følge anmeldelserne fra forbrugermania via dette RSS feed, eller følge med via facebook. Siden er optimeret til læsning på mobiltelefoner, du kan også følge med via Twitter. De med nokia telefoner har deres app her.

Comment